Projektchef om tests af børn: En guide til spild af sundhedsvæsenets ressourcer

KRONIK: Den nuværende håndtering af coronasmitte hos børn medfører et absurd spil af ressourcer, der i stedet kunne være brugt på noget, hvor vi fik mere sundhed eller mindre smittespredning for pengene, skriver Vive-forsker Sidsel Vinge.

Af Sidsel Vinge
Projektchef, Vive

Jeg har udarbejdet en ret udførlig guide til, hvordan man opnår det størst mulige spild af ressourcer i sundhedsvæsenet i forbindelse med noget så relativt ufarligt og simpelt som covidtest af symptomfrie børn.

Hvad er opgaven?
Barn i skole testes covid-19 positiv. Skoleledelse kontakter back-office i kommunen, som kontakter Styrelsen for Patientsikkerhed. På baggrund af rådgivning herfra sendes den gruppe, som det vurderes, at barnet mest sandsynligt kan have været i kontakt med (oftest klassen eller årgangen plus lærere) i selvisolation i en uge eller indtil negativ test foreligger – ud fra et "forsigtighedsprincip".  

Om den procedure er over- eller underkill, har jeg som djøffer absolut ingen forstand på. Det er bare den opgave, der nu skal løses mest effektivt.

Hvad er omfanget?
Siden børnene er væltet tilbage i skolerne for et par uger siden, har der været en del gruppehjemsendelser til selvisolation og/eller test.

På vores lokale skole har vi nået at hjemsende fire årgange ud af ti i løbet af de sidste to uger, altså 40 procent af eleverne. Det er måske en særlig ghettoproblematik her i en af landets rigeste kommuner.

Noget tyder dog på, at udfordringen ikke er helt lille på landsplan. Direktøren for PLO har på Linkedin gjort opmærksom på, at almen praksis og lægevagt i disse dage oplever et meget stort antal henvendelser vedrøende covid-19, og han maner til, at vi "klapper hesten".

Lægevagten og den tilsvarende akuttelefon 1813 i Region Hovedstaden oplever det samme: De kimes ned. Men løsningen er ikke bare, at nogen skal klappe heste.

Løsningen er, at nogen skal indse, at covid-19 ikke kan blive ved med at retfærdiggøre et absurd spild af ressourcer grundet en total mangel på forståelse for, hvad elendige, uigennemtænkte eller bare manglende arbejdsgange egentlig betyder.

Før sommer var det til at forstå, at man var nødt til at handle hurtigt og improvisere, og så må man acceptere, at alle arbejdsgange ikke sidder i skabet, og at informationen og kommunikationen halter. Det har alle taget i stiv arm. Men nu er vi der, hvor vi skal til at lære at leve med covid-19, og vi skal bruge ressourcerne effektivt.

Problemet med børn og covid-19 er lille i den forstand, at der er meget få smittede børn, og så vidt jeg ved, har ingen børn i Danmark været alvorligt syge af covid-19.

Men problemet er stort i den forstand, at den nuværende håndtering medfører et absurd spil af ressourcer, der i stedet kunne være brugt på noget, hvor vi fik mere sundhed eller mindre smittespredning for pengene.

For nu er vejret igen normalt – det regner og temperaturerne er under 30 grader – og danskerne på vej indendørs, og om lidt står efteråret for døren. Det gælder også i skolerne, som i vidt omfang har været udenfor med børnene i disse overordentligt sommerlige uger i august. Så de 40 procent af eleverne, som er sendt hjem til test eller selvisolation på vores skole, er nok bare begyndelsen på det, som vi kommer til at se hen over efteråret.

For god ordens skyld skal jeg nævne, at alle data, postulater og konklusioner i denne guide er absolut uvidenskabelige. Som det tydeligt fremgår, er der tale om data fra udokumenterede kilder og personlige erfaringer, hvilket selvfølgelig ikke kan bruges i et evidensbaseret sundhedsvæsen.

Fase 1: Åh nej, ikke nu igen
1) Forælder læser i besked på Aula om, at der er ét barn i klassen/på årgangen/skolen, som er testet positiv for covid-19. Derfor sendes alle børn i klassen, på årgangen eller skolen hjem til selvisolation i en uge eller indtil negativ test foreligger.

2) Forælder tænker "fuck".

3) Forælder, der har læst beskeden, overbringer nyheden til den anden forælder, hvorefter de skændes kortvarigt om, hvem der skal tage fri/arbejde hjemme denne gang. Enlige forældre og forældre, der ikke kan arbejde hjemme, er lykkeligt fri for denne fase. De springer direkte til trin fire.

4) Forælder overvejer om ungen kan passes af bedsteforældre og naboen, men det rimer ret dårligt på "selvisolation". Her opstår flere muligheder:

  • A: Forælder tænker, at vi må få ungen testet nu og går meget hurtigt videre til punkt fem.
  • B: Forælder er heldig og kan være hjemme en hel uge – eller en hel barndom – med junior og bage boller og hyggenygge. Hvor mange børnefamilier er mon i den situation?
  • C: Forælder kan ikke overskue at finde ud af, hvordan man får barn testet (se eventuelt, hvad der venter dem i de følgende faser – og overvej så lige, hvor mange forældre, der ikke har ressourcer, evner, muligheder, sprogkundskaber og hvad der ellers skal til, for at komme igennem labyrinten?) Forælder vælger derfor nabo-/bedsteforældreløsningen og får dem til at passe junior, indtil de må komme i skole/institution igen. Og sådan blev farmor på 73 år med KOL smittet. Hun kunne ikke sige nej, da datteren ringede og spurgte, og barnebarnet var jo helt rask, troede hun. 

Fase 2: Hvordan får man en henvisning?
5) De forældre, som ikke lige kunne være hjemme endnu en uge, og som ikke valgte 4c-løsningen (pasning hos bedsteforældre eller nabo), har nu én tanke: At få ungen testet. Herefter er der flere muligheder:

  • A: Forældre ved allerede, at børn under 12 år skal have en henvisning fra en læge for at blive testet. Har kan man: Ringe til lægevagten for at få en henvisning, som man måske, måske ikke får, ringe til egen læge for det samme og måske, måske ikke komme igennem, eller ringe til 1813 og måske, måske ikke få en henvisning. Forældre bliver ved med at ringe rundt lidt på skift, indtil man både kommer igennem og får henvisningen. Og det gør man, for man har læst på Aula, at andre forældre har fået en henvisning, og de deler tips til, hvordan man får sådan en. Også selvom man møder det her svar: "Desværre, der er ikke flere testtider til børn her i Region X, så vi tester for øjeblikket ikke børn, der ikke har symptomer. De skal bare i selvisolation. Men det er kun barnet, der skal isoleres, du må stadig gerne gå op arbejde," sagde en medarbejder til en mor med tre børn under ti år. Hvis den mor nu låser døren bag sig og går på arbejde, så håber jeg ved Gud, at den søde nabo har lavet en indberetning inden frokost, og at kommunens folk er kommet, inden forældrene når hjem igen. Så den der med, at det "kun" er børnene, der skal i selvisolation, og at forældrene "sagtens" kan gå på arbejde, er den mon clearet med de sociale myndigheder? Nå, men man ringer bare op igen, indtil man rammer hende her: "Ja, selvfølgelig, henvisningen ligger derinde til dig nu, fortsat god dag," som en anden medarbejder samme sted, samme dag sagde til en anden forælder til et barn fra samme skole, samme årgang, samme klasse i helt samme situation.
  • B: Forælder ved ikke, at børn under 12 år skal have en henvisning og hænger i kø på coronaprover.dk. Sidst jeg kom ind en mandag morgen, var jeg nummer over 47.000 i køen. Det tog godt fire timer. Men os, der arbejder frit og fleksibelt med pc/smartphone lige ved hånden, vi kan sagtens håndtere det. Hvad mon forældre, der ikke har de vilkår, skal gøre? Når man så kommer ind på siden, så finder man ud af, at man ikke kan bestille en prøve til ungen uden en henvisning. Og så går man tilbage til 5A. Eller også opgiver man og går tilbage til 4C: Naboen eller bedsteforældrene.

Fase 3: Hvordan får man en testtid?
6) De forældre, der er kommet gennem fase to, skal nu have bestilt en test. Igen er der flere mulige veje:

  • A: Forælder går på coronaprover.dk – og venter i køen, fordi man har et job, hvor den slags er muligt – man kommer ind, og så opdager man, at der ikke er testtider til børn i ens region de næste mange dage. Flere muligheder igen:
    • Forælder opgiver. Tilbage til nabo-/bedsteforældreløsningen i punkt 4C. Ikke helt, hvad sundhedsmyndighederne havde håbet. Men hvorfor mon det sker? Fordi forældre er ligeglade? Noncompliant? Ikke forstår alvoren? Eller fordi det er utroligt så kompliceret, at det er lykkes sundhedsvæsenet at gøre noget så enkelt – og derfor kan mange forældre simpelthen ikke gøre, som sundhedsvæsenet siger, at de skal.
    • Forælder tænker hvad med naboregionen? Kan jeg ikke bare vælge et teststed der, selvom de i min region siger, at "vi tester ikke børn der er uden symptomer på nuværende tidspunkt?". Der er vel frit valg af teststed, tænker man, fordi man ved en smule om sundhedsvæsenet. Her har vi allerede smidt en hel del forældre af i svinget: Hvad betyder det for lighed? Desuden kræver det, at man har tid og bil: Endnu mindre lighed. Og sådan finder forælder med tid og ressourcer en testtid dagen efter en time væk i bil i en anden region.
  • B: Forælder har opsnappet et eller andet sted – jeg fik det at vide af en sød medarbejder ved 1813 – at der er et telefonnummer (jeg ved ikke helt, hvem det var til), hvor man kan ringe udenom coronaprover.dk (måske er det forskelligt i hver eneste region) og bestille en tid til ungen. Men de åbner først klokken 10. Måske coronaprover.dk så alligevel er hurtigst.

Fase 4: Selve testen
7) At få børn testet tager mellem otte og 14 sekunder. Dette er baseret på tidsstudie foretaget på to børn af egen avl på to forskellige teststeder i to forskellige regioner.

Det gør ikke ondt. Det er ikke synderligt kompliceret. Det kører vanvittigt proffessionelt, og dem, der udfører det, er megagode til børn, der er lidt beklemte ved situationen.

Selvfølgelig. Det er jo det danske sundhedsvæsen det her, og de er pissegode til at levere kerneydelsen.

Intermezzo
Mens ungen spiser den is, som han har fået for at have været så dygtig i 14 sekunder (en meget god timeløn for en tiårig), kan man lade tankerne vandre:

Selve den sundhedsfaglige kerneydelse er sundhedsvæsenet stort set altid megagod til at levere, fordi sundhedsvæsenet er befolket med dygtige sundhedsfaglige. Nej, problemet er alt det udenom. Alt det, som er helt afgørende forudsætninger for, at vi kommer i den her situation, hvor nogen i sundhedsvæsnet kan komme til at gøre det, som de er bedst til:

Levere en sundhedsfaglig kerneydelser. I det her tilfælde, de otte til 14 sekunder, hvor rette unge stod foran rette sundhedsfaglige, i rette indpakning og som foretog den rette podning, der efterfølgende håndteres og analyseres på rette vis.

Problemet er alt det, der skal til for, at den situation på de otte til 14 sekunder opstår. Det er her, at vi dumper som system. Gang på gang. Og ikke kun i forhold til covid-19 test af raske tiårige, som er lykkelige for at få en uge på sofaen med spillet Fortnite hver dag – og en is, som nu smelter i varmen.

Jeg kommer til at tænke på en ung produktionsingeniør, som jeg oplevede på en konference holdt af den daværende Amtsrådsforening engang for meget længe siden. Han stod der i en sal fyldt med sundhedsfaglige ledere i sundhedsvæsenet. Det var dengang, hvor Lean var et nyt ord, og vi vidste ikke endnu, at vi skulle hade det så inderligt.

Ham ingeniøren, han havde sat sig for at følge hjertepatienter gennem planlagte operationer på et stort universitetshospital. Ikke ved at kigge i deres journaler. Men ved bogstaveligt talt at følge dem – altså være der – også om natten. Hvad ved produktionsingeniører fra Løgstør Rør om kardiologi? Intet.

Men han vidste noget om, hvordan man observerer processer og systemer og arbejdsgange. Og så havde han evnen til at undre sig. Han fortalte forsamlingen, hvad han havde set og oplevet, og folk enten skreg af grin (det er jo dejligt at se kardiologer på et universitetshospital udstillet som de rene amatører udi organisering af en ung ingeniør fra Løgstør Rør), eller de himlede med øjnene over, at en som ham var blevet smidt på scenen og spildte selskabets tid.

Bagefter kom Peter Langdahl og fortalte noget om ledelse – ja, den Peter Langdahl. Han er god til teater. Men ledelse? Nå, men der skal jo også være lidt underholdning til en konference over flere dage. Og det var både Peter og ingeniøren.

Ingeniøren fik selvfølgelig ikke et ben til jorden i et sundhedsvæsen, hvor vi plejer at smile lidt overbærende af den slags og sige, at "det her er jo ikke en pølsefabrik". Her kunne tilmed grine og sige: "Vi laver ikke fjernvarmerør". Jeg hørte, at han forsvandt til en mellemstor bank. De kunne åbenbart godt bruge en, der vidste noget om fjernvarmerør.

Sandheden er nok, at han hverken vidste det mindste om fjernvarmerør, kardiologi eller bankdrift. Men han vidste noget om processer, arbejdsgange, om værdien af at se fordomsfrit på, hvad der rent faktisk sker i virkeligheden. Se på, hvad folk gør i praksis – både ansatte og patienter (han kom til at kalde dem kunder, og så var der slet ingen, der tog ham alvorligt).

Men her mere end 15 år senere tænker jeg på, hvor meget vi har brug for sådan nogle typer i sundhedsvæsnet. Imens skændes djøffere og sundhedsfaglige om djøffisering eller ej. Måske har vi slet ikke fattet, hvad der egentlig er problemet? Det her kan hverken løses med skalpel, excelark, stetoskop eller strategiplaner.

Ungen er færdig med sin is. Men historien er langt fra slut. Det store spild af ressourcer er yet to come.

Fase 5:  Hvordan får man svar på et barns covidtest?
8) Forældre finder hurtigt ud af, at det ikke er så let som det måske lyder. Så man forsøger flere ting:

  • A: Forælder går ind på sundhed.dk – i deres Q&A står, at "det er ikke muligt at se dine børns prøvesvar. For at få svar på dit barns prøve skal du kontakte din praktiserende læge".
  • B: Forælder tænker: Skal jeg så ringe til egen læge for at høre, om der er svar? Eller ringer de mon til mig, når der er svar? Eller skriver de? Ved de overhovedet, at ungen er testet? Jeg må hellere lige kontakte dem og tjekke.
  • C: Forælder ringer til et eller andet telefonnummer, som var sat op på teststedet, og hvor der stod "for at få svar på covid-19 test af børn: Ring xx.xx.xx.xx mellem 9-12". Intet andet. Bare en blank A4 med den tekst på en tavle.
  • D: Forælder ringer til vagtlægen eller 1813, for nu er klokken over 16 (der findes faktisk forældre, som arbejder og som ikke kan ringe til egen læge i telefontiden flere gange i løbet af en dag, og de er desperate for at få det testsvar, så ungen kan komme i skole igen). Eller også ringer de, fordi det er weekend, og med et barn i covid-19 isolation i hjemmet er der altså meget, meget lang tid til mandag morgen. Ingen andre børn i husstanden må have venner med hjem, man kan ikke komme ud og lave noget som helst, og ungen vil til håndboldstævne på søndag, og det må han kun, hvis testen er negativ.

Så forældre ringer og ringer og ringer til dem alle sammen lidt på skift. En gang i timen, hver anden time, to gange om dagen, dagligt. Og nogen af os tager endnu mere tid, fordi vi også vil undskylde for at forstyrre, fordi det løber os koldt ned ad ryggen, når vi tænker på, hvor mange sundhedsfagliges tid vi spilder på den her måde.

Men der findes ingen andre muligheder for at få det testsvar, som vi jagter, har vi fået at vide. Og når jeg læser, hvad PLO ifølge deres direktør oplever i disse dage, eller jeg hører, hvad 1813 er lagt ned af, så tror jeg ikke, sy vi er de eneste, selvom sådan nogle ressourcestærke forældre nord for København er kendt for at kunne suge ressourcer til sig i sundhedsvæsenet som et sort hul: Der er en del andre i samme båd.

Nogle forældre tænker: Jeg kan ikke ringe og forstyrre i almen praksis, så de forsøger en anden strategi og skriver på "min læge": "Kære læge, barn er testet i Æ-købing (i en anden region), d.d. kl. 14.15. Jeg vil ikke forstyrre dig unødigt. Vil I holde øje med testsvar og lade os det vide med det samme, det tikker ind hos jer? MVH Sidsel".

Det sidste er måske lidt frækt: Egen læge har andet at gøre end at sidde og holde øje med, hvornår der kommer testsvar på en rask unge. Men egen læge er som altid venlig og skriver derfor til forældrene (klokken 19.38): "Vi skal nok holde øje og skrive til jer".

Dagen efter skriver hans sygeplejerske: "Stadig intet testsvar. Men vi holder øje". Det var sødt af hende. Så ved jeg, at de er on the case og ikke har glemt os. Og jeg ringer ikke og forstyrrer dem. Men gad vide, hvor mange andre forældre den sygeplejerske har siddet og skrevet det samme til?

Dagen efter skriver egen læge "Der er stadig ikke svar på testen". Men her er der noget galt. For to timer tidligere har nogen på det telefonnummer, der var slået op på en blank A4 side ude på teststedet, oplyst forælder om, at testen var negativ. Men nu siger egen læge, at der ikke er testsvar?

De fleste forældre har ikke tid, lyst eller viden nok om sundhedsvæsenet til at grave sig ned i det her. De tænker – yes, negativ test – så er det overstået. Og så må lægehuset blive ved med at tjekke og skrive, at der stadig ikke er testsvar, så meget de lyster. Dem om det. Vi er videre.

Men er man en forældre, der har arbejdet med sundhedsvæsenet hele sit liv, kan man ikke holde ud at se på det her absurde spild af tid og ressourcer, hvor alle skriver og ringer og spørger og undres og skriver tilbage og ringer tilbage og så videre. Så jeg ringer en sidste gang ned til den venlige sygeplejerske i mit lægehus for at opklare det.

Jeg har allerede en mistanke om, hvad problemet er: Ungen er testet i en anden region. Det betyder åbenbart noget for testsvaret. Egen læge skal vide, at testen er foregået i en anden region og skal gå ind "bagom", som sygeplejersken forklarer det og søge i barnets journal for at se testsvaret. Det er jo helt håbløst for så mange børn. Lad os håbe, at det et lokalt problem mellem to regioner på samme ø, og at de har regnet den ud ovre på hovedlandet?

Men her på øen det betyder, at hver eneste gang forældre ringer eller skriver til egen læge om testsvar på en unge, så skal lægen spørge, hvor ungen er testet: For er det ikke i egen region, skal lægen ind "bagom" og søge i barnets journal. Testsvaret dukker ikke bare op hos egen læge på samme måde som for de børn, der er testet i egen region.

Og hvis de praktiserende læger ikke ved det, tænker over det eller har tid til det – så tror de ikke, der er kommet svar, og det fortæller de så forældrene. Og så fortsætter skænderiet i fase et, punkt tre, om, hvem der bliver hjemme med ungen i morgen. Eller også går man tilbage til punkt 4C: Løsningen med naboen eller bedsteforældrene. Så meget for "selvisolation".

Det her kan synes et lidt teknisk og perifert problem: Hvor mange forældre vælger at få deres børn testet i en helt anden region? Det må være helt særlige tilfælde, hvor forældre med for meget tid finder på den slags? Jeg vil minde om den totalt uvidenskabelige beskrivelse, der er givet af forældrereaktionerne i fase et på børn til selvisolation/test. Og jeg vil minde om situationen omkring test af børn i landets to største regioner, og om hvor tæt for eksempel Roskilde (der tester børn) ligger på Region Hovedstaden. Og jeg vil minde om, at vi er på vej ind i et efterår, hvor alle har brugt al deres ferie og mere end al deres arbejdsgivers tålmodighed (hvis de stadig har en) i foråret.

På den baggrund tror jeg, at man roligt kan forvente en stigning i antallet af forældre, der finder ud af at fragte deres unger til test i naboregionen (vi må håbe, at de husker mundbindet, hvis de tager toget til Roskilde eller Holbæk).

Det er ikke kun egen læge, som det her går ud over. Det går også ud over lægevagt og 1813. Sidst vi havde en unge hjemsendt (ja, det sker altså relativt tit i den ghetto, jeg bor i – også kaldet Gentofte) kimede jeg 1813 ned for at få svar på hans test hen over en weekend.

Var det akut tilskadekomst eller pludseligt opstået sygdom, som er det, som 1813 skal tage sig af? På ingen måde. Men ungen havde fødselsdag om søndagen, så vi var ret pressede for at få det testsvar senest lørdag aften, for ellers skulle hele festen og alle drengene i klassen, der skulle med ud til fodboldgolf, som var betalt, jo aflyses.

Det kunne godt nok være rart at vide, om der var et testsvar i løbet af lørdagen. Som altid får man monsterfin behandling, når man ringer til 1813 – også fire gange på samme dag for at få et testsvar. Men jeg spildte jeg mange sundhedsfaglige visitatorers tid den fredag/lørdag på at gå ind og slå op og sige: "Nej desværre, ikke endnu, prøv igen om et par timer".

Og hvad kan man så lære af det?
Ham gutten fra Løgstør Rør, der kortvarigt gæstede kardiologien, inden han røg til bankverden, prøvede at få os til at forstå, at det handler om at have fokus på det, der har værdi for kunden (undskyld, patienten) og at tage alt det udenom alvorligt.

For det er jo her, at vi spilder ressourcerne – om vi så laver fjernvarmerør eller elektiv kardiologi, eller vi skal håndtere en pandemi. Det er på alt det udenom, hvor der er masser af tid og ressourcer at spare, som i stedet kan bruges på den kernefaglige ydelse:

De otte til 14 sekunder, som testen tager plus den efterfølgende analyse og levering af svaret. Det har værdi. Men det er jo helt absurd så mange ressourcer, som vi spilder – i hele samfundet – på at få rette unge testet og at få rette svar videregivet til rette vedkommende med det samme.

Dette spild af ressourcer i forbindelse med selvisolation, test og efterfølgende handling på testsvar opstår dog kun, når forældrene har tid, kræfter, viden og ressourcer til at navigere i den her labyrint.

Tilbageløbet undervejs i processen, hvor man opgiver og vender tilbage til punkt 4C - bedsteforældre-/naboløsningen – vil efter alt at dømme være betydeligt og stigende efterhånden, som efteråret skrider frem, og børnene nu igen sendes hjem. Men det er så heller ikke omkostningsfrit, for alle bedsteforældre og naboer, som dårligere kan klare en gang covid-19 end børn under 12 år.

Så kan man måske diskutere, om der i virkeligheden er meget "forsigtighedsprincip" i at sende hele årgange og skoler hjem, hvis ungerne i stigende grad i stedet siver hjem til mormor med KOL, fordi det sundhedsvæsen, som vi har, slet ikke er formår at være i øjenhøjde med virkeligheden derude.

Ingen har sat sig ned og set, hvad der sker hos forældre som Samira (der er alene med tre børn) og Anders og Line (der er meget mere end fuldtidsarbejdende forældre til fire), eller bare den stereotype to-plus-to-familie, når de læser på Aula, at ungerne er sendt hjem i en uge på grund af covid-19.  

PS
Jeg er – som langt de fleste læsere af Altinget Sundhed – en del af det segment, som får sin vilje i sundhedsvæsenet.

Jeg lykkes med at få mine unger testet, hver gang der er brug for det. Jeg har en bedre halvdel, som har uendelig meget tid til at hyggenygge om børn, der er hjemme fra skole og kan køre dem til tests, hvor som helst jeg finder en ledig tid (dog var Rønne lidt langt væk, mente han).

Jeg kender folk i væsenet, som altid hjælper og kan forklare, hvad man skal gøre, når man ikke kan hitte rundt i det her. Med andre ord: Jeg klager ikke, for jeg får altid, hvad jeg og mine kære har brug for i sundhedsvæsenet. Og hvis jeg ikke gjorde, så havde jeg råd til at betale for det andetsteds.

Men sådan er det bare ikke for alle. Og hvor har vi dog talt meget, floromvundent og længe om "mere sundhed for pengene" og om at "bekæmpe den voksende ulighed i sundhed". Men hvor har vi dog svært ved at gøre det i praksis. Måske fordi vi ikke åbner øjnene og ser, hvad det egentlig er, der sker – og ikke sker – derude i virkeligheden.

Efterskrift
Efter denne kronik var sendt til Altinget opdagede jeg i en tråd i et hjørne af Twitter, at direktøren for PLO delte, hvad der må betegnes som et lifehack for mange forældre.

Der er en bagvej til at se testsvar på egne børn online. Efterfølgende kan jeg konstatere, at den stort ikke er kendt af nogen – hverken min egen læge, der var den første, jeg tænkte havde brug for den information, eller at nogen som helst andre, der har ytret sig om, hvorvidt og hvornår og hvor ofte forældre skal ringe til egen læge, lægevagt eller 1813 for testsvar.

Here it goes: 1) Log ind på sundhed.dk med en forældres NemID. 2) Ignorer alt, hvad der står om, at man skal ringe til egen læge for at få testsvar til børn (og som jeg har citeret tidligere). 3) Søg, eller scroll i steder ned til "covid-19 pas" (nej, I skal ikke ud at rejse, men det er helt lige meget i denne sammenhæng), 4) Vælg dit barns navn i stedet for dit eget, og 5) Tada, så kan du se dit barns officielle covid-19-pas, hvor testresultatet selvfølgelig fremgår.

Covidpasset er helt sikkert ikke tiltænkt som en metode til at formidle testsvar på. Ellers ville der nok ikke stå på sundhed.dk, at man skal kontakte egen læge for testsvar. Men ifølge PLO's direktør, så virker dette lifehack, og han ser ud til at have ret: Det virker i hvert fald for mit lille sample af testede unger.

Men som den tidligere direktør for Lægeforeningen Mads Koch Hansen undrede sig over samme sted: "Lidt dumt, at det er hemmeligt". Tja – der er nok at undes over her. Og nok at få ryddet op i.

Men det er hverken sundhedsfaglige eller klassiske djøfske kernekompetencer, der er brug for.

Forrige artikel Forskere: Sygeplejerskemangel udgør en alvorlig trussel for patientsikkerheden Forskere: Sygeplejerskemangel udgør en alvorlig trussel for patientsikkerheden Næste artikel Selskab for Patientsikkerhed: Teknologi­begejstring må ikke overskygge patientsikkerhed Selskab for Patientsikkerhed: Teknologi­begejstring må ikke overskygge patientsikkerhed
Medicinalindustrien og EU i historisk pokerspil om vaccinemilliarder   

Medicinalindustrien og EU i historisk pokerspil om vaccinemilliarder   

GIGANT-HANDEL: Hele verden skriger på coronavacciner. Men hvordan sikrer man sig, at medicinalindustrien ikke tager ågerpriser for vacciner, der måske ikke engang virker? Altinget har talt med danskeren blandt de 29 embedsmænd, der med 20 milliarder i baghånden forhandler vaccineaftalerne hjem på Danmarks og EU’s vegne.