Forskere: Producenter lover sundhed, men risikerer at sygeliggøre raske borgere

I den overvågede gruppe blev der stillet næsten tre gange så mange diagnoser med hjerteflimmer (også kaldet forkammerflimmer og atrieflimmer), og dobbelt så mange begyndte at få blodfortyndende behandling.

Men når man bagefter målte, om det rent faktisk gavnede dem, var svaret nej: Der var ikke færre slagtilfælde, blodpropper eller dødsfald i gruppen, som blev overvåget.

Producenter sælger sundhed uden at mærke konsekvenserne 

Det bør få politikere og sundhedsmyndigheder til at lovgive og regulere markedet for sundhedsapps, smartwatches og wearables - og udviklere og producenter til at stoppe op.

For mens producenterne kan tjene rigtig mange penge på at måle stadig flere tegn på potentiel sygdom, er det sundhedsvæsenet, der skal håndtere konsekvenserne, når borgerne bliver bekymrede, opsøger læge, diagnosticeres og sættes i medicinsk behandling – uden nogen nødvendigvis får gavn af det.

Medicinens historie viser, at mere diagnostik ikke nødvendigvis giver bedre sundhed.

Christoffer Bjerre Haase, Volkert Dirk Siersma og John Brandt Brodersen

Her opstår en politisk relevant ubalance: Producenterne kan sælge løftet om sundhed, mens sundhedsvæsenet må håndtere bekymrede borgere og konsekvenserne heraf.

Regningen sendes til samfundet i form af ekstra konsultationer, henvisninger, undersøgelser, diagnostiske gråzoner, bekymrede patienter og mulig overdiagnostik og overbehandling, og klimaet lider under et øget CO2-udslip.

Diagnostik giver ikke altid bedre sundhed

Hjerteflimmer er et godt eksempel. Tilstanden er hyppig, ofte uden symptomer og forbundet med øget risiko for blodpropper med deraf øget sygelighed og død.

Derfor virker det umiddelbart fornuftigt at lede mere efter dette flimmer. Hvis et ur kan opdage hjerteflimmer tidligere, kan man måske forebygge alvorlig sygdom?

Men medicinens historie viser, at mere diagnostik ikke nødvendigvis giver bedre sundhed. Screening kan blandt andet føre til overdiagnostik: fund af tilstande, som aldrig ville have skadet patienten, men som alligevel fører til bekymring, unødvendig kontrol og behandling.

Blodfortyndende behandling kan være livreddende ved klinisk betydningsfuldt hjerteflimmer. Men behandlingen har også bivirkninger, især blødning, som kan føre til øget sygelighed og død.

Derfor er det afgørende at vide, hvad balancen er mellem gavn og skade, når personer med wearables diagnosticeres og behandles for hjerteflimmer.

Her tyder vores nyligt publicerede studie på, at der forekommer en betydelig grad af overdiagnostik, og at personerne ikke gavnes af den blodfortyndende behandling.

Forpligt producenterne på at finansiere forskning

Problemet forstærkes af, at mange wearables bruges af yngre og relativt raske borgere.

De bedst tilgængelige studier omfatter primært ældre personer med højere risiko for slagtilfælde, blodpropper og død. Hvis gevinsten er usikker selv dér, kan balancen mellem gavn og skade være endnu dårligere blandt de raske borgere.

Data er ikke det samme som diagnose. Og tidlig diagnose er ikke altid det samme som bedre prognose.

Christoffer Bjerre Haase, Volkert Dirk Siersma og John Brandt Brodersen

Samtidig er det vigtigt at understrege, at evidensen i sig selv er usikker. De bedst tilgængelige studier er få, ofte uden lang opfølgning og gennemført i andre populationer end dem, der i dag bruger wearables.

Det betyder, at vi reelt ikke ved, hvor stor den mulige gevinst og skade er – især ikke hvor stort problemet med overdiagnostik er.

Netop derfor er manglen på evidens ikke et argument for at fortsætte som nu, men for at stille krav: De studier, der kan give svarene, bliver ikke udført, så længe producenterne ikke forpligtes til at finansiere dem.

Data er ikke det samme som diagnose

Alligevel er teknologien allerede ude i samfundet. Patienter møder op i almen praksis med data fra deres ure og smartphones og forventer en lægelig vurdering.

Politikere og sundhedsaktører ser muligheder for forebyggelse, hjemmemonitorering og effektivisering. Men forventningerne matcher ikke evidensen, og ingen påtager sig ansvaret.

For data er ikke det samme som diagnose. Og tidlig diagnose er ikke altid det samme som bedre prognose, fordi behandling kan være både gavnlig, skadelig og uvirksom.

Den praktiserende læge skal vurdere målingens kvalitet, patientens risiko, sandsynligheden for falske fund, muligheden for overdiagnostik og konsekvensen af at (be)handle.

Det kræver tid, faglighed og ofte vanskelige samtaler med patienter, der troede, at uret gav et klart og korrekt svar.

Data fra wearables fører til ressourcespild

Samtidig markedsføres mange wearables som wellness-produkter og ikke som medicinsk udstyr.

De er derfor ikke underlagt samme krav til dokumentation som egentlige diagnostiske teknologier, som faktisk heller ikke er underlagt særlig strenge krav sammenlignet med for eksempel kravene til farmakologisk behandling.

Men i praksis bliver data indsamlet med wearables ofte brugt som gyldige sundhedsdata, der tit fører til behandling.

Wearables gør det muligt at måle mere end nogensinde før. Men sundhedsvæsenets opgave er ikke at reagere på alle data.

Christoffer Bjerre Haase, Volkert Dirk Siersma og John Brandt Brodersen

Dette er ikke rimeligt. Det fører til spild af sparsomme ressourcer, der skader det enkelte individ, sundhedsvæsenet og samfundet. Og regningen rammer også klimaet: hver unødvendig konsultation, blodprøve, scanning og behandling, der følger af overdiagnostik, koster energi, transport og materialer.

Overaktivitet, overundersøgelse, overforbrug, overbehandling og overdiagnostik bidrager dermed direkte til den CO2-belastning, som sundhedsvæsenet ellers har forpligtet sig til at reducere.

Hvis producenter sælger teknologi, der får borgere til at screene sig for mulig sygdom, bør producenterne også have ansvar for at dokumentere, om teknologien faktisk forbedrer helbredet – ikke kun om den finder flere afvigelser.

"Sundhedsfremmende" data fra wearables skal dokumenteres

Wearables kan bestemt have en plads i sundhedsvæsenet. De kan være nyttige hos patienter med kroniske sygdomme, for eksempel ved opfølgning på behandling og andre velafgrænsede kliniske problemstillinger.

Men målinger og diagnostik blandt raske mennesker uden symptomer er noget helt andet.

Derfor bør vi som samfund stille større krav til data, der kommer fra wearables, og som reklameres som sundhedsfremmende.

Sundhedspolitik bør ikke drives af teknologisk begejstring alene. Den bør også drives af kritiske spørgsmål.

Christoffer Bjerre Haase, Volkert Dirk Siersma og John Brandt Brodersen

Et oplagt krav er, at producenterne skal dokumentere patientrelevant gevinst, hvis deres produkter brandes som sundhedsskabende og reelt bruges til screening.

Et andet oplagt krav er, at producenterne skal sponsorere uvildige veltilrettelagte videnskabelige forsøg med nødvendig opfølgningstid i lavrisikopopulationer, hvor producenternes wearable-data anonymiseres og gøres transparente og tilgængelige for uafhængige forskere.

Stil producenterne til ansvar

Sundhedspolitik bør ikke drives af teknologisk begejstring alene. Den bør også drives af kritiske spørgsmål, for eksempel ”Sygeliggøres borgerne uden at gavne dem?”.

Wearables gør det muligt at måle mere end nogensinde før. Men sundhedsvæsenets opgave er ikke at reagere på alle data, fordi som det berømte engelske citat siger:

“Not everything that can be counted counts, and not everything that counts can be counted.”

Derfor har vi som samfund et ansvar for at stille producenterne til ansvar.