Debat

Cyklistforbundet og Dansk Firmaidrætsforbund: Når kolleger cykler til arbejde, styrker det sammenholdet og sundheden

At cykle til arbejde er god hverdags- og kollegamotion, som mange virksomheder gerne understøtter. Tiden er kommet til at ændre rammerne for arbejdsgiverbetalte cykler og gøre det reelt attraktivt for virksomheder at bakke op om aktiv transport, skriver Klaus Bondam og Mette Mandrup.

Det skal blive mere attraktivt for medarbejdere at tage cyklen til arbejde, skriver Klaus Bondam og Mette Mandrup.
Det skal blive mere attraktivt for medarbejdere at tage cyklen til arbejde, skriver Klaus Bondam og Mette Mandrup.Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selvom vi danskere elsker at cykle, er der fortsat masser af forbedringspotentiale herhjemme.

Ifølge Danmarks Statistik har næsten halvdelen af de beskæftigede i Danmark ti km eller mindre til arbejde. Alligevel vælger kun op mod 20 procent af alle danskere cyklen som foretrukket transportmiddel. Det er en skam, for kollega- og hverdagsmotion i og i forlængelse af arbejdstiden betaler sig på samtlige bundlinjer.

Jo flere danskere vi får flyttet fra sæde til sadel, desto mere kan vi reducere trængslen på vejene og styrke folkesundheden.

Klaus Bondam og Mette Mandrup
Direktør, Cyklistforbundet, og generalsekretær, Dansk Firmaidrætsforbund

Får vi flere kolleger til at cykle til og fra arbejde, vil det – foruden de grønne gevinster – styrke medarbejdernes sundhed, sikre et mindre sygefravær samt øge trivsel og effektivitet.

Aktiviteter er ikke udelukkende noget, man går til i fritiden. Vi er i bevægelse konstant. Og vi skal derhen, hvor vi udnytter muligheden for at høste de store sundhedsgevinster, som der er med aktiv transport – for eksempel cykling til og fra arbejde.

Sundhedsforskning viser, at med bare en times cykling om ugen så reduceres risikoen for livstilssygdomme som hjertekar-problematikker, diabetes og kræft markant.

Gør det attraktivt at bakke op om medarbejderes cykling
Det er meget glædeligt, når regeringen i sit infrastrukturudspil ’Danmark fremad’ lægger op til, at flere skal tage cyklen.

For ude på arbejdspladserne er man godt klar over potentialet i at bakke op om medarbejdernes daglige motion. Flere og flere direktører, HR-chefer og arbejdsmiljørepræsentanter spørger ikke længere, hvorfor en times kollegamotion i arbejdstiden per uge er en god idé. De spørger, hvordan kollegamotionen mest effektivt implementeres.

Mange skeler specifikt til cyklen, og leverandører, som tilbyder cykelleasingordninger, fortæller om et boom af henvendelser fra private og offentlige virksomheder.

Men når de økonomiske omkostninger for medarbejderne gøres op, ender mange virksomheder desværre med at vælge den arbejdsgiverbetalte cykel fra.

I dag forholder det sig således: Tilbyder en arbejdsplads sine medarbejdere arbejdsgiverbetalte cykler, bliver medarbejder-skaren beskattet af virksomhedens samlede cykeludgifter plus moms. Ikke videre attraktivt.

Tilbydes medarbejderen en arbejdsgivertalt cykel via en lønomlægning uden virksomhedsbidrag, reduceres først lønnen, hvorefter medarbejderen beskattes af værdien af cyklen. Slet ikke attraktivt.

Infrastrukturplanen bør ikke kun handle om motorveje og masseinvesteringer i broer, jernbaner samt lufthavne. Vi må og skal have mobilitet, der styrker folkesundheden, ind på forhandlingsbordet, og i den optik er regeringens udspil med to milliarder kroner til cyklismen frem mod 2035 på ingen måder nok.

Klaus Bondam og Mette Mandrup
Direktør, Cyklistforbundet, og generalsekretær, Dansk Firmaidrætsforbund

I begge tilfælde mister medarbejderen et eventuelt befordringsfradrag.

Løsningen ligger lige for: Vi opfordrer politikerne til at sænke beskatningen på arbejdsgiverbetalte cykler og lade brugere af arbejdsgiverbetalte cykler bevare deres befordringsfradrag.

Sæt flere penge af til cyklisme
Samtidig opfordrer vi politikerne til at stille skarpt på aktiv transport i de forhandlinger, som i øjeblikket pågår i Transportministeriet.

Infrastrukturplanen bør ikke kun handle om motorveje og masseinvesteringer i broer, jernbaner samt lufthavne. Vi må og skal have mobilitet, der styrker folkesundheden, ind på forhandlingsbordet, og i den optik er regeringens udspil med to milliarder kroner til cyklismen frem mod 2035 på ingen måder nok.

Dette beløb bør hæves markant, så vi kan få anlagt de nødvendige cykelstier ud og ind af de mange byer uden for København, der døjer gevaldigt med trængsel, og langs statsveje, der for cyklister ofte mere er forhindringer mere end en effektiv transportåre.

Jo flere danskere vi får flyttet fra sæde til sadel, desto mere kan vi reducere trængslen på vejene og styrke folkesundheden.

Vi er helt enige med transportminister Benny Engelbrecht, der i P1 Morgen den 9. april sagde: ”Det er ikke nok at investere i cykelstier. Vi skal også finde ud af, hvordan vi får folk til at sætte sig op på cyklerne.”

En hel del ved vi faktisk allerede.

Vejdirektoratet har i en undersøgelse dokumenteret, at oplevelsen af utryghed i trafikken får danskerne til at parkere cyklen.

Samtidig viser ulykkesstatistikken, at mens det bliver stadig mere sikkert at være bilist, går det den forkerte vej for cyklister. At gøre det mere sikkert at være cyklist vil derfor være et rigtig godt sted at sætte ind.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Klaus Bondam

Direktør for krydstogtnetværkene CruiseCopenhagen og Cruise Baltic i Wonderful Copenhagen, fhv. borgmester for teknik- og miljø og beskæftigelse- og integration (R), Københavns Kommune
skuespiller (Skuespillerskolen ved Odense Teater 1992), toldbetjent (Distriktstoldkammer 1 1985), EDB-assistent (Købmandsskolen 1983)

Mette Mandrup

Direktør, Dansk Firmaidræt
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i offentlig ledelse (CBS 2015)

0:000:00