DF vil afvente flere undersøgelser i bane-sag

JERNBANE: DF mener ikke, at nybygningsløsning er fremtidsikret. De vil afvente endnu en undersøgelse. Venstre tøver, men Barfoed vil tage beslutning nu.
Dansk Folkeparti tvivler på, hvorvidt nybygningsløsningen er fremtidssikret.
Dansk Folkeparti tvivler på, hvorvidt nybygningsløsningen er fremtidssikret.Foto: Colourbox
Kristian Aaskov Nielsen
Dansk Folkeparti holder fast på en 5. sporsløsning på trods af Trafikstyrelsens vurdering. Partiet vil vente på endnu en undersøgelse, før det vil lægge mandater til store anlægsprojekter.

Tirsdag fremlagde Trafikstyrelsen sin endelige redegørelse for København-Ringsted-projektet. Den største samfundsøkonomiske gevinst er at hente i nybygningsløsningen. Det får dog ikke Dansk Folkeparti til at pege på denne løsning.

"Jeg tror stadig på, at vi får mere for pengene ved at lave et 5. spor. Dermed kan vi putte 9 mia. i anden god infrastruktur og kollektiv trafik. Vi har hele tiden sagt, at det er den rigtige beslutning," siger Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen.

Dansk Folkeparti mener, at man skal afvente en analyse for fremtidens trafik mellem Øst- og Vestdanmark, inden man giver sig i kast med så store anlægsprojekter, som nybygningsløsningen vil være.

Analysen, Kim Christiansen henviser til, er en del af transportaftalen fra januar. Der er tale om to strategiske analyser af hovedstadsområdet og de østjyske bybånd. Der foretages en delrapportering i 2011, hvor der skal evalueres på de foreløbige resultater. Analysen færdiggøres i 2013, og der er afsat 25 mio. kr.

"Det er vigtigt, at man tager den rigtige beslutning. Hvis det er en Kattegatforbindelse, der er fremtidens løsning, så kan der sættes spørgsmålstegn ved, om det var nødvendigt at bruge de 12 mia. kr. på en nybygningsløsning. Så vi kunne jo starte med 5. sporsløsningen og holde lidt på pengene," siger Kim Christiansen.

Transportminister Lars Barfoed (K) vil ikke vente længere.

"Det her projekt har været undervejs i over 20 år, og nu har vi fået lavet denne undersøgelse. Vi kan ikke blive ved med at vente. Det vil vare mange år, inden en Kattegatforbindelse vil stå færdig. I de år vil der være et stigende behov for at udbygge banen mellem Ringsted og København," siger Lars Barfoed.

Start med Hovedbanegården
Det kan være svært at udnytte den kapacitetsudvidelse, man får ved nybygningsløsningen, hvis ikke man udvider Københavns Hovedbanegård eller omlægger trafikken omkring den. Det påpegede Trafikstyrelsen i sin redegørelse. Kim Christiansen mener derfor, at man bør starte med Hovedbanegården.

"Der kunne være fornuft i at bruge de penge her og nu på at udbygge Københavns Hovedbanegård. Vi kan ikke udnytte den kapacitetsudvidelse, som nybygningsløsningen giver, før vi får brugt 3-4 mia. på at udbygge hovedbanegården," siger trafikordføreren.

Den ide vinder heller ikke genklang i Transportministeriet:

"Det er bestemt ikke en god ide at starte der. Der er under alle omstændigheder brug for, at vi udvider kapaciteten mellem Københavns Hovedbanegård og Ringsted. Det er en flaskehals i vores jernbane, og der er fra alle sider et anerkendt behov for, at vi gør noget der," siger transportminister Lars Barfoed.

Barfoed: DF kommer med i aftalen
På trods af uoverensstemmelserne håber Lars Barfoed, at Dansk Folkepartis underskrift vil være at finde, når aftalen om jernbanen skal forhandles på plads til oktober.

"Vi er blevet enige om at afsætte 10 mia. kr. i forligskredsen. Derfor håber jeg også, at det er en samlet forligskreds, der deltager i beslutningen," siger Lars Barfoed.

Men er du klar til at lave et flertal uden om Dansk Folkeparti for at få en nybygningsløsning?
"Det tror jeg slet ikke kommer på tale. Vi skal finde en samlet løsning, hvor alle overordnet synes, at det er en god pakke," siger transportministeren.

Venstre lader vente på sig
Hos Venstre vil man gerne se nærmere på de enkelte problemstillinger i de to løsninger, inden man beslutter sig for, hvor mandaterne skal placeres i starten af oktober.

"Vi tager en beslutning i Venstre om kort tid. Indtil da vil jeg selv benytte lejligheden til at sætte mig meget grundigt ind i de særlige problemer, der er ved de to løsninger. Jeg vil ud i terrænet og se det," siger trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen.

Kristian Pihl Lorentzen mener, at den løsning, man vælger, skal opfylde visse krav.

"Min personlige holdning er, at man skal vælge den løsning, som er mest fremtidssikret og giver det største samfundsmæssige afkast," siger han.

10 kommuner: Trafikstyrelsen undlader beregninger
Ifølge de 10 kommuner, der kæmper for en 5. sporsløsning, undlader Trafikstyrelsen at medregne de muligheder, der er for en optimering af 5. sporet. Det er på trods af, at Trafikstyrelsen selv har beskrevet mulighederne. Derfor mener de ikke, at miljøredegørelsen giver politikerne den nødvendige afklaring til at træffe en beslutning.

"Når Trafikstyrelsen trækker relevante løsninger for 5. sporet ud af beskrivelserne, giver konklusionen næsten sig selv. Dermed er der næsten ikke overladt noget valg til politikerne," siger Niels Hörup, borgmester i Solrød Kommune, i en pressemeddelse.

Dokumentation

Trafikstyrelsens beregninger på de to løsninger

 

 5. spor   Nybyg
Kapacitetsforøg. i passagertog pr. time fra KBH  4-5 11-13 
Kapacitetsforøg. i godstog pr time  2-3    3 
Kapacitetsforøg. i passagertog øst for Ringsted   -   7-9 
CO2-reduktion min. (tons) 650 10.200 
Pris mia kr. 2,9   10,0

Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00