Debat

DTL i replik: Vognmændene vil gerne være grønne, men el-lastbilen er ikke klar

Skiftet fra diesel til el er et syvmileskridt for vognmanden. Der vil skulle massiv støtte til for at overvinde de praktiske og omkostningsmæssige barrierer, skriver Søren Büchmann Petersen.

Grundlæggende er det en politisk beslutning, om der skal afsættes et milliardbeløb for at fremskynde omstilling til el-drift af de 3-4 procent af Danmarks udledning, som lastbilerne står for, skriver Søren Büchmann Petersen.
Grundlæggende er det en politisk beslutning, om der skal afsættes et milliardbeløb for at fremskynde omstilling til el-drift af de 3-4 procent af Danmarks udledning, som lastbilerne står for, skriver Søren Büchmann Petersen.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Søren Büchmann Petersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I et indlæg fra Rådet for Grøn Omstilling (RGO) i Altinget Transport 24. oktober kunne man blandt andet læse, at "om ganske få år bliver det billigere at købe en batteri-el-lastbil end en tilsvarende diesellastbil, og dermed kan der komme klarsyn på omstillingen". I indlægget var der ligeledes nogle positive forventninger til udvikling i rækkevidde og ladetid, som i øjeblikket er el-lastbilens akilleshæl.

Det er en rigtig god nyhed, hvis RGO's forudsigelse holder stik, og i så fald vil vejen være banet for en naturlig omstilling af den tunge transport, som hidtil har været anset for at være en af de vanskeligste sektorer at omstille.

Teknologierne skal have mulighed for at udvikle sig og stå deres prøve i konkurrence med andre

Søren Büchmann Petersen
Chefkonsulent, DTL – Danske Vognmænd

Danske vognmænd vil gerne være en aktiv del af den grønne omstilling, og hvis udviklingen skal tage fart i en branche, der er præget af hård konkurrence og beskeden indtjening, er det ganske rigtigt alfa og omega, at de grønne alternativer til fossil diesel er konkurrencedygtige.

I transportbranchen må vi nødvendigvis forholde os til den aktuelle virkelighed. I dag er situationen desværre den, at en el-lastbil er ekstremt dyr og koster tre gange prisen på en tilsvarende dieselversion, at el-lastbiler har store praktiske udfordringer i forhold til mange kørselsopgaver, og at der hersker betydelig usikkerhed om lademuligheder og priser på el.

Prisen for at reducere CO2-udledning ved at erstatte diesellastbiler med el-lastbiler er derfor aktuelt meget høj og væsentligt højere end de CO2-afgiftsniveauer, der ellers nævnes i den politiske debat.

Ingen grund til at afskrive brint og biobrændstoffer

DTL mener ikke, at man på nuværende tidspunkt, skal afskrive brint og biobrændstoffer som drivmidler til fremtidens grønne lastbiler. Lastbiler på brint og biobrændstoffer har en række fortrin over for el-lastbiler  blandt andet med hensyn til lasteevne, rækkevidde og optankning, som er nøglefaktorer for vognmanden.

Biogasbranchen peger selv på, at der er et betydeligt potentiale for at øge biogasproduktionen, og med de mange initiativer til at mindske gasforbruget, kan det ikke udelukkes, at biogassen i fremtiden også vil række til at forsyne dele af den tunge transport.

Ligeledes vurderer aktørerne i brintbranchen, at fremstillingsomkostningerne til brint kan nedbringes gennem mere effektiv elektrolyse og ved brug af el, når den er billig og rigelig.

Derfor mener DTL, at teknologierne fortsat skal have mulighed for at udvikle sig og stå deres prøve i konkurrence med andre.

Klar til omstilling af den tunge transport

For DTL er det en kerneopgave at forberede vognmændene på den grønne omstilling og sikre, at der er et højt informationsniveau om den teknologiske udvikling og de politiske tiltag på klimaområdet. Vi anbefaler, at vognmændene møder de nye teknologier med nysgerrighed, regner på dem i forhold til egen virksomhed og følger med i udviklingen.

Derudover er det væsentligt at bringe vognmandens praktiske virkelighed og branchens forhold ind i den politiske debat om klimapolitikken over for den tunge transport.

Læs også

Her og nu er skiftet fra diesel- til el-lastbil et syvmileskridt for vognmanden på grund af begrænset efterspørgsel fra kunderne og høje priser på lastbiler. Derfor vil der skulle massiv støtte til for at overvinde de praktiske og omkostningsmæssige barrierer.

Grundlæggende er det en politisk beslutning, om der skal afsættes betydelige milliardbeløb for at fremskynde omstilling til el-drift af de 3-4 procent af Danmarks udledning, som lastbilerne står for.

Forhåbentlig får Rådet for Grøn Omstilling ret i sin positive forudsigelse af, at el-lastbilen om få år vil være et konkurrencedygtigt alternativ for vognmanden. I så fald arbejder tiden for el-lastbilen, og de rundhåndede støtteordninger i vores store lastbilsproducerende nabolande vil sikre, at der i mellemtiden er grundlag for udvikling af el-lastbiler på samme måde, som vi i Danmark har støttet vindmøller og biogas.

Den presserende opgave i Danmark er at forberede etablering af den nødvendige infrastruktur og sætte fart på udbygningen af produktionen af grøn el – så fremtidens el-lastbiler faktisk bliver grønne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Büchmann Petersen

Chefkonsulent, DTL Danske Vognmænd
Cand.oecon.agro. (Københavns Uni., 1994), MBA (CBS, 2003)

0:000:00