Debat

FDM: Kortvarig hjælp til høje brændstofpriser får næppe betydning for den grønne omstilling

Det er værd at overveje, om danskerne bør få hjælp til de høje brændstofpriser i form af en sænket brændstofafgift. Nogle vil mene, at en sådan lempelse strider imod målene for den grønne omstilling, men hvis støtten er kortvarig, vil det næppe få betydning i det store billede, skriver Stina Glavind.

I Danmark har vi også høje brændstofafgifter, selvom en del af afgiften på diesel ligger skjult i et tillæg til dieselbilernes halvårlige ejerafgift. Når der i disse dage tankes, er knap halvdelen af prisen afgifter og moms, skriver FDM.
I Danmark har vi også høje brændstofafgifter, selvom en del af afgiften på diesel ligger skjult i et tillæg til dieselbilernes halvårlige ejerafgift. Når der i disse dage tankes, er knap halvdelen af prisen afgifter og moms, skriver FDM.Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Stina Glavind
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danske forbrugere er ramt af markant stigende energipriser, som påvirker mange familiers økonomi. Allerede sidste sommer begyndte gas- og elpriserne deres himmelflugt, og efter Ruslands invasion af Ukraine har olieprisen flugt trop.

Det har ledt til rekordhøje benzin- og dieselpriser, der 10. marts rundede 17 kroner per liter. Spørgsmålet er, om man kan eller skal gøre noget ved prisstigningerne.

I flere lande har man fra politisk side valgt at række bilisterne en midlertidig hjælpende hånd. I Frankrig får bilisterne støtte svarende til godt én krone per liter, og i Sverige nedsættes afgifterne til EU's minimumssats. Hertil får bilejere en check på omkring 1.000 kroner – mest til dem, der bor i landområder.

I flere lande har man fra politisk side valgt at række bilisterne en midlertidig hjælpende hånd

Stina Glavind
Adm. direktør i FDM

I Danmark har vi også høje brændstofafgifter, selvom en del af afgiften på diesel ligger skjult i et tillæg til dieselbilernes halvårlige ejerafgift. Når der i disse dage tankes, er knap halvdelen af prisen afgifter og moms.

Selvom selve afgiften ligger fast og ikke stiger med brændstofprisen, er det et reelt spørgsmål, om ikke også danskerne burde få en hjælpende hånd, hvis de højere priser bider sig fast. Kører danskerne mindre, vil det reelt koste afgiftsprovenu, hvorfor en midlertidig nedsættelse i nogen grad vil være selvfinansierende.

Mobiliteten på arbejdsmarkedet

Nogle vil mene, at en sådan lempelse vil stride imod målene for den grønne omstilling. Det er naturligvis et validt argument, men er støtten kortvarig, vil det næppe få betydning i det store billede.

I forhold til den grønne omstilling er faktum også, at for selv forbrugerne, som her og nu ønsker at skifte fossilbilen ud med en elbil, er det ikke muligt. På de fleste modeller er der halve og hele års leveringstid.

Hvis ikke der er politisk opbakning til at følge Frankrig, Sverige og flere andre landes eksempel, har FDM peget på, at der bør ses på satserne for kørselsfradraget. Fradraget, der gives til arbejdspendling over 24 kilometer dagligt, er for mange lønmodtagere med langt til arbejdet en vigtig del af det samlede regnestykke – er det værd at køre efter jobbet?

I en tid med historisk høj beskæftigelse er netop mobiliteten på arbejdsmarkedet afgørende for løndannelsen og i sidste ende dansk konkurrencedygtighed og dermed økonomisk vækst. At se på kørselsfradraget er derfor i FDMs optik et helt oplagt tiltag. Her er det ikke kun benzinprisen, men reelt hele regnestykket inklusive afskrivning af bilen, der trænger til et eftersyn.

Samkørsel skal gøres nemmere

Som forbruger kan man naturligvis droppe nogle af fritidsturene i bilen, tage cyklen på kortere ture, sætte farten ned og køre flere sammen. Selvom det at give andre et lift, eksempelvis en kollega, kan synes lidt besværligt at arrangere, er det faktisk i dag relativt nemt.

Flere topmoderne og smarte samkørsels-apps er på markedet. Men udfordringen er at få skubbet samkørsel i gang, så man som passager faktisk kan finde én, der skal sammen vej, også selvom det ikke er en nær kollega.

Læs også

I FDMs omfattende arbejde med samkørsel og fra vores dialog med kunder og samarbejdspartnere, står det imidlertid klart, at en af de største barrierer for af få samkørsel i gang er de nuværende skatteregler. Når det kommer til at give et lift, er der langtfra så gunstige regler, som det er tilfældet med udlejning af bolig, sommerhus eller bil, hvilket mildt sagt er uhensigtsmæssigt.

Modsat udlejning af boliger og sommerhuse har samkørsel faktisk en eftertragtet positiv effekt for samfundet, idet samkørsel reducerer trængslen og miljøpåvirkningen. For samkørsel er skattereglerne uklare, og grænsen for det skattefri beløb er så lavt, at det reelt kun giver mening på lange samkørselture.

Virksomheder har i Danmark heller ikke mulighed for på gunstige skattemæssige vilkår at støtte samkørsel, hvilket ellers har været en stor succes i Frankrig.

De danske politikere har med andre ord mange muligheder for at hjælpe forbrugerne, hvis viljen ellers er til stede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stina Glavind

Adm. direktør, FDM
cand.merc. (CBS 2001), BA sprøk (CBS 1997),

0:000:00