Debat

FDM: Jo, længere reklamationsfrist vil netop forbedre bilkøbernes vilkår

FDM vil forlænge reklamationsretten. Der er nemlig mange tilfælde på fejl på biler, der opstår senere end to år efter købet af en bil. Autobranchen Danmark har argumenteret for, at retten skal forblive på to år. Men det er rimeligt at forvente, at en bil holder betydeligt længere end to år, skriver Thomas Møller Thomsen i en replik til Autobranchen Danmark.

Bilkøbere i Norge og Sverige har henholdsvis fem og tre års reklamationsret og garanti på nye biler, mens danske forbrugere må nøjes med to års reklamationsfrist og garanti på de selvsamme biler, skriver Thomas Møller Thomsen.
Bilkøbere i Norge og Sverige har henholdsvis fem og tre års reklamationsret og garanti på nye biler, mens danske forbrugere må nøjes med to års reklamationsfrist og garanti på de selvsamme biler, skriver Thomas Møller Thomsen.Foto: Pressefoto
Thomas Møller Thomsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er med en underlig logik, at Autobranchen Danmarks direktør, Gitte Seeberg, i Altinget gik i brechen for en bevarelse af den toårige reklamationsfrist. Den periode, hvor forbrugere kan klage over fejl eller mangler på et produkt.

En længere reklamationsfrist er nemlig ingen garanti for mere holdbare biler, mener Gitte Seeberg.

Det kan undre, at bilproducenter og -importører tror så lidt på deres eget produkt, at de ikke vil indestå for en længere holdbarhed.

Thomas Møller Thomsen
Direktør for FDM

Stillet dårligere end nabolandene
Det er meget muligt. Til gengæld vil en længere reklamationsfrist sikre forbrugerne bedre i de tilfælde, hvor der opstår utilsigtede fejl på bilen efter to år.

Derfor giver hverken argumentet eller Gitte Seebergs påstand, om at en længere reklamationsfrist ikke vil forbedre forbrugernes vilkår, mening.

I FDM’s rådgivning har vi ofte sager om fejl på biler, som opstår relativt kort tid efter, at reklamationsfristen er udløbet. Og da mange garantier også kun løber to år, er der kun forbrugerne til at betale for de ofte meget dyre reparationer. Det mener vi ikke er rimeligt.

Det er derfor, at FDM og Forbrugerrådet Tænk i fællesskab har efterlyst en generel forlængelse af reklamationsfristen fra to til tre år og seks år på såkaldt varige forbrugsgoder, der må kunne forventes at have en længere levetid. For eksempel biler.

Vi har svært ved at forstå, hvorfor danske forbrugere skal stilles ringere, end tilfældet er i flere af vores nabolande, hvor forbrugerne har bedre vilkår. For eksempel er reklamationsfristen på biler og andre varige forbrugsgoder i Norge fem år.

Tror producenterne ikke på bilens kvalitet?
Når Autobranchen Danmarks direktør ikke mener, at der er behov for en længere reklamationsfrist, er det med henvisning til, at bilens holdbarhed i stedet reguleres af bilproducentens garanti. Det er ikke helt korrekt.

Spørgsmålet er derfor, om det ikke er på tide, at Folketinget ved lov sikrer danske forbrugere nogle bedre vilkår, når nu branchen ikke selv kan finde ud af det.

Thomas Møller Thomsen
Direktør for FDM

Ifølge købelovens §75 a skal en salgsgenstand (for eksempel en bil), medmindre andet følger af parternes aftale, have en sådan holdbarhed, som køberen efter salgsgenstandens karakter og forholdene i øvrigt har rimelig grund til at forvente.

Her er det rimeligt at kunne forvente, at en bil, der er blandt de største investeringer, mange gør sig, holder betydeligt længere end to år. Men den nuværende reklamationsfrist betyder, at reglen kun kan bruges i de første to år, selvom biler selvfølgelig skal kunne holde meget længere.

Derfor kan man ikke bare gøre spørgsmålet om holdbarhed til en garantisag.

I øvrigt har langt de fleste biler i Danmark kun en garanti på to år. Det kan undre, at bilproducenter og -importører tror så lidt på deres eget produkt, at de ikke vil indestå for en længere holdbarhed.

På tide at sikre bedre vilkår – også for elbiler
Endelig mener Gitte Seeberg, at en længere reklamationsfrist vil få mindre betydning, i takt med at flere vil køre i elbiler, som har simplere motorer og langt færre sliddele. Det er til dels også FDMs forventning – i hvert fald for den del af bilparken.

Det er dog værd at huske på, at reklamationsfristen netop skal sikre mod de utilsigtede fejl på hele produktet. Dertil kommer, at de nye elektriske biler på mange måder endnu er en uprøvet teknologi, hvor vi har til gode at se, hvordan de holder efter tre-fire år.

Hvor bilkøbere i Norge og Sverige har henholdsvis fem og tre års reklamationsret og garanti på nye biler, må danske forbrugere altså nøjes med to års reklamationsfrist og garanti på de selvsamme biler.

Enkelte bilimportører giver ganske vist både tre, fem og år syv års garanti, men de hører til undtagelserne.

Spørgsmålet er derfor, om det ikke er på tide, at Folketinget ved lov sikrer danske forbrugere nogle bedre vilkår, når nu branchen ikke selv kan finde ud af det. Det mener FDM.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

0:000:00