Debat

ITD: Storebælt skal stoppe ulovlig forskelsbehandling

Storebælt diskriminerer køretøjer på baggrund af indregistreringsland og står bag ulovlig forskelsbehandling. Vi er nødt til at hive EU-Kommissionen ind i en sag, der burde kunne løses med sund fornuft og omtanke, skriver Carina Christensen.

Forhåbentligt tjener hele miseren som en vigtig lektie og en klar
understregning af nødvendigheden for brancheinddragelse i fremtiden, skriver Carina Christensen.
Forhåbentligt tjener hele miseren som en vigtig lektie og en klar understregning af nødvendigheden for brancheinddragelse i fremtiden, skriver Carina Christensen.Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Carina Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Diskrimination på baggrund af nationalitet har altid været forbudt i henhold til EU-traktaterne. Det er et grundlæggende princip, som alle aktører i de europæiske medlemslande efterhånden burde have styr på.

Det er bare ikke altid tilfældet – desværre heller ikke fra de danske myndigheders side. Her har vi i transportbranchen siden årsskiftet været vidne til en ulovlig forskelsbehandling af erhvervskøretøjer, der krydser Storebæltsforbindelsen.

Forskelsbehandling er ikke i orden
Sagen er, at Storebælt trods kraftige advarsler har indført en ny rabatordning, der diskriminerer afhængigt af, hvor et køretøj måtte være indregistreret. For nogle nationaliteter er det gratis, mens andre må betale.

Storebælt stiller nemlig som betingelse, at køretøjer fra lande uden et centralt opslagsregister skal betale et kontrolgebyr på 600 kroner per registreringsattest, der skal kontrolleres, hvis de vil have adgang til rabatten.

Dermed er det kun lastbiler fra Danmark, Sverige, Norge, Holland, Storbritannien, Litauen og Finland, der slipper for gebyret, mens køretøjer fra alle andre lande – herunder Tyskland, Frankrig, Spanien og Polen – skal punge ud.

Allerede sidste år gjorde vi fra ITD's side både transportminister Benny Engelbrecht (S) samt ejer og driftsherren af Storbæltforbindelsen opmærksomme på, at man var i gang med at indføre en ulovlig praksis

Carina Christensen
Direktør, ITD

For store aktører med mange lastbiler og passager af Storebælt løber det hurtigt op i flere hundrede tusinde kroner over de kommende år. Det er selvfølgelig hverken ret eller rimeligt, og derfor har ITD som repræsentant for 700 større og mindre vognmandsvirksomheder med over 23.000 ansatte bedt EU-Kommissionen om tage stilling til gebyret og erklære, at en sådan forskelsbehandling ikke er i overensstemmelse med hverken ånd eller bogstav i EU-retten.

Klagen kunne nemt have været undgået
ITD kæmper for fair og lige konkurrencevilkår for alle aktører inden for vejgodssektoren.

Det er en sej kamp, når også et ellers velrenommeret statsejet selskab tramper på basale principper. Og samtidig burde det være helt unødvendigt at hive EU-Kommissionen ind i en sag, der burde kunne løses med almindelig sund fornuft og omtanke.

Allerede sidste år gjorde vi fra ITD's side både transportminister Benny Engelbrecht (S) samt ejer og driftsherren af Storbæltforbindelsen opmærksomme på, at man var i gang med at indføre en ulovlig praksis. Selvom vi i den forbindelse fik reduceret gebyrets størrelse, har dialogen desværre ikke ført til, at kontrolgebyret blev skrottet. 

Sagen kunne med andre ord nemt have været undgået, hvis blot man havde lyttet mere til branchen og inddraget os i de politiske forhandlinger forud for omlægningen af rabatten.

Retfærdigvis skal det understreges, at det plejer at være tilfældet, men det er altså glippet i denne omgang af den ene eller anden årsag. Forhåbentlig tjener hele miseren som en vigtig lektie og en klar understregning af nødvendigheden for brancheinddragelse i fremtiden. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

0:000:00