Kristian J.: Ikke kørselsafgifter i 2015

AFGIFTER: Regeringens forslag til omlægningen af bilbeskatningen skubbes til andet halvår af 2010. De Radikale vil i gang med kørselsafgifter nu og har fremlagt et alternativt forslag.
Regeringen vil fremlægge sin omlægning af bilbeskatning i andet halvår af 2010.
Regeringen vil fremlægge sin omlægning af bilbeskatning i andet halvår af 2010.
Kristian Aaskov Nielsen

Forsinkelserne af det hollandske kørselsafgiftssystem skubber til fremlæggelsen af planen for den danske omlægning. Det sagde skatteminister Kristian Jensen (V) onsdag i Folketingets spørgetid.

"Udskydelsen betyder, at regeringen tidligst vil fremlægge en omlægning af bilbeskatningen i andet halvår i 2010, og ikke som tidligere forventet i starten af 2010. Med udskydelsen sikres den nødvendige tid til at sikre forberedelsen af gennemarbejdningen af beslutningsgrundlaget for den komplicerede omlægning," sagde Kristian Jensen.

Regeringen har revideret tidsplanen, fordi den indtil videre har lænet sig meget op ad det hollandske system. Det er nemlig det eneste land, som vil det samme som Danmark.

"Udskydelsen betyder, at regeringen tidligst vil fremlægge en omlægning af bilbeskatningen i andet halvår i 2010, og ikke som tidligere forventet i starten af 2010. Med udskydelsen sikres den nødvendige tid til at sikre og forberede et gennemarbejdet beslutningsgrundlag for den komplicerede omlægning. Samtidig vil forsinkelsen sandsynligvis medføre, at introduktionen af grønne kørselsafgifter for person- og varebiler ikke kan nås fra 2015, men først senere, afhængigt af udenlandske erfaringer," sagde Kristian Jensen i sit svar til Klaus Hækkerup (S).

Radikale vil i gang
Mens regeringen skyder fremlæggelsen af omlægningen, vil De Radikale i gang med det samme. De Radikale forslår, at bilisterne betaler en kørselsafgift per kørt kilometer, der skal aflæses via kilometertælleren. Det betyder dog ikke, at partiet vil afskrive det hollandske system.

"Forslaget er nemt og billigt, det vil kunne indføres nu og her, og det vil have en umiddelbar klimavenlig effekt. Når Holland er klar med teknologien, og vi kan se, at det virker, skal Danmark også have ægte roadpricing, men der er ingen grund til at vente på teknologi. Vi har jo brug for forandringerne nu," siger Margrethe Vestager i en pressemeddelelse.

Forslaget indeholder også en betalingsring rundt om København. Overskuddet skal bruges til massive investeringer i bedre og billigere offentlig transport.

Forslag møder kritik
Dansk Transport og Logistik (DTL) er ikke begejstret for De Radikales forslag. Administrerende direktør Erik Østergaard advarer mod midlertidige hurtig-løsninger.

"Hvad skal det hjælpe med endnu en afgift på et trængt transporterhverv, når nu erfaringer fra andre lande viser, at det ikke engang har en grøn effekt i form af at flytte godset væk fra vejene. I Tyskland, hvor man har afgifter for lastbiler på de tyske motorveje, ser man, at det i stedet flytter godstransport over på mindre veje til gene for beboere og miljø," siger Erik Østergaard i en pressemeddelelse.

Erik Østergaard mener, at en ny afgift skal være omkostningsneutral for transportbranchen, som ifølge DTL ikke har brug for et øget omkostningsniveau.

Fra Dansk Energi er der derimod ros til de Radikale for at skubbe på processen.
"Det haster med en grøn omlægning af bilbeskatningen. Det er derfor godt, at Radikale Venstre tager initiativ til en omlægning af bilbeskatning med indførelse af kørselsafgifter, så vi får kickstartet roadpricing. Vi er simpelthen nødt til at komme i gang med incitamenter og afgifter, som stimulerer en grøn adfærd," siger Dansk Energis branchechef Lærke Flader til Berlingske Tidende.

Altinget logoTransport
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget transport kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00