Kritik: Regeringen sjofler Europaudvalget
SAMARBEJDE: Flere af regeringens ministre kritiseres for ikke at overholde de aftaler, der er med Europaudvalget. Fredag blev det for meget for udvalget, der nu beder ministrene stramme op. Se tv-dokumentation.
Toke Gade Crone Kristiansen
JournalistMorten Øyen
RedaktørFlere ministre kan se frem til at modtage kritik fra Europaudvalget.
Ministre får mandat af Europaudvalget
Hver uge tager danske ministre til Bruxelles for at træffe beslutninger i EU’s Ministerråd. Før en minister tager afsted for at træffe beslutninger af større rækkevidde, har ministeren været i Folketingets Europaudvalg for at forelægge et såkaldt forhandlingsoplæg. Det betyder, at ministeren forelægger sine sager for Europaudvalget og forsikrer sig om, at der er opbakning til ministerens forhandlingslinje fra et flertal i Folketinget. I Europaudvalget repræsenterer hvert partis ordfører det antal mandater, partiet har i Folketinget. På den måde udtrykker udvalgets holdning til ministerens forhandlingsoplæg også hele Folketingets holdning. I praksis godkendes ministerens forhandlingsoplæg ved, at Europaudvalgets formand konstaterer, at der ikke er et flertal imod ministerens holdning til et givent forslag. Når forhandlingsoplægget er godkendt, siger man, at ministeren har fået sit mandat.
Kontrol med regeringens EU-politik
Den parlamentariske kontrol med regeringens EU-politik er særlig vigtig i Danmark, fordi vi traditionelt har mindretalsregeringer. Med Europaudvalgets mandater sikrer man løbende, at et flertal af Folketingets medlemmer står bag regeringens EU-politik.
Det blev udvalgets medlemmer nemlig enige om ved mødet i fredags, efter først transportministeren og siden udviklingsministeren begge droppede at møde op for at få et mandat af udvalget forud for et rådsmøde.
Inden har der ifølge Europaudvalgets formand, Eva Kjer Hansen (V), været en periode, hvor flere af de andre ministre har nølet med svar på spørgsmål fra udvalget og sendt notater og komitesager for sent til udvalgets medlemmer i forhold til de aftaler, der ellers er om Europaudvalgets arbejde.
Hun formulerer nu udvalgets kritik i et fælles brev, der så efter medlemmernes godkendelse senere i denne uge vil nå frem til ministrene.
Det er første gang i min tid, at man decideret vælger noget presse-halløj frem for at fremlægge sine sager i Europaudvalget.
Eva Kjer Hansen (V)
Formand for Europaudvalget
”Vi er i udvalget blevet enige om, at vi skal have en snak med regeringen om de mange eksempler, der nu har været med, at Europaudvalget ikke helt får den respekt fra regeringen, som ellers er aftalt,” siger Eva Kjer Hansen og fortsætter:
”Dette er ikke partipolitisk, men et spørgsmål om, at Folketingets Europaudvalg ikke kan lave det arbejde, udvalget er sat til. Derfor har vi også en fælles interesse mellem partier, men også mellem Folketinget og regeringen, om at få samlet op, og få det her til at køre noget bedre.”
Se tv-dokumentation fra Europaudvalget med Eva Kjer Hansen nederst.
Forudsætning for Europaudvalget
Udvalgets næstformand, Morten Bødskov (S), bekræfter, at udvalget er blevet enige om at tage kontakt til flere ministre, men vil ikke kommentere yderligere, inden brevet er formuleret.
De Radikales ordfører, Helge Vagn Jacobsen, bekræfter også, at et brev snart er på vej fra udvalget.
”De Radikale finder det også vigtigt, at ministrene deltager og drøfter mandater i Europaudvalget forud for ministerrådsmøderne. Det er ligesom en forudsætning, ellers kan Europaudvalget jo ikke hænge sammen,” siger Helge Vagn Jacobsen.
”Presse-halløj” vigtigere
Det, som gjorde diskussionen til første punkt på udvalgets møde i fredags, var den forrige uges oplevelse med transportminister Magnus Heunicke (S), der ikke formåede at få opbakning til et mandat før et EU-rådsmøde. Senere meddelte han, at han ikke behøvede at møde op igen for at få et mandat så tidlig i processen.
Helt grelt blev det, ifølge Europaudvalgets formand, da udviklingsminister Mogens Jensen (S) meddelte, at han ikke kunne være med på udvalgsmødet i fredags, da han skulle være til et debatarrangement med udenrigsministeren på Borupgaard Gymnasium.
Her ville de to ministre lancere deres udenrigspolitiske visioner, og bagefter skulle de være med i programmet Mogensen og Kristiansen på TV 2 News.
”Det er første gang i min tid, at man decideret vælger noget presse-halløj frem for at fremlægge sine sager i Europaudvalget,” siger Eva Kjer Hansen.
Forsøgte at bytte
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mogens Jensen, men hans ministerium oplyser, at de forsøgte at bytte punkt på dagsordenen med beskæftigelsesministeren for at nå det hele. Dette lod sig ikke gøre, da beskæftigelsesministeren havde en aftale at nå i Jylland fredag eftermiddag. Ifølge ministeriet ringede Mogens Jensen også personligt til Eva Kjer Hansen for at orientere hende om kalenderproblemerne og beklage, at han ikke kunne være der.
I stedet for Mogens Jensen endte klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) med at tale på udviklingsministerens vegne i udvalget i fredags.
Altinget har forsøgt at få en kommentar fra Europaudvalgets ”egen” minister, udenrigsminister Martin Lidegaard (R). Hans ministerium oplyser, at han ikke ønsker at udtale sig, inden udvalget er blevet enige om brevets formuleringer.
TV: Se Eva Kjer Hansens kritik af regeringen herunder.