LA: Enøjet debat om grøn transport

Af Villum Christensen (LA)
Transportordfører 

Inden vi har set os om, så kan CO2 (også) sagtens blive en ressource og ikke en gift, som vi omtaler det livgivende stof i dag.

Man kan næsten ikke deltage i en transportpolitisk debat, uden man støder på argumenter om, at vi skal transportere os mere grønt.

Grønt er blevet synonymet med godhed og skal derfor have en sikker plads i transportdebatten. Det er imidlertid knap så sikkert, hvad det grønne består i, udover at det er noget med at redde klimaet for CO2-belastning.

Det grønne er blevet den sikre kampplads, så når noget er meget dyrt eller har ringe effekt, så kan man altid sige, at det er grønt, og at det giver arbejdspladser. Også selv om begge dele er notorisk vrøvl.

Togfond er en vildfarelse 
Især den forkætrede Togfond er blevet symbolet på dette med grøn og sort transportpolitik.

De fleste kan nok huske, at Togfonden blev til på et par dage, da den røde regering var i bekneb for succeser. Og så lød det jo godt, hvis man kunne sige, vi bruger sorte oliepenge til at finansiere grøn transportpolitik. Det kan kun blive en sællert. Problemet er bare, at man selvfølgelig ikke kan beskatte en olieproduktion, som det ikke kan betale sig at hive op af Nordsøen. Og slet ikke når olieprisen halveres.

Behændigt lader man som om, det ikke er et problem, fordi DF har jo lovet, at hvis det kniber med skillingerne, så tager vi af statskassen. (Og så kan man jo altid lade som, at det ikke har noget med reduktion af velfærdssamfundet at gøre - altså den første vildfarelse).

Herefter kan man så råbe grønt, men hvordan er det nu lige med det grønne, når det kommer til stykket? Er der tale om endnu en vildfarelse?

Er togfonden i virkeligheden sort? 
Uden at være den store miljøingeniør, så kunne jeg godt tænke mig at se, hvor meget CO2, der bruges, når der skal bygges for svimlende 28,5 milliarder kroner. Med andre ord gravemaskiner, beton og jern og hertil kommer indkøb af en masse nye lyntog, som ikke er med i regnestykket.

Hvis det så bare var, fordi det fik betydning for mange passagerer. Nej højest 5000 vil forventes at blive flyttet fra bil til tog, hvilket betyder, at det koster over fem millioner kroner per passager alene i investeringen. Hertil kommer så de store tilskud fra staten til driften.

Kan det være bæredygtigt at køre 200 km i timen gennem landet med så enormt et ressourceforbrug.  Nej, ikke efter min regnestok. Det er det stik modsatte. Når så hundrede af tusinder køber nye små effektive biler, som kører 30 kilometer på literen, så er det sort.

Sats på nye teknologier 
Reelt set når vi langt mere bæredygtighed ved at satse på nye teknologier frem for de klassiske betonløsninger. Længe før Togfonden bliver en realitet, vil vi formentlig have førerløse biler i et eller andet omfang, som vil reducere den samlede bilpark gevaldigt (de kører hele dagen og ikke bare til og fra arbejde/indkøb) – og så får vi mere plads i byerne, mindre trængsel og en meget mere smidig trafikafvikling.

Selv om vi selvfølgelig skal have en effektiv kollektiv transport, så tror jeg, vi skal passe meget på de meget dyre investeringer, som alene er bundet op på dagens teknologi. Inden vi har set os om, så kan CO2 (også) sagtens blive en ressource og ikke en gift, som vi omtaler det livgivende stof i dag. Enøjethed kan være en dyr disciplin, og vi skal passe rigtig meget på med at lade symboler styre vores politiske valg.