Landbrug & Fødevarer: Brug CO2-kvoterne uden for systemet

Af Jens Astrup Madsen
Leder af afdelingen for energi, klima- og planter i Landbrug & Fødevarer

Kvotesystemet tjener international grøn omstilling.

EU's CO2-kvotesystem er trods gentagne rygter om det modsatte på sin vis en europæisk succes.

Kvotesystemet er udvidet fra 15 lande i begyndelsen i 2005 til 31 lande i dag, og modellen er samtidig systemeksporteret til lande som USA, Japan og Kina. Systemet leverer sikkerhed for faldende CO2-udledning, da kvoteloftet reduceres årligt. 

På én polsk matrikel udledes altså mere end hele udledningen fra de ikke-kvotebelagte sektorer i Danmark. 

Jens Astrup Madsen
Leder af afdelingen for energi, klima- og planter i Landbrug & Fødevarer

De verserende forhandlinger i EU tyder på, at reduktionstakten endda fordobles fra 2021. 

Systemet fungerer!
At prisen på kvoterne er faldet med efterspørgslen fra en europæisk industri i ti års vækstkrise illustrerer alt andet lige en velfungerende markedslogik.

Der kan dog være grund til at reducere kvoteoverskuddet, så kvoteprisen i højere grad kan være med til at drive investeringer i vedvarende energi. Det kan ske ved, at man tager kvoter ud fra ”kvotebanken”.

Hvis vi skal gøre noget ved klimaet, har vi brug for forpligtende internationale løsninger. Det er uhyre svært at indgå internationale aftaler. Det er derfor afgørende at støtte op om kvotesystemet, fordi det forpligter mange lande til at tage klimaudfordringen alvorligt. 

Nødvendigheden af internationale løsninger illustreres tydeligt i kvotesystemet, hvor den største udleder i EU's kvotesystem udledte 37 millioner ton CO2-ækvivalenter i 2014.

På én polsk matrikel udledes altså mere end hele udledningen fra de ikke-kvotebelagte sektorer i Danmark. Vi har derfor brug for et system, der rækker udover Danmarks grænser – og ovenikøbet giver tilnærmelsesvis ens konkurrencevilkår for virksomheder på tværs af grænserne.

Reformer kan svække fødevarevirksomheder
Når revideringer af kvotesystemet lige nu forhandles, er det af stor økonomisk betydning for europæisk industri. Alene for den danske fødevareklynge er værdien i tidligere fremsatte forslag i forhandlingerne skønnet til at være 2,5 til 3 milliarder kroner. 

Heldigvis ser det efter en lang indsats ud til at lykkes med at bevare muligheden for såkaldt disaggregering – det vil sige at energiintensive 'undersektorer' af mindre energiintensive 'oversektorer' kan behandles særskilt.

Det lyder teknisk, men reglen har meget stor betydning for eksempelvis malterier, producenter af mælkepulver og fiskemel og nogle virksomheder i kødindustrien.

Vi undgår forhåbentligt også visse landes forslag om, at kvotesystemet skal omlægges til fremme af de allermest udledende industrier i Europa, herunder kul-, stål og cementindustrien. Det er hverken i Danmarks, klimaets eller europæiske arbejdstageres interesse at satse så massivt på at hjælpe enkelte superudledende sektorer frem for et bredere industrifokus. 

Brug kvoterne uden for kvotesystemet
En helt åbenlys måde at sænke kvoteoverskuddet er ved at åbne for muligheden for at udnytte kvoter uden for systemet – det vil sige i ikke-kvotesektorerne såsom landbruget, transport- og byggesektoren.

Det støtter også anvendelsen af instrumenter med lige vilkår for alle medlemslande frem for instrumenter, hvor Danmark rammes langt hårdere end andre, eksempelvist med 32 procentpoint skrappere reduktionskrav end Polen.

Derfor mener jeg, at det er i danske politikeres interesse at arbejde for, at Danmark sikres vide rammer for brug af fleksibilitetsmekanismer i ikke-kvotesektorerne.

Den grønne omstilling bør sikres ved en omkostningseffektiv tilgang, og det sker bedst gennem et effektivt kvotesystem. Et effektivt system, der på samme tid tager hensyn til produktionsvirksomhedernes konkurrenceevne og så den grønne omstilling.