Det var Bendt Bendtsens første valg som konservativ leder, og yderligere tilbagegang skulle frem for alt undgås. Samtidig var det afgørende, at Bendtsen fik loyale folk omkring sig i en ny borgerlig regering. Den situation er forklaringen på, at Danmarks transportminister i dag hedder Flemming Hansen.

Overraskelsen var ellers massiv blandt politiske journalister, da Flemming Hansen blev udnævnt i slutningen af 2001. For den konservative veteran var ganske vist kendt som en venlig og hæderlig mand, men han blev ikke just betragtet som en visionær politiker. Tilmed havde han i starten af 1999 proklameret, at han droppede politik – og selvom han lige nåede at få omgjort sin beslutning inden valget i november 2001, blev han så udpræget set som en fortidens mand.

Men Bendtsen ville det anderledes. Flemming Hansen var måske ingen sværvægter på landsplan, men lokalt i Vejle-området stod han stærkt. Her kunne hans person gøre forskellen på, om de konservative genvandt mandatet.

Og så var der jo Flemming Hansens ubetingede loyalitet over for golf-makkeren Bendtsen. Her havde den konservative leder en mand, han kunne stole 110 procent på, og som – i modsætning til Lene Espersen og Brian Mikkelsen – ikke havde sine egne ambitioner at pleje. 

Bendtsens lokkemad var klar: Hvis veteranen udskød sin efterløn, kunne den lange politiske karriere måske krones med en ministerpost. Der var ikke tale om et håndfast løfte, men Flemming Hansen fik en klar formodning om, at han ville være med på holdet.

Forventningerne til den nye minister var fra starten små. Mange journalister så Flemming Hansen som garanti for, at der ville komme et overflødighedshorn af skandaler fra det daværende trafikministerium. Men faktisk gik det længe bedre end forventet.

For Flemming Hansen viste sig at have kvaliteter, der var brugbare på området. En force er, at han hurtigt formåede at få et godt personligt forhold til de fleste andre partiers trafikordførere.

Chef for 50.000 ansatte
Dertil kommer, at Flemming Hansen med sin betydelige erhvervserfaring har en solid basisviden om, hvordan man driver virksomheder. Noget der er særlig væsentligt i et ministerium, der har enorme halvoffentlige virksomheder som DSB og Post Danmark – med i alt 50.000 ansatte – under sig.

Men efterhånden begyndte transportministerens problemer at vise sig. De blev for alvor eksponeret med sommerens totale togkaos og en sikker jumboplads til Flemming Hansen i målingerne over ministrenes popularitet.

Ingen kan med rette give Flemming Hansen eneansvaret for de elendige forhold for jernbanedriften. Selv oppositionspolitikere erkender, at det er mange års forsømmelser, der er hovedskurken. Men på Christiansborg betragtes han som en svag ressortminister, der ikke har kæmpet tilstrækkelige bevillinger igennem i tide. Som en central kilde udtrykker det: ”Han er ikke i stand til at slå i bordet over for Bendtsen eller Thor Pedersen.”

Flere peger samtidig på, at Flemming Hansens loyalitet også omfatter virksomhederne under hans eget område, som netop DSB og Bane Danmark. Loyaliteten har været med til at sikre ham rygdækning i starten af ministerperioden, men er nu blevet et tveægget sværd. For Flemming Hansen fik ikke tilstrækkelig hurtigt distanceret sig fra DSBs ledelse, da alt begyndte at sejle.

Alligevel bliver regeringens for tiden mest upopulære og udskældte minister ikke fyret. Ikke nu i hvert fald – og slet ikke officielt. Flemming Hansen er vellidt i den konservative folketingsgruppe, og her betragtes han som en ”klassisk konservativ hædersmand”.

Sagen vil blive ordentlig i mindelighed. Ved den næste regeringsomdannelse - der forventes til foråret - vil Flemming Hansen givetvis blive takket for lang og tro tjeneste. Her vil han kunne gå af som den længst siddende trafikminister i nyere tid, give uriasposten videre til en partifælle og for alvor nyde livet på golfbanerne.