SF: Luftige løfter fra flysektoren hjælper ikke klimaet
Jens Bomholt
RedaktionsassistentAf Margrete Auken
Medlem af Europa-Parlamentet for SF
Luftfarten er i dag en af de sidste spillere, der nægter at være med i kampen for at dæmme op for truslen mod jordens klima.
Beregninger viser, at de globale drivhusgasudledninger fra fly vil stige med 700 procent i perioden fra 2005 til 2050, såfremt det ikke lykkes det internationale samfund at nedbringe luftfartens klimaskader.
Men indtil nu har verdens lande ikke formået for alvor at tage fat på problemet med udledningerne fra luftfarten.
Løbende inviterer Altinget | Transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.
Sjette udgave af Transportdebatten sætter fokus på det kommende valg til Europa-Parlamentet.
EP-valget får afgørende betydning for den politik, der udstikkes fra EU i den kommende valgperiode. Også på transportområdet, hvor EU er en vigtig medspiller for Danmark i forsøget på at optimere og udvikle den nationale såvel som transnationale infrastruktur.
I denne udgave af Transportdebatten vil otte debattører fra de otte opstillede partier komme med deres indspark i forhold til EP-valget og dettes betydning for transportområdet og -politikken herhjemme.
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]
Europa bør fastholde sin snart gamle beslutning om at gå foran her, da regionen allerede nu spiller en vigtig rolle på området.
EU har lagt sig fladt ned
For det første er europæerne flittige til at flyve rundt i Europa og verden.
Men det er i den grad ikke gået, som vi i sin tid havde regnet med.
Margrete Auken
MEP
For det andet krydser langt størstedelen af verdens flytrafik det europæiske luftrum og benytter europæiske lufthavne.
Men efter nogle år med høje ambitioner har EU ærgerligt nok lagt sig fladt ned efter internationalt pres og opgivet sit forsøg på at tvinge luftfartssektoren til at sætte gang i klimavenligere teknologier.
Allerede i 2009 blev EU's regeringer og Europa-Parlamentet ellers enige om en lovgivning, som betød, at luftfartssektoren skulle inddrages i EU's CO2-kvotehandelssystem fra 1. januar 2012.
Dette ville på markedsvilkår gøre det favorabelt for luftfartsselskaberne at benytte mere energieffektive fly.
Så kunne de nemlig skabe fortjeneste ved at frasælge overskydende kvoter til andre og større udledere.
Kommissionen rystede på hånden
Men det er i den grad ikke gået, som vi i sin tid havde regnet med.
Luftfartsselskaberne protesterede vildt, men flere selskaber tog siden højde for lovgivningen - mestendels ved at lægge samtlige ekstraomkostninger ved kvotehandlen direkte over på passagererne.
Så begyndte Kommissionen at ryste på hånden, og i hele 2012 og 2013 blev der ikke opkrævet afgifter for luftfartens udledninger af drivhusgasser.
I stedet for at satse på moderne teknologi kunne flyselskaberne stikke en fed gevinst fra de forhøjede billetpriser direkte i lommen.
Det er ikke noget rart syn og meget skadeligt for tilliden til luftfartselskabernes gentagne forsikringer om at ville gøre sit i klimakampen.
Samtidig er det lykkedes en underlig, men især bagstræberisk koalition bestående af Kina, USA, Indien og Rusland at tvinge Europa-Kommissionen til at sætte lovgivningen helt i bero.
Nedslående udvikling
Til gengæld har den internationale luftfartsorganisation lovet EU at finde en global løsning inden 2016, som skal begrænse udledningerne fra luftfartsindustrien fra år 2020 - ingen siger noget om hvor meget!
Det har hverken kloden eller den moderne omstilling tid til.
Er der slet ingen fremsynede blandt flyselskaberne, der har opdaget den magelighedsfælde, de nu er gået i?
Disse skrantende klimaambitioner for luftfarten er blot den seneste i en længere række af fejlslagne planer, som tæller CO2-kvotemarkedets sammenbrud, undermineringen af Connie Hedegaards køreplan mod 2050, biodiesel lavet på mad og marginalisering af EU i de internationale klimaforhandlinger.
At opgive de ellers tydelige målsætninger for luftfarten vil uden tvivl inspirere andre reaktionære industrier til at prøve at mase al kraft ud af, hvad der måtte være tilbage af europæisk klimapolitik.
Det er en nedslående udvikling både for klimaet og vores industriers overlevelsesmuligheder.