Debat

Udfordringer for den kollektive trafik i hovedstaden

DEBAT: Hvis flere skal vælge bilen fra, er det nødvendigt med en mere effektiv kollektiv trafik. Ikke kun i det centrale København, men også i og mellem omegnskommunerne, skriver direktør i Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen.
Foto: Metroselskabet.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Først og fremmest er det ikke attraktivt nok at tage kollektiv transport, hvis du bor på Sjælland og arbejder i omegnskommunerne.

Henrik Plougmann Olsen
Adm. direktør, Metroselskabet

Henrik Plougmann Olsen
Adm. direktør i Metroselskabet

Allerede før Trængselskommissionen fremlagde sin rapport, blev der diskuteret enkeltforslag i øst og vest. Burde man ikke starte med at træde et skridt tilbage og se på, hvilke problemer passagererne oplever, hvis man skal skabe mindre trængsel i hovedstaden og samtidig få nedbragt CO2-udledningen fra trafikken?

I Trængselskommissionens rapport kan man se, at der er to primære kilder til trængsel i hovedstadsområdet.

Den kollektive trafik er ikke attraktiv nok
Først og fremmest er det ikke attraktivt nok at tage kollektiv transport, hvis du bor på Sjælland og arbejder i omegnskommunerne. Her er de kollektive transportforbindelser fra togstationerne og på tværs i kommunerne - ud til de mange arbejdspladser i området - for dårlige.

Over halvdelen af rejserne fra Sjælland og ind til Hovedstaden går til omegnskommunerne. Men da ingen baner går på tværs af fingrene i den velkendte Fingerplan, foretages kun 10-15 procent af disse rejser med kollektiv trafik. Derfor er den kollektive trafik i Region Hovedstaden ikke et konkurrencedygtigt alternativ i dag.

Derimod er det faktisk relativt nemt at tage toget ind mod København fra Sjælland, hvis du arbejder i det centrale København. Her slipper du nemlig for parkeringsbøvl, og der er mange gode skifteforbindelser mellem bus, tog og metro. Alt for mange pendlere ender derfor med at vælge bilen, når de skal rejse fra Sjælland og ind til omegnskommunerne.

I hovedstadsområdet har Fingerplanen været et vigtigt instrument, som har haft stor og positiv betydning for byudviklingen. Planen har dog også sine begrænsninger. Tidligere fulgte trafikken ind mod Københavns centrum hovedsageligt linjerne i Fingerplanen. Men øget bebyggelse i form af flere boliger, arbejdspladser, hospitaler m.m. imellem fingrene har skabt nye rejsebehov til og fra de centrale bydele, som ikke tilfredsstilles med kollektiv trafik. Det gælder især rejser mellem København og omegnskommunerne.

Eksempelvis peger Trængselskommissionen på, at der i korridorerne Nørrebro/Frederikssundsvej, mod Hvidovre Hospital og tilmed mod Rødovre er områder, hvor den kollektive trafikdækning kan forbedres markant. Den kollektive trafik udgør blot 22 procent af den samlede transport i hovedstadsområdet, mens bilkørsel tegner sig for 71 procent. De sidste syv procent dækker cykler og gående.

Trængselsproblemer i det centrale København
Også i det centrale København er rejsebehovet stort, og det ventes at stige i takt med befolkningsudviklingen. I 2025 vil der være 100.000 flere københavnere, og allerede i dag oplever mange rejsende, at kapaciteten i den kollektive trafik er ved at nå sin grænse.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

Hvis flere rejsende skal vælge bilen fra, er det vigtigt at sikre en bedre kollektiv trafik ind og ud af København til områderne mellem fingrene. Det vil ikke blot mindske trængslen - men også være en miljøgevinst. Samtidig skal den kollektive trafik på tværs af fingrene styrkes, mens det stigende rejsebehov i de centrale bydele også kræver et mere robust kollektivt trafiknet.

Når man diskuterer Trængselskommissionens anbefalinger, er det derfor vigtigt at se på mulige løsninger i dét perspektiv. Først og fremmest af hensyn til de rejsende - men også med tanke på miljøet og befolkningens sundhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Plougmann Olsen

Direktør, Hofor
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1995)

0:000:00