Debat

Vigtige erkendelser fra 3F

REPLIK: Det tyder på, at Jan Villadsen (3F) har forstået, at udfordringerne i lastbilbranchen skal løses internationalt og ikke nationalt. Det er gode toner fra chaufførformandens side, skriver Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i ITD.

ITD savner klare fælles rammer for den internationale lastbiltransport. Det skriver Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i ITD.
ITD savner klare fælles rammer for den internationale lastbiltransport. Det skriver Jacob Chr. Nielsen, administrerende direktør i ITD.Foto: ITD
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Chr. Nielsen
Administrerende direktør i ITD 

I et interessant indlæg i Altinget peger transportformand i 3F Jan Villadsen på de langsigtede udfordringer, der findes på transportområdet i EU. ”Vælgerne efterlyser en ny EU-køreplan”, konstaterer Villadsen. For en gangs skyld er der sparet på de negative og udokumenterede følelsesudsagn i asfalthøjde, og blikket er fæstnet på sammenhængen i det europæiske projekt og mulige løsninger på de udfordringer, der er.

Man fornemmer, at der er ved at snige sig nogle vigtige erkendelser ind hos 3F: De udfordringer, som vi har med et internationaliseret transportmarked, kan ikke løses på nationalt niveau. Der er brug for fælles fodslag blandt alle EU-landene, og det fordrer både kompromiser og balancerede løsninger.

Det er hverken nemt eller ligetil, og Villadsen udtrykker da også glæde over ikke at være i den nye transportkommissær Violeta Bulcs sted. Men han anerkender dog tilsyneladende målet om et fælles europæisk marked og går endda så vidt, at han tager ordet ’rammevilkår’ i sin pen. Denne pragmatiske og helhedsorienterede udgave af chaufførformanden vil vi rigtigt gerne høre noget mere til.

Der er kaffe på kanden
Transportvirksomheder, medarbejdere og transportkunder har en fælles opgave og fælles interesse: Et effektivt transportsystem, som understøtter europæisk produktivitet og vækst. At Jan Villadsen har fået øje på denne opgave, er glædeligt. Vores dør står åben for 3F, og der er kaffe på kanden!

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til: [email protected]

Til det vil Jan Villadsen og 3F givetvis spørge, om ITD også har fået øje på den anden udfordring: At sikre social sammenhængskraft og ordentlige vilkår for de mange tusinde chauffører, som sikrer den frie bevægelighed for de stigende godsmængder i Europa?

Svaret er, at det har vi. For længst. Vi skelner imellem et nationalt transportmarked og et internationalt. Omkring den nationale godstransport ser vi et tydeligt afgrænset dansk arbejdsmarked, og vi anerkender naturligvis, at indenrigskørsel i Danmark med danske biler skal ske på danske vilkår.

Man fornemmer, at der er ved at snige sig nogle vigtige erkendelser ind hos 3F.

Jacob Chr. Nielsen
Administrerende direktør i ITD

Enhedsregulering for internationale chauffører
Omkring den internationale lastbiltransport savner vi klarere fælles rammer. Konkurrencen har her været givet fuldstændigt fri siden 1993. Risikoen eksisterer for, at et sådan liberaliseret transportmarked, som fungerer på tværs af de nationale arbejdsmarkeder, bliver et ukontrolleret ræs mod bunden.

Derfor foreslog vi allerede sidste år at rejse en dansk dagsorden i EU for en klar enhedsregulering for internationale lastbilchauffører – vi kaldte det et ’chaufførdirektiv’. Det skal give chaufførerne sikkerhed og klarhed omkring deres ansættelsesforhold, deres sociale sikring og generelle arbejdsbetingelser på det ’internationale farvand’, som de arbejder i på tværs af de 28 EU lande.

Forslaget var i høring i Trafikstyrelsen, og her vendte bl.a. 3F tommelfingeren nedad. Det er muligt, at vi ikke har været gode nok til at forklare ideen. Men relevansen bliver tydeligere og tydeligere. Lad os derfor håbe, at Jan Villadsen og 3F fortsætter den konstruktive erkendelsesproces.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Christian Nielsen

Adm. direktør, Meldgaard Recycling, fhv. folketingskandidat, Venstre
hd i regnskab, MBA (Leicester)

0:000:00