Debat

3F: Vælgerne efterlyser ny EU-køreplan

DEBAT: Vælgerne ønsker en anden retning for EU. Skal den negative holdning vendes, bør Kommissionen starte med at bekæmpe shopping mellem regler, løn og vilkår på tværs af grænserne, skriver Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Der skal sættes en stopper for shopping mellem regler, løn og vilkår på tværs af grænserne, skriver Jan Villadsen, formand for 3F Transport.
Der skal sættes en stopper for shopping mellem regler, løn og vilkår på tværs af grænserne, skriver Jan Villadsen, formand for 3F Transport.Foto: pressefoto/3f.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Villadsen
Formand for 3F Transport

Jeg er glad for, jeg ikke er ny transportkommissær i EU.

Ansvaret overstiger milliardbudgetter til moderne sammenhængende veje, jernbaner og broer. For det er sammenhængskraft i Europa, transportkommissær Violeta Bulc og hendes kolleger i EU-Kommissionen skal se mest alvorligt på.

Jeg lyttede, da EU-Kommissionen og statsministre talte om chokbølger 25. maj. Blot 42 ud af 100 europæere stemte, og partier og personer, der er højlydte modstandere af EU, gik frem ved valget til Europa-Parlamentet. Både til højre og til venstre for en skrumpende midte.

Fakta
Transportdebatten på Altinget : transport har til formål at fokusere og styrke den transportpolitiske og transportfaglige debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget : transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.


Transportdebatten vil i den kommende tid sætte fokus på den nyvalgte transportkommissær, Violeta Bulc, og hvilke områder hun skal prioritere i sin nye stilling som kommissær. 

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 

Send dit indlæg til [email protected]

Ny EU-køreplan
Jeg tror, EU’s nedskæringsstrategi er hovedårsag. I kombination med liberalisering og pres på job i EU’s lande og arbejdsmarkeder hos hovedparten af vælgerne. De efterlyser en ny EU-køreplan.

Når jeg spørger nordiske chauffører, danske havnearbejdere eller vesteuropæiske ansatte i luftfarten, så hører jeg ikke EU omtalt positivt. For det gør ondt, når arbejdsvilkår bliver presset i bund på havne og landeveje. Eller når fyringerne står i kø ved lufthavnenes bagagebånd. Det skaber vrede og dyb mistro, når der opstår parallelsamfund med fattige underbetalte transportarbejdere langs danske motorveje, i tyske industrikvarter eller i usle lejemål med dobbelt husleje hos vikarbureauer i hele Vesteuropa.

Jeg er ikke overbevist om, at EU’s nye kommission forstår, hvor stor opgaven bliver, hvis man vil undgå et endnu større protestvalg i 2019, der gør det meget svært at vælge en ny kommission.

Jan Villadsen
Formand, 3F Transport

Der bliver sat ord på. Ikke EU’s egne om cabotage-adgang, liberalisering i luftfartssektoren og selvhåndtering i havnene. Men løndumping, piratkørsel og postkasseselskaber. Eller bare: ”Stop social dumping. Ud af EU”. EU’s legitimitet og muligheder for at skabe sammenhængskraft og fælles løsninger for fremtiden er ramt.

Forstår Kommissionen alvoren?
Jeg hørte EU’s nye kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, tale om social dumping. Og vores nye transportkommissær Violeta Bulc talte om indgreb mod postkasseselskaber, da hun blev krydsforhørt i Europa-Parlamentet. Men jeg er ikke overbevist om, at EU’s nye kommission forstår, hvor stor opgaven bliver, hvis man vil undgå et endnu større protestvalg i 2019, der gør det meget svært at vælge en ny kommission. For ikke at tale om at styre udviklingen i Europa.

Jeg ser EU skære ned på social dialog. Altså fælles diskussioner om løsninger og ny politik på arbejdsmarkedet. Og på transportområdet vinder lavprisfly markedsandele på ryggen af stewardesser, piloter og lufthavnspersonale. Havnearbejdere frygter presset på livsvilkårene via nye liberaliseringer. Og chauffører ser deres job drukne i udenlandske postkasser, styret fra moderne vesteuropæiske kontorer med metoder fra 1920’erne.

Få styr på rammevilkår
3F Transport og vores medlemmer vil meget gerne være med til fælles løsninger i Europa. Det er vi vant til. For vi samarbejder bredt via Europæisk Transport Forbund. Derfor er mine bedste råd til Violta Bulc:

Få godt styr på transportens rammevilkår. Især dem, vores transportarbejdere lever af til daglig. Få sat bremser på shopping mellem regler, løn og vilkår på tværs af grænser. Så bliver der råd til gode investeringer i fælles infrastruktur oveni - via fair løn og gode skatte-euro. 

Altså, hvis EU’s ledere mener det, når de siger, EU handler om rettigheder for almindelige lønmodtagere. Alle skal mærke, at EU ikke er helt på månen. Så kan der skabes opbakning. Selv til EU’s rumprogram, der røg ud af transportkommissærens portefølje. Vis det hurtigt. Et fair marked er betingelsen for et frit marked. Og for sammenhæng i Europa.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00