Debat

Nej til fortrolighed med dansk kultur og historie?

DEBAT: Vi har frit sygehusvalg, frit skolevalg, og skoleelever kan desuden fritages fra kristendomskundskab. Hvorfor kan de så ikke også fritages for faget historie, spørger Thorkild Thejsen, chefredaktør for Folkeskolen.
Kristendomsfagets særstatus bør væk, mener chefredaktøren på fagbladet Folkeskolen, Thorkild Thejsen.
Kristendomsfagets særstatus bør væk, mener chefredaktøren på fagbladet Folkeskolen, Thorkild Thejsen.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thorkild Thejsen
Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen

Her er et konkret forslag til en ny paragraf i folkeskoleloven:

"Et barn skal efter anmodning fritages for at deltage i undervisningen i historie, når forældremyndighedens indehaver skriftligt over for skolens leder erklærer selv at ville sørge for barnets i historieundervisning. Fritagelse kan normalt kun ske fra begyndelsen af et skoleår. Er barnet fyldt 15 år, kan fritagelse kun ske med barnets samtykke. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvilken procedure der skal følges ved fritagelse for historie."

En del piger synes, at fysik/kemi er så kedeligt, så måske bør de også kunne fritages for det fag? Eller hvad med matematik, som nogen ikke gider? Eller hvad med engelsk? Kan det ikke læres lige så godt ved at spille på computeren?

Fakta
Bland dig i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Nej! Selvfølgelig ikke. Ideen er umulig. Formålsparagraffen slår fast, at folkeskolen skal give eleverne kundskaber og færdigheder, der "gør dem fortrolige med dansk kultur og historie".

Fortrolighed og ikke blot kendskab
De skal lære "forståelse for andre lande og kulturer," og undervisningen skal bidrage til "forståelse for menneskets samspil med naturen og fremmer den enkelte elevs alsidige udvikling".

Hele klassen går glip af den gensidige forståelse, der kan komme ud af, at alle elever - uden undtagelse - er med, når de skal lære om islam, jødedom og andre religioner. Derfor bør faget kristendomskundskab ændres til religion og fritagelsesparagraffen fjernes.

Thorkild Thejsen
Chefredaktør for fagbladet Folkeskolen

Fortrolighed med dansk kultur og historie, står der. Ikke blot "kendskab til", som det først var tanken. Men Bertel Haarder insisterede heldigvis på, at der skulle stå, at folkeskolen skal gøre eleverne "fortrolige med dansk kultur og historie". Kendskab er ikke nok.

Derfor er det totalt udelukket, at elever skal kunne fritages fra historieundervisningen. Og det samme gælder selvfølgelig fysik/kemi, matematik og engelsk. Den enkelte elevs alsidige udvikling, behov for viden om naturfag og muligheder for at begå sig i en globaliseret verden gør det utænkeligt med frit fravalg af fag.

Nej - ikke helt! For faktisk lyder folkeskolelovens paragraf 6, stykke 2 nøjagtig som mit indledende forslag, jeg har blot erstattet ordet 'kristendomskundskab' med 'historie'.

Elever skal ikke kunne slippe for faget
Elever kan altså gå 10 år i folkeskolen - og alligevel slippe for den undervisning, som skal sikre dem fortrolighed med kristendom og forståelse for andre religioner og livsanskuelser.

Mens Anna, Benedikte, Christian og de andre lyshårede elever i 4. klasse her i julemåneden lærer om kristendommens næststørste højtid, er Ali og Fatima ikke med, fordi de er fritaget fra faget.

Og når klassekammeraterne snakker om TV2's julekalender Jesus og Josefine, er de udenfor, det får nemlig aldrig den fortrolighed med kristendommen, som den forstås i Danmark.

På samme måde bliver Rushy og Muhammed hægtet af mange ting i dansktimernes litteraturundervisning, fordi de ikke fanger henvisningerne til den kristne kulturarv, og i samfundsfag får de ikke en dansk retsopfattelse helt ind under huden, fordi de ikke er med til den kristendomsundervisning, der giver det fundament, som forståelsen bygger på.

Hele klassen går glip af den gensidige forståelse, der kan komme ud af, at alle elever - uden undtagelse - er med, når de skal lære om islam, jødedom og andre religioner.

Væk med kristendomsfagets særstatus
Derfor bør faget kristendomskundskab ændres til religion og fritagelsesparagraffen fjernes. Skolen skal give alle elever fortrolighed med og kendskab til kulturer, historier, religioner og livsanskuelser. Præcist som det kræves i formålsparagraffen.

Eleverne skal være fælles om oplevelsen, når klassen besøger den lokale kirke i julemåneden. Alle elever skal kunne forstå, hvorfor flertallet i Italien anser det for rimeligt, at der hænger et kors i de fleste klasselokaler. Ligesom alle elever skal kunne forstå, hvorfor muslimerne holder ramadan.

De skal alle kunne indgå i en dialog, hvor de kan lytte åbent og argumentere begrundet, fordi de er fortrolige med hinandens kulturelle og religiøse rødder. Det forhindrer fritagelsesparagraffen og kristendomsfagets særstatus.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thorkild Thejsen

Journalist, Lærerprofession.dk, fhv. chefredaktør, fagbladet Folkeskolen, fhv. formand, Dansk Fagpresse
cand.pæd. (Danmarks Pædagogiske Universitet 1990), lærer (Esbjerg Seminarium 1967)

0:000:00