Kundskaber og færdigheder er ikke et nulsumsspil, hvor mere praksiserfaring kræver mindre teori

Bogen giver især indblik i, at når Arne Jacobsen designede møbler, kombinerede han en dyb indsigt i design- og arkitekturteori og –historie med en lige så stor respekt for og viden om det praktiske håndværk. Møblerne blev designet med gipsmodeller i fuld størrelse, som blev forfinet med file og sandpapir, indtil de var ”rigtige”, det vil sige kombinerede skønhed med respekt for kroppen og de menneskelige behov.

Han samarbejdede med Fritz Hansen, som i 1930’erne havde udviklet sig fra møbelværksted til en teknisk avanceret designvirksomhed. Og han inddrog de mest moderne materialer, herunder formstøbt polystyren, et på det tidspunkt helt nyt, syntetisk opskummet kunststof. Arne Jacobsen pegede ikke tilbage mod det gammeldags håndværk, men frem imod en verden, hvor avanceret teori, industriel produktion og dybe håndværksfærdigheder sættes i spil med hinanden.

Selv om der er god grund til at tage fagenes eksisterende læreplaner op til gennemsyn, er det er med andre ord ikke rigtigt, at de alle sammen er teoritunge og praksisfjerne

Lars Qvortrup og Karen Wistoft
Hhv. professor emeritus og professor mso, DPU, Aarhus Universitet

At understøtte disse idealer må være kerneopgaven for praksisfaglighed.

Det skal komme til udtryk i undervisningen. Når eleverne pisker æggehvider i madkundskabsundervisningen, er det vigtigt, at de får mulighed for at eksperimentere med håndværket: Hvis vi pisker på én måde, får vi ét resultat, gør vi det anderledes, bliver hviderne mere stive og luftige. Hvis vi pisker dem med sukker, bliver de klistrede.

Men først ved at besvare spørgsmålene om, hvorfor æggehvider stivner ved piskning, hvad der sker, hvis man tilsætter lidt sukker, varmer massen op eller pisker med et andet redskab, kan eleverne overskride den kopierende praksis. Omvendt er der ikke noget så godt for den teoretiske undervisning, eksempelvis om viskositet eller om molekyleteori, som at kunne demonstrere den i praksis: ”Se her. Det er ikke bare teori og molekyler. Det er også virkelighed!”

Retningen for undervisningen sættes af læreplanerne. Læser man læreplanen for Madkundskab, falder det i øjnene, at eleverne både skal opnå praktiske færdigheder og kunne eksperimentere med disse færdigheder. At de skal kunne foretage kritisk reflekterede madvalg på baggrund af viden om mad, fødevarer, madlavning og måltider med videre.

Og at de ifølge fagformålets stk. 2 skal ”udvikle selvværd, fantasi, madlavningsglæde og erkendelse… og lære at forbinde viden med lyst og handling i en forpligtigende praksis… og opleve værdien af et fællesskab omkring måltider”, det vil sige skal inddrage teoretiske kundskaber i en praksis, der overskrider sig selv.

Selv om der er god grund til at tage fagenes eksisterende læreplaner op til gennemsyn, revision og forenkling, er det er med andre ord ikke rigtigt, at de alle sammen er teoritunge og praksisfjerne.

En af konsekvenserne af det stigende fokus på praksisfaglighed er, at den teoribaserede refleksion skal ind i praksislokalet, eksempelvis i musik- eller madkundskabslokalet, så læreren sammen med eleverne kan reflektere over det, de gør.

Faciliteterne skal understøtte idealerne: I stedet for at gennemføre undervisningen i madkundskab i henholdsvis undervisningslokalet og skolekøkkenet, skal man indrette laboratorier for madkundskab, hvor teori og praksis kombineres.

En af konsekvenserne af det stigende fokus på praksisfaglighed er, at den teoribaserede refleksion skal ind i praksislokalet

Lars Qvortrup og Karen Wistoft
Hhv. professor emeritus og professor mso, DPU, Aarhus Universitet

Det er kun i kraft af kendskabet til de bagvedliggende principper, at det tekniske håndelag kan overskride imitationen, og man kan sikre ”mental growth”, understregede allerede John Dewey, den amerikanske filosof og uddannelsesteoretiker, i sin berømte artikel fra 1904 om forholdet mellem teori og praksis i læreruddannelsen.

Madkundskabslokalet skal ikke være et køkken, hvor eleverne tilegner sig færdigheder ved at kopiere læreren, men skal være et laboratorium, hvor eleverne både arbejder med teknikker og redskaber, tilegner sig færdigheder og reflekterer over dem: Ved hjælp af whiteboard og undervisningsmateriale forklarer læreren, hvorfor æggehvider stivner ved piskning, samtidig med at eleverne eksperimenterer med håndmixeren.

At eleven kan kombinere viden og færdigheder i en reflekteret praksis skal dokumenteres i prøven i madkundskab. Naturligvis er det vigtigt, at eleven kan lave en cremet og velsmagende bearnaisesauce. Men hun skal også kunne forklare, hvad hun gør og hvorfor hun gør det, ikke for at ”teoretisere” eller ”akademisere” faget, men for at kunne dokumentere, at hun er i stand til at reflektere over det, hun gør, for dermed at kunne bruge sine færdigheder i andre sammenhænge og overskride sin egen praksis.

Sidst men ikke mindst kræver store ambitioner om praksisfaglighed stærke lærerkvalifikationer. Derfor må det være en højt prioriteret målsætning at udvikle grundprincipperne for det, man kunne kalde praksisfagdidaktik, det vil sige læren om praksisfaglig undervisning og læring.

Naturligvis skal det ikke ske i et lukket forskerlokale, men i et tæt samspil mellem teori og praksis, eksempelvis, som reformkommissionen har foreslået, i klyngemodeller, hvor forskere og praktikere arbejder sammen. For også her har idealet om praksisfaglighed gyldighed.