Pædagog: Det er børnene, der betaler prisen, hvis Tesfaye render fra aftalen om senere skolestart

Når Mattias Tesfaye (S) lægger an til at rende fra aftalen om senere skolestart, fortsætter han en politisk zigzag-kurs, der sætter økonomien højere end barnets skolesucces, skriver Kasper Bøgh Larsen.

Lige nu fungerer systemet for eksempel sådan i København, at det er op til den enkelte skoleleder på den givne distriktskole at foretage vurderingen. Det er en fuldstændig håbløs model, skriver Kasper Bøgh Larsen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kasper Bøgh Larsen

Pædagog

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Spørgsmålet om, hvornår et barn er skoleparat, og hvis rolle det egentlig er at foretage den vurdering, har bølget frem og tilbage i den børnepolitiske debat i alle de år, hvor jeg har arbejdet som børnehavepædagog.

Når jeg hvert år har forældresamtaler om skoleparathed, er det mere reglen end undtagelsen, at vi har et enkelt barn eller to, der ville have stor glæde af et ekstra år i børnehaven. Det kan både være for at styrke de sociale eller personlige kompetencer, som gør dem i stand til at begynde i grundskolen.

I mine samtaler med børnenes forældre, vender jeg ofte tilbage til noget, jeg lærte tidligt i mit arbejdsliv: at et barn aldrig tager skade af at vente et år med at starte i skole, men at det modsatte godt kan være tilfældet.

Det er et billede, som også er blevet brugt af mange politikere i årenes løb. Heriblandt Pernille Rosenkrantz-Theil (S), da hun sad som børne- og undervisningsminister sidste år og lovede at afsætte 200 millioner til muligheden for senere skolestart.

Men nu står vi så her, ikke engang et år senere, og hører den nye børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S), udtale, at disse penge ikke er sikret alligevel.

Det er uholdbart for både pædagoger, forældre og ikke mindst børnene. Derfor er det på tide, at politikerne tager deres ansvar alvorligt og definerer nogle tydelige rammer for processen, der har fokus på barnets tarv.

Der er grundlæggende noget usundt i en model, hvor pengene følger børnene, og hvor der kan være økonomiske interesser i at sende dem videre
Kasper Bøgh Larsen
Pædagog

En håbløs model

Lige nu fungerer systemet for eksempel sådan i København, at det er op til den enkelte skoleleder på den givne distriktskole at foretage vurderingen. Det vil sige, at beslutningen ligger i hænderne på en skoleleder, der aldrig nogensinde har mødt det barn, som de skal godkende som skoleparat eller ej.

Børnehavepædagogernes vurderinger om eksempelvis modenhed kan ganskevist tages med i betragtning, men i sidste ende har det intet at sige, hvis den pågældende skoleleder ser anderledes på det.

Det er en fuldstændig håbløs model. Jeg har endda oplevet, at et forældrepar havde skrevet deres barn op til privatskole, men ønskede at udsætte skolestarten et år, fordi de i samråd med os pædagoger vurderede, at det ville være bedst at give barnet et år mere i børnehaven. Her skulle beslutningen træffes af skolelederen på distriktsskolen.

Ja, du læste rigtigt. Ikke skolelederen på den privatskole, barnet skulle gå i, men skolelederen på den kommunale folkeskole tilknyttet distriktet.

Personligt har jeg heldigvis altid oplevet skolelederne som lydhøre og fornuftige. Men der er grundlæggende noget usundt i en model, hvor pengene følger børnene, og hvor der kan være økonomiske interesser i at sende dem videre i skolesystemet i stedet for at give dem det ekstra år, der i sidste ende kan gøre en enorm forskel for det enkelte barns udvikling.

Den sikre vej til mislykket inklusion

KL har de seneste måneder problematiseret, at flere børn er i specialtilbud. Herfra lyder argumentet, at det skader målet om inklusion i folkeskolen.

Læs også

Efter 10 år med inklusionslov: Besparelsen er væk, og børnene er tilbage i specialtilbud

Men hvis den bekymring er reel, er det jo helt skævt at gøre det sværere at udskyde skolestarten for de børn, der har brug for det.

Det er netop i alles interesse og inklusionens navn, at alle børn starter deres skoleliv med de samme muligheder og forudsætninger. Både så vi ikke har nogle børn der skal halse efter deres klassekammerater hele deres skoletid, men også for at give skolerne mulighed for at skabe en ligeværdig undervisning, hvor det enkelte barn kan føle sig set og beriget.

Når det så er sagt, så har jeg altid haft et lidt ambivalent forhold til inklusionsbegrebet. På den ene side er den inkluderende tanke en af grundpillerne i pædagogfaget, uagtet om det ses fra et teoretisk eller politisk perspektiv. At arbejde med fællesskabet er en af de vigtigste funktioner i min hverdag som pædagog, fordi jeg ved, at det at føle, at man hører til, og at man bidrager, er essentielt for et godt voksenliv.

På den anden side har inklusionsoverskriften på pædagogernes faglige virke desværre affødt nogle politiske beslutninger, der er langt fra at være inkluderende.

Drop de vage argumenter

I de fleste kommuner er støttemulighederne til børn med særlige behov er blevet minimeret til stort set ingenting, hvis de da ikke er helt fjernet, både i daginstitutioner og grundskolen.

Hvis vi, som pædagoger, skal have mulighed for at klæde de kommende skolebørn ordentligt på, nytter det ikke noget, at man fratager børnene muligheden for at blive "færdigbagt" i børnehaven
Kasper Bøgh Larsen
Pædagog

Argumenterne for disse besparelser har altid været vage. Men et argument, jeg har hørt flere gange, er, at børnene har brug for at være en del af det store fællesskab, og at de risikerer at føle sig ekskluderet ved at skille sig ud grundet særlig støtte. Men virkeligheden er bare en anden.

Så hvis vi, som pædagoger, skal have mulighed for at klæde de kommende skolebørn ordentligt på, nytter det ikke noget, at man fratager børnene muligheden for at blive "færdigbagt" i børnehaven, som min tidligere kollega altid formulerede det.

Vi pædagoger vil hellere end gerne gøre vores for at inkludere og styrke børnene inden skolestart, men forudsætningerne er nødt til at være i orden. Så lad nu os og forældrene om at vurdere, om et barn er skoleparat eller ej uden at kigge på det med et økonomisk øje.

For er der noget, der ikke kan sættes en pris på, så er det den værdi, som et godt skoleliv fører med sig for hvert enkelt barn og samfundet som helhed.

Politik har aldrig været vigtigere