Takket været hvide og ressourcestærke forældre, møder nye elever ind på gymnasier, de ikke vil gå på

”Tillykke med at kunne få Katten”. Sådan skrev en af mine gode venner til mig midt i juni, efter jeg har fået svar på, hvilken ungdomsuddannelse jeg skal starte på efter sommer. Tonen virker skør, når man tænker på, at beskeden egentlig skulle fungere som en lykønskning, men i virkeligheden forstår jeg den godt. For mens jeg hen over sommeren kan gå og se frem til at starte på et af Odenses mest søgte gymnasier, har næsten halvdelen af ansøgerne til ”Katten” ikke fået en plads.

Jeg er født og opvokset i Odense, og siden jeg var helt lille, har mine klassekammerater og jeg snakket om at tage en STX på Odense Katedralskole. Udover at vi alle sammen fejlagtigt troede, at en gymnasial STX-uddannelse var den eneste vej frem i livet, så fravalgte vi også alle sammen det lokale gymnasie, der ligger i udkanten af det socialt udsatte boligområde Vollsmose.

Mens hvide, ressourcestærke over-middelklasses familier danser lykkeligt på aftalens grav, står der lige nu flere tusinde elever landet over i sorg

Marie Holt Hermansen

Et problem, den tidligere S-regering ville tage et opgør med ved at gennemføre den meget omdiskuterede elevfordelingsaftale. En aftale, der efter folketingsvalget i november 2022 endegyldigt blev lagt til hvile, død og begravet. Og mens hvide, ressourcestærke over-middelklasses familier danser lykkeligt på aftalens grav, står der lige nu flere tusinde elever landet over i sorg over at skulle gå på et gymnasie, der endnu ikke har fået lov til at leve op til sit fulde potentiale.

Jeg ville være vred, hvis det altså ikke lige var fordi, jeg var så flov over selv at falde inden for gruppen af kommende gymnasieelever, der søgte mod bygymnasiet, selvom jeg snildt kunne have båret noget socialt ansvar på mine skuldre. Men netop dét er jo sagens kerne. Lige meget hvor dybt jeg bekymrer mig om at bryde den sociale arv og sikre gode uddannelsesinstitutioner, kan jeg simpelthen ikke være alene om at løfte i flok.

Derfor var jeg også glad for, at man med elevfordelingsaftalen ville give os unge et venligt puf i ryggen og hjælpe os til at kigge hinanden i øjnene og lægge vores fordomme på hylden.

For lad os være ærlige. Jeg er ikke den eneste, der valgte som jeg gjorde. Hele grunden til, at så mange både unge og gamle var imod aftalen, handler om, at vi alle sammen ønsker forandring, samtidig med at vi tænker ”bare ikke lige mig”. Den tankegang er meget menneskelig, og den kommer ikke til at ændre sig, medmindre man politisk beslutter sig for at guide os unge mennesker i den rigtige retning.

Lige meget hvor dybt jeg bekymrer mig om at bryde den sociale arv og sikre gode uddannelsesinstitutioner, kan jeg simpelthen ikke være alene om at løfte i flok

Marie Holt Hermansen

Derfor er det heller ikke mit ønske at udskamme de unge mennesker, der modigt stod frem og kæmpede for det uddannelsessystem, de selv brændende tror på. Men jeg synes, vi bliver nødt til at vende tilbage til et af de vigtigste spørgsmål, vi har stillet os selv i uddannelsesdebatten de seneste år. Hvad er det, der motiverer os unge til at træffe de valg, vi træffer?

Det er alment kendt, at vores forældre er nogle af dem, der har størst indflydelse på os unges uddannelsesvalg, ligesom vores venners valg også betyder meget. Så når vennerne har snakket om at skulle på Katedralskolen og tage en STX siden 1. klasse, samtidig med at mange forældre bekræfter deres børn i, at det altså er vildt uretfærdigt, at de skal møde unge fra andre sociale klasser, så forstår jeg godt, at valget ikke umiddelbart falder ud til statistikkernes fordel.

I mine øjne bliver vi nødt til at erkende, at vi har brug for et loft over, hvor mange elever med social udsat baggrund, der er kapacitet til på et gymnasie. For når det på mit kommende gymnasie var syv procent af ansøgerne, der havde ikke-vestlig baggrund, mens det tal på nabogymnasiet var 39 procent, har vi et klart problem.

Her mener jeg ikke kun, vi svigter mindretallet, men i virkeligheden alle eleverne. For på tværs af etnisk baggrund finder du unge, der enten har brug for at bryde den sociale arv eller få udvidet deres horisont. Ingen af delene lykkes vi med nu.

Jeg glæder mig til at starte på gymnasiet. Til at møde en masse nye mennesker og påbegynde de år, nogle kalder for de bedste i deres liv. Men jeg er også bekymret for, at vi aldrig får taget et opgør med nogle af de strukturelle problemer, der er med elevsammensætningerne på tværs af hele uddannelsessektoren.

Vi vil gerne snakke om koranafbrændinger og mobilforbud, men lige så snart, det kommer en lille smule tæt på, er vi ikke klar til at tale ordentligt med hinanden om, hvordan vi løser nogle af samfundets vigtigste problemer.

Marie Holt Hermansen

Vi vil gerne snakke om koranafbrændinger og mobilforbud, men lige så snart, det kommer en lille smule tæt på, er vi ikke klar til at tale ordentligt med hinanden om, hvordan vi løser nogle af samfundets vigtigste problemer. Jeg håber, vi kan bruge denne her aftales historie og alt for tidlige død som et eksempel på, hvad der sker, når vores politikere er modige, og vores befolkning berøringsangst.

For i stedet for at slå en fed streg under, at man netop er klar til at tage ”Ansvar for Danmark,” bukkede regeringen under for presset og rullede aftalen tilbage.

Det her debatindlæg er en påmindelse til regeringen. Til alle de forældre, der var sure i Facebook-kommentarsporene. Til alle dem, der stadigvæk tror, det var en sejr for ungdommen, at aftalen blev lagt på hylden. En påmindelse om, at den årgang af glade gymnasieelever, der ved sommerferiens afslutning skulle have mødt ind til balancerede elevgrupper, der havde gode ressourcer, i stedet kommer til at skulle møde ind på gymnasier, de alligevel ikke havde lyst til at gå på, og som ingen udsigt har til at blive bedre.

Jeg svarede aldrig min ven, for jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle skrive.