Ugens profil: Jimmy Burnett Nielsen

Hvilken uddannelse ville du tage, hvis du skulle gøre det hele om?
Det er meget, meget svært at sige, men jeg har tre bud, som peger i vidt forskellige retninger, men hvor det for alle tre gælder, at de både får mit hjerte til at banke meget højt og min hjerne til at gå amok. Enten Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet, eller Assyriologi fra Københavns Universitet, eller Teknoantropologi ved Aalborg Universitet.

Dog kan jeg ikke forestille mig ikke at have læst Musikvidenskab, for det er et helt fantastisk studie, der på en gang er både super abstrakt og super konkret.

Det ene øjeblik sidder man dybt nede i harmoniske analyser af forspillet til Wagners Tristan og Isolde, og i det næste øjeblik skal man lede et kor eller et ensemble, hvor det håndværksmæssige og det relationelle skal spille sammen for at skabe en helhed i et samarbejde med andre mennesker. Kunne ikke have levet uden de år på Musikvidenskabeligt Institut.

Hvad har du brugt mest arbejdstid på det seneste år? 
Det ville nok være banalt at sige Corona, men netop pandemien er som meteoren, der er på vej. Det er et vilkår -  du kan ikke diskutere med den -  du skal handle.

I evolutionen er det altid den organisme, der har en plan B, der overlever. I min verden, hvor man har ansvaret for en organisation med over 1000 mennesker - fra eleverne til de voksne i hvis varetægt de er, er det som filosoffen Anders Fogh Jensen skriver: Organiser jer eller dø!

Og det skal gå hurtigt og alle skal med. Det her er en af de største organisationsændringer i min tid. Og det er gået forbavsende godt. Det kunne lade sig gøre.

Man kan godt sammenligne med vaccine-situationen for et år siden. Der hed det sig, at det ville tage mindst tre år at udvikle en vaccine mod Covid-19. Men så melder virkeligheden sig, og vupti, så er der mindst tre bud på en vaccine på under et år.

Hvis skoleverdenen skulle have planlagt en så omkalfatrende overgang til undervisning over nettet, ville det have taget flere år.

Set med ja-hatten på - den meget store ja-hat, så har coronaen været et ufrivilligt moonshot project, et organisationsudviklingsprojekt på speed, for det uddannelsesverdenen har præsteret på meget, meget kort tid, ville i ”fredstid” have taget mange år. Men vi gjorde det.

Jeg kunne have valgt at beskrive de meget negative konsekvenser af Coronaen, som har fyldt utroligt meget det seneste år, men jeg mener, at de positive effekter af en krise er vigtige, for det er som oftest kriserne i menneskehedens historie, der har flyttet os alle videre på godt og på ondt.

Hvad kommer du til at bruge mest arbejdstid på det næste år?
Udvikling af skolen, ingen tvivl om det. Herunder at få integreret alt det positive vi har lært som organisation under nedlukningen. Det drejer sig både om pædagogik, didaktik og organisering af det, der er kerneydelsen for en skole som vores.

Beskriv din stilling med én sætning:
Leder af en skole for de 5-årige, som lige så godt kunne være i børnehave, til de 19-årige, som lige så godt kunne være på vej til Afghanistan i uniform.

Hvad ville du ønske, der var mere uddannelsespolitisk fokus på?
Vi bør konstant søge at finde svar på spørgsmålet: Hvad er skole? Vi tager for givet, hvad skole er for en størrelse.

Det er næsten som at være sneblind. Der er ”skole” over det hele, og når vi vil justere, er det som at flytte et par bunker sne, som er i vejen eller pløje en gangsti gennem driverne.

Men det store spørgsmål om, hvad det er, vi har med at gøre, kommer vi sjældent ind på.

På parodiens overdrev og på den lidt onde og lidt sjove måde er det engang blevet sagt, at skole er et sted børn og unge møder ind hver morgen for at se voksne arbejde. Det er det naturligvis ikke, og sådan ville jeg aldrig beskrive min dagligdag.

Min pointe er, at vi er blinde over for de strukturer, vi lever i.

Jeg kunne også vende den om og spørge, hvis skolen som vi kender den i dag er svaret, hvad var så spørgsmålet? Men Don’t get me started! Her kunne jeg blive ved i timevis.

Hvem i den danske uddannelsesverden fortjener et ekstra stort skulderklap?
For de fleste der vælger lærergerningen, er relationen til dem man underviser helt central for ens virke.

Så et kæmpe, kæmpe skulderklap til alle de undervisere, uanset skole og institution, der har overført deres begejstring for det at undervise i den fysiske verden til de digitale platforme.

I fremtiden kommer vi til at arbejde med både virtuel og analog undervisning, ingen tvivl om det, for vi har lært utrolig meget over det sidste år, og alt det gode skal vi fortsætte med at udvikle.

Hvad kommer til at fylde meget mere i uddannelsesdebatten i de kommende år?
Vi vil stadig fokusere på, hvordan vi får flere unge til at tage uddannelser, hvor krop og hjerne spiller sammen.

Vi skal have langt flere unge igennem håndværksuddannelser. Det skal vi fokusere på, meget endda.

Håndværk i videst mulig forstand skal rehabiliteres i uddannelsessystemet. Aller bedst ville det være, hvis det var teknologi -  igen i videst mulige forstand, der blev dagsordensættende, for det ville inddrage alle fag.

Vi skal huske på, at alfabetet er det, vi kalder en kognitiv teknologi. En teknologi, der gør det muligt for os at lagre viden uden for hjernen og derved kunne forstå vores verden langt dybere, end vi som biologiske væsener er udstyret til fra naturens side.

Som jeg ser det, har vi i hele uddannelsessystemet adskilt hjernen fra resten af kroppen, især hænderne. Vi har glemt at, vi er taktile individer, og at det er gennem vores hænder, at homo sapiens har evnet at manipulere sin verden og derved skabe den teknologi, der har gjort os til dem, vi er i dag.

Vi lever nu i en civilisation og ikke på en savanne. Jeg ved, hvad det vil sige at have en håndværksmæssig uddannelse, forstået som det at kunne koordinere hænder og hjerne på højt niveau.

Da jeg var syv år gammel, satte min far mig ned ved vores Hindsberg flygel og fortalte mig, at nu skulle jeg lære at spille klaver. Og 10 år senere var jeg udlært.