Unge uden for normalen bliver konsekvent overset i debatten om digitale medier

Når vi diskuterer børn og unges digitale liv, er der en udpræget tendens til, at vi gør det med udgangspunkt i en forestilling om en homogen ungdomsgeneration. Disse forestillede unge lever gennemsnitlige liv med gennemsnitlige mediebrugsmønstre og med gennemsnitlige risikoprofiler.

Det samme gælder, når vi som forskere undersøger børn og unges mediebrug, hvor vi ofte rekrutterer deltagere til vores undersøgelser gennem folkeskoler, gymnasier og velvillige forældre, der har tid og ressourcer til at melde deres børn til at deltage i spørgeskemaundersøgelser og interviews.

Det betyder, at der er mange børn og unge, som vi sjældnere taler med eller forholder os til, og at vi derfor ved mindre om, hvilken betydning digitale medier har i deres liv – på godt og ondt.

I midten af september afholdt Red Barnet en konference om unge i sårbare positioner og deres trivsel i en digitaliseret hverdag. Konferencen havde et bredt fokus på forskellige grupper af unge: Unge med kognitive udviklingshandicaps, unge i risiko for selvskade, anbragte unge, unge med autisme med flere. På scenen deltog blandt andet fagpersoner fra psykiatrien, fra politiet, og fra opholdssteder og ikke mindst pårørende samt de unge selv.

Eksempelvis fortalte to unge kvinder med kognitive udviklingshandicaps reflekteret og åbenhjertigt om, hvordan de havde brug for hjælp og støtte fra deres forældre og pædagogerne på deres bosted for at kunne aflæse og anvende digitale kommunikationsformer som chatbeskeder og emojis, som ellers var en udfordring for dem.

Unge i sårbare og udsatte positioner er systematisk underrepræsenterede i vores fælles samtale om digitale medier og i forskning om emnet.

Stine Liv Johansen
Lektor, Aarhus Universitet

Red Barnet havde op til konferencen fået udarbejdet en spørgeskemaundersøgelse blandt samme målgruppe, som viste, at unge med kognitive funktionsnedsættelser anvender sociale medier i samme omfang som en repræsentativ referencegruppe af unge mellem 13 og 17 år, men at de oftere udsættes for ubehagelige oplevelser, når de er online.

Til gengæld søger de også oftere hjælp hos voksne (forældre eller lærere/pædagoger), når det sker. Undersøgelsen viste også, at gruppen i vidt omfang oplever deres brug af sociale medier som noget positivt, fordi det er herigennem, at de holder kontakt med venner og familie, søger viden eller dyrker deres interesser.

"Sådan en konference havde vi ikke haft for bare et par år siden" sagde en af deltagerne i konferencen efterfølgende, og det er der nok en pointe i. For børn og unge i sårbare og udsatte positioner er systematisk underrepræsenterede i både vores fælles samtale om digitale medier og i forskning om emnet.

Der er tale om det, forskere har kaldt 'dobbelt diskrimination', hvor børn og unge generelt og børn og unge i sårbare og udsatte positioner specifikt sjældent bliver spurgt og dermed sjældent bliver lyttet til.

Men det er der al mulig grund til. Et eksempel, der blev diskuteret på konferencen, handlede om unge i risiko for selvskade.