Lad folket fortælle om udviklingsarbejdet

Af Susanne Volqvartz
Forkvinde i CISU

Opbakningen til den danske udviklingsbistand er faldende, og det får Altinget.dk til at spørge: ”Er det tid til en ny fortælling om dansk udviklingsbistand?”. Mit umiddelbare svar til det spørgsmål er: Nej!

Der er ikke brug for én ny fortælling, men mange nye fortællinger. Den tid, hvor man kunne nå den danske befolkning igennem massemedier og ensartede budskaber om godhed, hjælp og solidaritet til verdens svageste, er forbi.

For det første er der mange forskellige modeller for god udviklingsbistand, og der er mange politiske svar. Det kan vi ikke lave om på. For det andet er målgrupperne alt for forskellige til, at man kan kommunikere med dem som en ensartet gruppe.

Altinget.dk har inviteret til debat om den faldende opbakning og følgende bekymring hos politikere, og CISU hilser denne debat velkommen som et særdeles nyttigt indspark i den proces, der er nødvendig for at bringe den danske befolkning ind i udviklingsdebatten.

Kendskab giver støtte
Et udgangspunkt for at få støtte til noget er, at der er kendskab til det. Når der er kendskab, kan vi begynde at arbejde med at få støtte.

Den tid, hvor man kunne nå den danske befolkning igennem massemedier og ensartede budskaber om godhed, hjælp og solidaritet til verdens svageste, er forbi.

Susanne Volqvartz
Forkvinde i CISU

Det er kendt stof for os i foreninger, der lever af støtte fra befolkningen. Og den årlige kendskabsanalyse fra AIM bliver studeret indgående for at se, om det er lykkedes at udbrede kendskabet med årets indsatser.

Mange af os har forsømt denne helt banale indsats for at skabe kendskab til udviklingsarbejdet, måske på grund af en Danida-beslutning om ikke at støtte sådanne aktiviteter fra 2005.

Men Danida-beslutning eller ej har vi som aktører både en interesse i og forpligtigelse til at informere om vores arbejde og indgå i den politiske debat for dermed at sikre kendskabet til arbejdet og på sigt herefter opbakning.

Strategisk indsats
I arbejdet med at kommunikere har vi måske haft for stor fokus på projekter og effekt frem for at se på inddragelse af Syd og på, hvordan vi styrker engagementet i Danmark.

I Danmark har vi en komparativ fordel, som det hedder i bistandssproget, for at komme ud til de myriader af målgrupper, vi skal nå for at sikre kendskab. Vi har en foreningskultur, der sikrer, at store foreninger med fokus på udvikling kan inddrage frivillige fra vidt forskellige grupper og samfundslag, at foreninger, store og små, der arbejder med formål i Danmark, også kan lade deres ekspertise komme udviklingslandene til gode.

Endeligt har vi har en mangfoldighed af græsrodsorganisationer og foreninger, der arbejder for forskellige sager og målgrupper. Alene i CISU har vi 285 foreningsmedlemmer. Hvis vi alle for alvor beslutter os for, at vi vil kommunikere, og gør det til en del af vores strategi, kan vi nå utroligt langt med at skabe det nødvendige kendskab.

Vores netværk er nøglen
Vi kan på bedste grundtvigske manér engagere folket til at kommunikere med folket. Ved at bruge vores netværk, kan vi række langt ud af egne rækker og fortælle historierne om udviklingsarbejde i sportsforeninger, til skoler, naboer og venner.

Den tid, hvor vi lever på nåde af store trykte eller elektroniske medier, er forbi. De nye sociale medier kan bringe os helt ind i stuen, bussen eller supermarkedskøen, hvor vores forskellige medlemmer og støtter modtager information, og vi kan næsten gratis engagere dem som modtagere af viden, støtter eller ambassadører og aktivister. Det handler om at komme i gang, at satse for alvor og prioritere indsatsen.

I mit næste indlæg vil jeg fortælle om, hvordan vi kan investere i kommunikation, og hvad vi kan opnå ved det.