Uffe Torm
Ngo-konsulent

Dertil kommer, at formuleringen af nye udviklingsmål og nye klimamål risikerer at komme i konflikt med hinanden. Hvis opfyldelsen af nye udviklingsmål afhænger af kortsigtet økonomisk vækst, som fortsat vil påvirke klimaet negativt, vil klimatruslerne blot vokse sig større.

Uffe Torm
NGO konsulent

Hvad bringer det nye år? Det er et spørgsmål, som mange stiller sig ved nytårstid både privat, på jobbet eller på de områder, som man interesserer sig for. Desuden er det tiden for nytårsforsætter.

Ser vi på den globale udvikling, er der især to begivenheder i 2015, som rummer politisk potentiale til markant at kunne præge de globale udviklingstendenser i de kommende år. Den ene er FN’s 70. generalforsamling i efteråret. Den anden er den årlige internationale klimakonference i Paris i december.

Dansker kan sikre nye, globale udviklingsmål
FN’s generalforsamling vedtog i år 2000 otte meget konkrete udviklingsmål med henblik på at halvere fattigdommen i verden i 2015. Overordnet ser det ud til at lykkes takket være ikke mindst Kinas indsats for at reducere fattigdommen i landet. Men ikke alle delmål især på sundhedsområdet og om kønsmæssig ligestilling vil blive opfyldt trods gode fremskridt. FN har derfor igangsat en proces, der skal lede frem til vedtagelse af nye udviklingsmål for de næste 15 år på generalforsamlingen i New York i efteråret 2015.

FN’s generalsekretær fremlagde i december en rapport, der indeholder ikke mindre end 17 traditionelle og helt nye udviklingsmål. De nye mål gælder bekæmpelse af negative klimaforandringer, fremme af mere bæredygtig produktion og forbrug, fremme af demokrati, menneskerettigheder samt reduktion af ulighed i og mellem landene. De traditionelle mål handler om fortsat bekæmpelse af fattigdom, sult, sygdomme, uvidenhed og fremme af ligestilling mellem kønnene. Udfordringen med de nye mål er at gøre dem både konkrete, operationelle og målbare, hvilket har givet 2015-målene politisk og folkelig gennemslagskraft.

Folketinget formand Mogens Lykketoft forventes valgt som formand for FN’s generalforsamling i 2015/16. Det bliver således under hans ledelse, at de nye globale udviklingsmål skal vedtages. Hans konkrete indflydelse på udformningen af de enkelte mål vil sandsynligvis være beskeden, da forarbejdet allerede er gjort. Men hans evne til at formidle forståelse og samarbejde på tværs af politiske, geografiske, kulturelle og religiøse grænser vil være afgørende for, om det lykkes at skabe den i FN så altafgørende konsensus.

Kan dansk fiasko afløses af fransk succes?
Forud for klimakonferencen (COP15) i København i december 2009 var der – i alt fald i Danmark – stor optimisme omkring den rolle, som Danmark kunne spille i de internationale klimaforhandlinger. Det skyldes dels værtskabet, dels Danmarks rolle som foregangsland inden for udvikling af grøn teknologi, især vindenergi, og dels, at klimakommissæren i EU, Connie Hedegaard var dansk. Men bl.a. på grund af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussens noget ubehjælpsomme ledelse af de afgørende forhandlinger endte konferencen desværre uden konkrete resultater.

Siden har der hvert år været holdt klimatopmøder, senest COP 20 i Lima, Peru i december 2014. På disse konferencer er der hidtil kun blevet opnået begrænsede og i det store hele uforpligtende resultater. Men siden København har sigtet hele tiden været rettet mod COP 21 i Paris i december 2015. Her skulle en ny og bindende international klimaaftale gerne kunne vedtages til afløsning af Kyoto-aftalen fra 1997, så den nye aftale kan træde i kraft senest i 2020, hvor den to gange forlængede Kyoto-aftale udløber.

I december 2015 kan Lars Løkke Rasmussen være tilbage i Statsministeriet. Connie Hedegaard er ikke længere klimakommissær i EU. Men hvis Lars Løkke Rasmussen vil, kan Connie Hedegaard alligevel komme til at spille en vigtig rolle i forhandlingerne i Paris som rådgiver for regeringen med det store netværk, hun har opbygget, den enorme erfaring, hun har erhvervet, og det klare engagement i klimaarbejdet, som hun så tydeligt har vist. På den måde kunne Danmark i Paris bidrage til at rette op på fiaskoen i København.

Afgørende med forpligtende mål for alle
Både i New York og i Paris vil det være helt afgørende for succes, at det lykkes at forpligte både rige og fattige lande på dels fælles, dels separate konkrete og bindende målsætninger for den globale udvikling.

Udviklingslandenes regeringer forpligtede sig på at forfølge 2015-målene. Men regeringerne i Nord blev ikke juridisk forpligtet til at yde den nødvendige økonomiske bistand hertil og gennemføre de påkrævede nationale og internationale politiske reformer. Bl.a. derfor bliver alle mål ikke opfyldt. I forberedelsen af de nye FN-mål er der lagt op til, at regeringerne i Nord skal forpligte sig både økonomisk og politisk på at bidrage aktivt til opfyldelsen heraf. Der er dog fortsat ikke enighed herom, idet både USA og EU stritter imod.

De internationale klimamål har hidtil primært været rettet mod industrilandene i Nord, når det gælder reduktion af udslip af drivhusgasser. Udviklingslandene i Syd er primært blevet set som ofre for de globale klimaændringer, selv om især Kina, Indien og Brasilien bidrager hertil. I EU’s oplæg til en ny international klimaaftale er der derfor lagt op til, at også regeringerne i Syd skal forpligte sig på konkrete skridt til imødegåelse af klimaforandringerne. Men især de store vækstøkonomier i Syd stritter fortsat imod.

Udviklingslandene insisterer derimod på, at industrilandene skal afgive bindene tilsagn på mindst 100 mia. dollars til at hjælpe dem med at modvirke konsekvenserne af klimaforandringer og tilpasse sig hertil. Det stritter både USA og EU imod. Det er imidlertid svært at se, hvordan udviklingslandene, hvoraf mange allerede er hårdere ramt af de igangværende klimaforandringer end de rige lande, skal kunne finansiere både en reduktion af deres egen udledning af drivhusgasser og en tilpasning til de allerede igangværende klimaforandringer, som underminerer millioner af menneskers eksistensgrundlag og skaber klimaflygtninge.

Konflikt mellem udviklingsmål og klimamål?
Dertil kommer, at formuleringen af nye udviklingsmål og nye klimamål risikerer at komme i konflikt med hinanden. Hvis opfyldelsen af nye udviklingsmål afhænger af kortsigtet økonomisk vækst, som fortsat vil påvirke klimaet negativt, vil klimatruslerne blot vokse sig større. Men hvis klimaforandringerne ikke bringes under kontrol, vil millioner af mennesker (måske igen) blive kastet ud i fattigdom. Derfor skal der lægges vægt på bæredygtige udviklingsmål, som kan opnås uden at sætte klodens fremtid over styr. Og derfor skal de nye klimamål kunne skabe nye rum for en inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst til gavn for alle.

Der er således helt nødvendigt at samtænke de to processer. Udfordringerne er stadig store - men ikke uoverstigelige, hvis vi kan fastholde et globalt perspektiv og opgive egne snævre og kortsigtede interesser. På både udviklings- og klimaområdet er tiden for længst løbet fra den utidssvarende opdeling i Nord-Syd. Vi er alle i Nord og i Syd, i Øst og i Vest medansvarlige for de kommende årtiers globale udvikling.

Forhåbentligt lykkes det derfor at finde sammen i et nyt, konstruktivt globalt samarbejde i New York og i Paris og enes om fælles, forpligtende og gensidigt understøttende og sammenhængende mål for afskaffelse af global fattigdom og for afbødning af de mest truende internationale klimaforandringer, som både kan ramme fattige og rige lande. Lad dette derfor være et fælles internationalt nytårsforsæt for 2015. For mislykkes det, kan vi i værste fald blive sat årtier tilbage i de internationale udviklingsbestræbelser.