Ulandsbistanden skal bekæmpe vold mod udsatte grupper

Af Steffen Jensen og Morten Lynge
Henv. professor (mso), Institut for Kultur og Globale Studier, AAU og programkoordinator, Plan Denmark

Vold og konflikt koster! Det koster i ødelagte livsgrundlag, i muligheden for at kunne se en fremtid, i samfunds sammenhængskraft og i menneskelig udvikling. Derfor er det også så bekræftende, at verdenssamfundet tager konflikt og vold alvorligt og har formuleret et udviklingsmål, der direkte adresserer det, nemlig mål nummer 16.

Tidligere var tanken ellers inden for megen udviklingstænkning, at vold og konflikt skyldtes skæv eller dårlig udvikling. Fix udvikling, og vi fikser konflikt. Den tror vi ikke meget på mere. Megen intervention de senere år har været bygget på tanken om, at vold og konflikt kræver selvstændig indsats. Der er de enormt dyre, militære interventioner selvfølgelig. Dem skal jeg ikke gøre mig klog på her!

Vold som en del af hverdagen
Jeg tænker i stedet på konflikter og vold, som er en del af hundrede af millioner af menneskers’ hverdagsliv. Denne vold er ofte usynlig, men ikke mindre destruktiv. Meget af volden er relateret til kriminalitet, men mindst lige så ofte er den relateret til opretholdelsen af lokal autoritet, og rigtig ofte er det faktisk statsvold i form af mishandling og visse gange endog tortur.

Hvis vi skal lykkes med de nye udviklingsmål generelt, er det afgørende, at vi løfter mål nummer 16 op som et bærende element i udviklingsbistand til verdens slumområder.

Steffen Jensen og Morten Lynge
Henv. professor (mso), Institut for Kultur og Globale Studier, AAU og programkoordinator, Plan Denmark

Denne foregår ikke kun i mørke kældre mod politiske aktive. I langt højere grad tager tortur og mishandling form som statens disciplinering af ’problematiske’ grupper – eller salot (skidt), som de hedder blandt filippinske politifolk. Tæsk, fængsling, ydmygelser og afpresning er hverdagskost for mange udsatte grupper.

Nogle af dem tænker ikke engang, at volden mod dem er forkert. Det kan være fattige, unge mænd, som beskyldes for kriminalitet; flygtninge, som anklages for at tage jobs; seksuelle minoriteter, som anses for at være en trussel mod den offentlige moral, eller som i Liberia oplevende fra Ebola, som anses for smittebærere. Alle påkalder de sig vrede, og alle er de legitime ofre for vold!

Manglen på tryghed er graverende
Op mod én milliard børn og unge vil vokse op i slumområder i 2030, anslås det af FN. Det betyder en opvækst, hvor der ofte er mangel på rent drikkevand og adgang til sanitet, og hvor befolkningstætheden er lige så høj som fattigdommen. Det er alment kendt og en del af begrundelsen for at lave udvikling.

Men manglen på tryghed og beskyttelse for børn og unge er faktisk ligeså graverende og et langt mere overset problem, også i forhold til prioritering af dansk udviklingsbistand. Koncentration af vold og overgreb i slummen er ofte dobbelt så høj som i resten af byen.

I en by som Cairo i Egypten bor op mod ni af byens 15 millioner indbyggere i slum. Her er det offentlige rum stort set umuligt for børn og unge kvinder at færdes i. Det skyldes både kriminelle elementer, som terroriserer de svage, og det skyldes lokale autoriteter – stat eller ikke stat – som udfører vold i en lokal morals tjeneste eller som led i økonomisk afpresning og korruption.

Det samme gør sig gældende i Johannesburg og i Istanbul, der som Cairo også tiltrækker store flygtningegrupper. De lever på samfundets absolutte kant og er bytte for en lang række voldelige netværk.

Og når fattige børn og unge fra slumkvarterer og flygtningegrupper udsættes for vold og overgreb, er der ingen steder at hente hjælp. Her er ingen rådgivning at søge, og det er nærmest umuligt at få en gerningsmand sigtet eller dømt – især ikke, hvis han eller hun (som oftest han) tilhører en lokal elite eller er en del af statsapparatet.

Mål nummer 16 som et bærende element
Hvis vi skal lykkes med de nye udviklingsmål generelt, er det afgørende, at vi løfter mål nummer 16 op som et bærende element i udviklingsbistand til verdens slumområder. Fredelige samfund med adgang til retfærdighed og ansvarlige myndigheder samt et stærkt civilsamfund er i den grad en mangelvare i verdens slumområder.

Det gør det utrolig vanskeligt at skabe trygge rammer for børn og unges opvækst. Hvis vi i Danmark ønsker en verden, hvor overgreb og vold ikke er en accepteret del af hverdagen for en fjerdedel af verdens børn og unge, må vi skubbe på for at skabe de institutioner, vi selv tager for givet, også i de områder, hvor det forekommer allersværest.