ADRA: Sammenkædning af udvikling og handel fjerner fokus

Af Lehnart Falk
Generalsekretær i ADRA Danmark

Diskussionen om sammenkædningen (eller –blandingen, alt efter temperament) af dansk udviklingsbistand og handel har nu gået et par indledende runder.

Flere bistandsorganisationer har allerede påpeget, at synergien mellem handel og udvikling ikke må gå ud over fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling.

Lehnart Falk
Generalsekretær, ADRA Danmark

Som bekendt skal bistandskroner ifølge finanslovsforslaget finansiere eksport-tiltag, som har en udviklingsvinkel – ”det dobbelte fokus”.

Hvordan, de skal spille sammen, er svært at få et klart billede af. Vi har ikke hørt så meget andet end gode intentioner og flink imødekommelse af de betænkeligheder, som udenrigsministeriet forestiller sig, at danske bistandsorganisationer eventuelt måtte have.

Dobbelt fokus slører billedet
Det er altid godt for os i NGO-verdenen at blive udfordret på vante forestillinger og finde nye måder at gøre tingene på. Det er provokerende på den fede måde – og også lidt angstprovokerende. Og man skal selvfølgelig ikke bare tage nej-hatten på og være sur for en sikkerheds skyld.

Men jeg vil stille spørgsmålstegn ved den måde at tænke handel og bistand, som udenrigsministeriet lægger op til. Flere bistandsorganisationer har allerede påpeget, at synergien mellem handel og udvikling ikke må gå ud over fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig udvikling.

Det er også rigtigt, at mange danske virksomheder besidder know-how og en vis social ansvarlighed, som gør dem egnede til udviklingssamarbejdet.

Jeg er selvfølgelig enig i, at vækst og arbejdspladser er vigtig i forhold til mange udviklingslandes høje arbejdsløshed og den ”unge-bombe”, som for eksempel tikker i Afrika. Men jeg tænker også, at det dobbelte fokus måske resulterer i et sløret billede.

Handel og udvikling er OK, hvis det hjælper i syd, men hvor meget skal det hjælpe Danmark? Hvis man med det nye handels- og udviklingsinitiativ (bemærk rækkefølgen) skaber 30 arbejdspladser i udviklingslandet, men 50 i Danmark – er projektet så en succes, fordi man har skabt arbejdspladser begge steder – eller en fiasko, fordi fordelingen er skæv? Eller er det en fiasko, hvis man har skabt arbejdspladser i syd men ikke i nord? Hvis arbejdspladserne ikke er til gavn for de fattigste, hvad så?

Støtte til at vågne
Man fornemmer en vis nervøsitet for, at danske virksomheder går glip af de voksende markeder i udviklingslandene – for eksempel nogle af de afrikanske ”løve-økonomier”.

Det står lige ud i den danske strategi for eksport og økonomisk diplomati, at i ”…udviklingslande med høje vækstrater, men hvor Danmark hidtil ikke har draget nytte af de stærke relationer, som årtiers udviklingsbistand har medført, vil der være en stærkere prioritering af både udvikling og handel”.

Erhvervslivet skal altså have statsstøtte til at vågne op til et vækstboom, som har spillet løs lige uden for de nedrullede gardiner i et stykke tid.

Måske har regeringen regnet sig frem til, at det er rent win-win, hvis erhvervslivet får lidt støtte, og at danskerne lettere accepterer udviklingsbistanden, hvis vi også får lidt ud af det. Ofte stiller befolkningen – helt relevant – spørgsmålet, om bistanden nytter og ”ender i de rigtige lommer”.

Udbyttet skal ikke forblinde 
Jeg ville hellere have set en model, hvor erhvervsstøtte var erhvervsstøtte – og udviklingsbistanden blev brugt til at opfylde vores udviklingsmål.

For det første ville et givent udviklingsprojekt entydigt adressere udviklingslandets udfordringer, i respekt for dets situation og specifikke problematikker og behov. Vi skal ikke starte udviklingsprojekter i Bamako, fordi der er et behov i Brovst.

For det andet synes jeg, at der er en dimension af næstekærlighed, som glider i baggrunden, hvis vi i vores verdensberømte bondesnuhed også skal ”have lidt ud af det”.

Måske er jeg farvet af at arbejde for en organisation, som har et kristent udspring, men mon ikke alle bistandsorganisationer bekender sig til begrebet næstekærlighed i en eller anden forstand - og at vi alle har et ansvar for at gøre verden et bedre sted at leve?

Ifølge Danida mener 7 ud af 10 danskere, at vi har en forpligtelse til at hjælpe andre. Kun en tredjedel mener, at vi skal hjælpe landene, så de med tiden kan købe vores varer.

Målet skal stå klart
Så måske er den politiske kalkule om den folkelige accept forkert? Jeg kunne godt forestille mig, at flertallet af danskerne ikke synes, at danske lommer er de ”rigtige lommer”, som pengene skal havne i. Man undervurderer danskerne, hvis man ikke tror, at de gerne vil dele med andre uden at få noget til gengæld.

Hvis man truttede mere rent, ville man måske kunne udforske samspil og partnerskabsmuligheder mellem bistandsorganisationer og erhvervsliv – især udviklingslandenes egne virksomheder - i en ramme, hvor ingen var i tvivl om, hvad målet var – nemlig fattigdomsbekæmpelse.

De danske NGOer har stor erfaring i at arbejde med bistandspartnere, men trænger måske netop til større berøringsflade og dybere samarbejde med forretningslivet.

Som NGO-repræsentant kan jeg selvfølgelig ikke underkende de gode intentioner i den ny strategi, og jeg anerkender, at det kun drejer sig om en mindre del af bistandsmidlerne. Jeg er bare bange for, at fokus rykker sig. Lige nu er det som om, vi alle i sektoren lidt bovlamt besværger: ”det kommer an på, hvordan det bliver udmøntet”.

Henrik Stubkjær fra Folkekirkens Nødhjælp skrev forleden, at civilsamfundsorganisationerne i samarbejdslandene burde inddrages. Jeg er helt enig, og det kan kun gå for langsomt. Her kan vi som danske NGOer spille en rolle både i forhold til det arbejde, vi i forvejen har med civilsamfundet, og samtidig sikre den danske, folkelige forankring.