Debat

ALT: Dansk bistand bør gå til nærområder - ikke til Danmark

DEBAT: Danmark modtager seks gange så meget dansk udviklingsbistand som lande i de såkaldte nærområder. Og det er for uambitiøst, skriver Ulla Sandbæk, udviklings- og integrationsordfører for Alternativet.

Flygtningene kan kun blive i flygtningelejrene tæt på deres hjemland, hvis forholdene er til at leve under, og det er ikke tilfældet i dag, skriver Ulla Sandbæk.
Flygtningene kan kun blive i flygtningelejrene tæt på deres hjemland, hvis forholdene er til at leve under, og det er ikke tilfældet i dag, skriver Ulla Sandbæk.Foto: Folketinget
Ida Routhe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Sandbæk (ALT)
Udviklings- og integrationsordfører

Forholdene i en flygtningelejr er sjældent luksuriøse. Store familier bor sammen i halvbyggede betonlejligheder eller utætte telte. Samtidig er der ofte dårlige sanitetsforhold og et mangelfuldt sundhedssystem.

Alligevel flygter millioner af mennesker fra deres hjemland til fordel for en flygtningelejr. De flygter til de nærliggende lande, fordi de håber at kunne vende tilbage, når situationen i hjemlandet forhåbentlig bliver bedre.

Alvorlig mangel på basal hjælp
Men flygtningene kan kun blive i flygtningelejrene tæt på deres hjemland, hvis forholdene er til at leve under. Som situationen er i dag, så bliver flygtningene presset på flugt mod Europa, ikke på grund af tvivlsomme boligforhold, men på grund af mangel på noget så basalt som mad.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected].

Hvis ikke hjælpen til nærområderne stiger voldsomt, forventer FN og Verdensfødevareprogrammet, at flygtningestrømningen vil tiltage, så snart vejret bliver varmere.

Manglen på mad kommer efter, at vestlige lande gang på gang har lovet flere penge til nødhjælp i flygtningelejrene, men gang på gang bliver løfterne ikke opfyldt, og kun brøkdel af de penge, som er blevet lovet, bliver udbetalt.

I Danmark bliver vi også ved med at tale om, at vi skal hjælpe mere i nærområderne. Det gør vi også, men langt mindre end vi hjælper os selv.

Ulla Sandbæk
Udviklings- og integrationsordfører for Alternativet

Danmark er modtagerland nummer ét
I Danmark bliver vi også ved med at tale om, at vi skal hjælpe mere i nærområderne. Det gør vi også, men langt mindre end vi hjælper os selv.

Regeringen har besluttet, at Danmark skal bruge mindst 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand, som ifølge den officielle definition også kan indeholde udgifterne til asylansøgere det første år, de er i landet. Men lande som Tyskland og England medregner ikke disse udgifter i deres ulandsbistand.

Det betyder, at Danmark i 2016 bruger 30 procent af vores samlede udviklingsbistand på modtagelse af flygtninge i Danmark. Til sammenligning brugte vi i 2015 under fem procent af udviklingsbistanden på hjælp til Afghanistan, Irak, Somalia, Libanon, Libyen, Mali og Syrien tilsammen. Dette er de lande, hvor vi har en militær indsats, og disse landes nærområder. Danmark får altså seks gange så meget udviklingsbistand fra Danmark som disse lande tilsammen.

Savner ambitioner
Derfor var det også rigtig fint, at statsministeren i starten af februar annoncerede, at Danmark, efter pres fra FN's flygtningehøjkommissariat, vil give 400 millioner kroner ekstra til Syrien. Men det vil stadig betyde, at Danmark samlet vil modtage fire gange så mange penge i udviklingsbistand som nærområderne.

Hvis vi mener det seriøst, at vi gerne vil hjælpe folk i nærområderne, bør vi være langt mere ambitiøse. Vi bør hæve udviklingsbistanden – efter Alternativets holdning til mindst en procent af BNI – og investere massivt i nærområderne. Og i hvert fald bruge mindst lige så meget udviklingsbistand i nærområderne, som vi bruger på udviklingsbistand i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Sandbæk

Fhv. MF (ALT), fhv. MEP (Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen), pastor emerita (Birkerød 1974-2004)
cand.theol. (Københavns Uni. 1971)

0:000:00