Debat

Amnesty: At hjælpe flygtninge er en del af de danske værdier

DEBAT: I stedet for at bakke op om EU’s højst tvivlsomme aftaler med lande som Libyen og Tyrkiet bør regeringen holde fast i en central dansk værdi – at hjælpe mennesker på flugt til at komme i sikkerhed, skriver Trine Christensen.

Foto: Colourbox
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Trine Christensen
Generalsekretær i Amnesty International

”Jeg hørte missilet blive affyret. Kort efter så jeg helt tydeligt faldskærme med små bomber falde, og ti sekunder senere lød bragene fra en serie af eksplosioner. Efter det fortsatte bombardementet, men lyden var anderledes. Jeg tog hen til angrebsstedet og så sårede mennesker ligge på jorden – kvinder, børn og mænd. Mange døde senere af deres kvæstelser.”

Ovenstående beretning til Amnesty kommer fra syriske Mustafa, der som frivillig i civilforsvaret var helt tæt på begivenhederne, da syriske regeringsstyrker angreb et marked fuld af mennesker i byen Douma tæt på Damaskus med klyngebomber den 19. november i år. Et skræmmende eksempel på, at Syrien stadig er et livsfarligt land at bo i.

Som bekendt er det langtfra første gang, at præsident Assad bevidst retter dødelige angreb mod sin egen befolkning. Tidligere er det også sket med kemiske våben. Efter seks års borgerkrig er både Douma og andre syriske byer blevet bombet igen og igen – med hundredtusindvis af uskyldige ofre til følge.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Genopbygning tager årtier
De mange og vedvarende bombardementer – der officielt er rettet mod Islamisk Stat og andre fjender af det syriske regime og dets allierede – har ikke bare ødelagt liv, men omdannet hele byer i det engang så smukke land til støvede murbrokkelandskaber uden el, vand og varme.

Desværre viser erfaringerne fra Afghanistan, Irak og Libyen, at genopbygning af landene efter krig og konflikt ikke bare tager år, men årtier. Det skyldes ikke mindst, at der alle tre steder er flere aktører og fraktioner, der modarbejder hinanden i stedet for at finde sammen om løsninger.

Historisk set er Danmark ellers altid gået forrest, når det handler om flygtninge, hvilket den nu suspenderede kvoteflygtningeaftale var et godt bevis på

Trine Christensen
Generalsekretær i Amnesty International

Det gør sig også gældende for Syrien. Derfor må vi forvente, at der kommer til at gå rigtig mange år, før syriske flygtninge i Danmark og resten af Europa kan vende hjem.

Og her er der akut brug for et totalt kursskifte både i EU og herhjemme i forhold til håndteringen af mennesker på flugt. For deres beskyttelsesbehov forsvinder ikke, lige meget hvor mange tvivlsomme tiltag og aftaler vi sætter i søen.

Tusindvis drukner stadig i Middelhavet
EU har med alle midler i årevis forsøgt at forhindre desperate mennesker fra blandt andet Syrien i at nå Europa. Først ved at skræmme folk fra at sejle over Middelhavet ved at undlade at sætte skibe i søen til eftersøgning og redning af skibbrudne i det centrale Middelhav. Det var overladt til Italien alene.

Resultatet var, at hundredvis af kvinder, børn og mænd mistede livet, og efter flere store drukneulykker, hvor billeder af druknede børn satte sig fast på nethinden, vendte EU rundt på en tallerken i midten af april 2015. Under den italiensk ledede operation ”Mare Nostrum” fra 2013 til 2014 døde en ud af 50 bådflygtninge.

Efter Frontex tog over, døde en ud af 23 bådflygtninge i de første tre måneder af 2015.
Og på trods af diverse europæiske tiltag stævner de overfyldte både stadig ud på Middelhavet med tusindvis af ofre i kølvandet. Indtil videre har 3.049 mennesker ifølge UNHCR mistet livet eller er forsvundet i forsøget på at nå Europa i 2017.

EU’s uanstændige studehandler
I 2016 indgik EU så en studehandel med Tyrkiet, der huser tre millioner syrere på flugt – mange af dem i usle flygtningelejre og kummerlige slumboliger. Aftalen betyder, at flygtninge, der forsøger at nå til Europa via Grækenland, bliver sendt retur til Tyrkiet, mod at EU i stedet tager imod en anden syrer på flugt, der ikke har forsøgt at nå Europa på egen hånd.

Det er vel at mærke en aftale, der er indgået med Tyrkiets præsident Erdogan, der i øjeblikket driver klapjagt på store dele af sin egen befolkning. Ikke desto mindre har han fået tre milliarder euro af EU til at holde mennesker på flugt ude af Europa.

En lignende uanstændig aftale har EU indgået med Libyen ved at støtte den notorisk korrupte og voldelige kystvagt og opfordre til øget grænsekontrol i det mildest talt ustabile land, hvor Amnesty og andre NGO’er flere gange har dokumenteret voldsomme krænkelser af mennesker på flugt.

Kidnapning, afpresning, tvangsarbejde, tvungen prostitution og senest slavehandel hører til dagens uorden i Libyen, hvor menneskeliv kun er noget værd for menneskesmuglere og andre kyniske personer, der tjener penge på andres ulykke.

Danmark går imod egne værdier
Desværre støtter Danmark EU’s initiativer. Dermed giver vi køb på en af vores egne centrale værdier – at hjælpe mennesker i nød. Historisk set er Danmark ellers altid gået forrest, når det handler om flygtninge, hvilket den nu suspenderede kvoteflygtningeaftale var et godt bevis på.

I stedet lukker vi nu døren for mennesker i de overfyldte nærområder, og vi ser passivt til, mens den fuldstændig uholdbare situation i nabolandene til Syrien forværres dag for dag, fordi de mange millioner flygtninge lægger et enormt pres på både økonomi og samfund.

Samtidig forsøger Danmark at konkurrere med de andre EU-lande om at fremstå mindst attraktiv for mennesker, der har mistet alt og helt naturligt søger mod steder, hvor de kan give deres børn noget, der ligner et trygt og sikkert liv.

Behov for kursskifte
Det sker blandt andet gennem annoncer i libanesiske aviser, der advarer mod at flygte til Danmark, og ved at give politiet ret til at konfiskere værdigenstande fra mennesker på flugt ved ankomsten til Danmark.

Dertil kommer den kyniske udskydelse af retten til familiesammenføring, der betyder, at børn nu risikerer at skulle vente i mere end tre år på at blive genforenet med deres forældre. En evighed i et barns liv. 

Amnesty mener, at Danmark og EU bør gentænke hele måden at håndtere flygtningekriser på, så vi tager ansvar i stedet for at forsøge at betale andre for at løse problemerne for os.

Ansvaret skal løftes både igennem genopbygning af de krigsramte lande, ved massiv støtte til nærområderne, og ved at EU og Danmark tager imod en større del af de mennesker på flugt, der har mest brug for at komme i sikkerhed her og nu.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Trine Christensen

Fhv. generalsekretær, Amnesty International
cand.merc.int. (Handelshøjskolen i København. 1998)

0:000:00