Debat

Røde Kors: Styrk den psykosociale indsats, hvis Syrien skal genopbygges

DEBAT: Krigen i Syren lakker sandsynligvis mod enden, og skal landet opbygges, må der investeres i den psykosociale indsats. Når store dele af befolkningen lider af psykologiske skader, er det nemlig ikke kun beton og mursten, der er behov for, skriver Anders Ladekarl. 

Op mod en tredjedel af verdens flygtninge har været udsat for voldsomt traumatiserende oplevelser. Derfor skal den psykosociale indsats tænkes ind i genopbygningen af Syrien, skriver Anders Ladekarl. 
Op mod en tredjedel af verdens flygtninge har været udsat for voldsomt traumatiserende oplevelser. Derfor skal den psykosociale indsats tænkes ind i genopbygningen af Syrien, skriver Anders Ladekarl. Foto: Røde Kors
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Ladekarl
Generalsekretær i Dansk Røde Kors

De færreste danskere har fantasi til at forestille sig, hvordan Syrien ser ud lige nu.

Selvom jeg har besøgt Røde Kors' medarbejdere og frivillige flere gange gennem de sidste seks år, er det stadig ufatteligt for mig, hvordan så smukt et land blev smadret på under syv år. Krigen i Syrien har efterladt det syriske samfund i ruiner – både i bogstavelig forstand og i overført betydning.

Den genopbygning, som landet står over for, er derfor langt mere omfattende end at bygge huse og infrastruktur op på ny. Det handler i lige så høj grad om at styrke syrernes evne til at komme videre og skabe robusthed, så befolkningen kan klare sig selv efter de traumatiserende oplevelser.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Siden borgerkrigen brød ud i foråret 2011 har Røde Kors haft ansvaret for al uddeling og koordinering af humanitær hjælp til ofrene for krigen. Vores søsterorganisation, Syrisk Arabisk Røde Halvmåne, som er Røde Kors i Danmarks partner i landet, styrer operationelt indsatsen. Selvom der nu kæmpes i færre områder, er det fortsat en udfordring at dække de akutte behov for mad, tag over hovedet og medicinsk hjælp. Både fordi det fortsat er vanskeligt at få adgang flere steder og fordi de humanitære midler knapt rækker til at sikre, at syriske børn kan gå mætte i seng de fleste dage.

Afsluttet krig betyder ikke sikker hjemvenden
Men i landet breder der sig også en fornemmelse af, at krigen bevæger sig mod sin afslutning, hvilket efterlader landet i en ny virkelighed. Lige nu lever næsten ti millioner syrere – seks millioner af dem inde i Syrien – stadig en tilværelse som flygtning fordrevet fra det, der engang var deres hjem. I takt med at kampene i landet aftager, forbedres udsigten til at en del af disse mennesker kan vende hjem. Men det er usandsynligt, at fraværet af krig er ensbetydende med sikker hjemvenden for en stor andel af de flygtede syrere.

Vi har en medmenneskelig pligt til at handle og afbøde skaderne i det omfang, det er muligt. Derfor skal den psykosociale indsats tænkes ind centralt i genopbygningen af sundhedssystemet i Syrien.

Anders Ladekarl
Generalsekretær, Røde Kors

For Røde Kors at se bliver den genopbygning, der skal til at pågå i landet, langt mere omfattende end blot at støbe nye betonfundamenter og lægge nye mursten. At opleve krig og ødelæggelse på egen krop og derefter være på flugt i årevis, skifte hjem flere gange og opholde sig i en flygtningelejr gør noget ved mennesker. Og det gør utvivlsomt også noget ved børn.

Psykosocial hjælp er essentiel
Undersøgelser viser, at op mod en tredjedel af verdens flygtninge har været udsat for så traumatiserende oplevelser, der kan have negative konsekvenser for deres psykiske helbred, heriblandt mange børn, som i en tidlig alder har fået konstateret psykologiske skader som følge af de rædsler, de oplever. Dermed står vi over for en kæmpe udfordring, hvis vi skal støtte millioner af mennesker til at trives og udnytte deres ressourcer bedst muligt i genopbygningen af det syriske samfund.

En del af den mindre kendte, men ikke mindre vigtige, del af både den humanitære respons og efterfølgende genopbygning, er den psykosociale støtte som en integreret del af sundhedssystemet. Den psykosociale støtte er en proces, der fremmer robusthed hos både den enkelte, familien og samfundet og på den måde støtter mennesker i at komme sig efter at være blevet ramt af en krise. Dermed forebygges psykosocial mistrivsel, der i værste fald kan true familieliv, samfundsrelationer eller den fremadrettede fred i landet. Røde Kors har gennem hele krigen tilbudt psykosocial hjælp som en del af responsen, og vi vil fortsætte denne indsats.

Behov for målrettede midler og politisk vilje
Den psykiske og sociale indvirkning af krigen vil unægteligt have konsekvenser i lang tid fremover – og for flere generationer. Vi har en medmenneskelig pligt til at handle og afbøde skaderne i det omfang, det er muligt. Derfor skal den psykosociale indsats tænkes ind centralt i genopbygningen af sundhedssystemet i Syrien. Af samme grund har Røde Kors netop igangsat et treårigt projekt med fokus på genopbygning af sundhedsfaciliteter, sundhedsydelser og psykosocial støtte.

Overordnet er der i de kommende år brug for en langsigtet, stabil hjælp til Syrien og til syrerne, og i denne indsats er det afgørende, at sundhedssystemet og den psykiske sundhed står centralt. At nå de mange syrere – særligt de seks millioner internt fordrevne – er en kolossal opgave, som der mangler målrettede midler og politisk vilje til at styrke. Måske lakker kampene mod enden, men det betyder på ingen måde, at behovet for hjælp til Syrien formindskes.

Vi bevæger os ind i en ny fase, hvor der er brug for tilsagn om langvarig støtte til genopbygning ved siden af den humanitære hjælp. I denne genopbygning bør sundhedssystemet spille en central rolle.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Ladekarl

Generalsekretær, Dansk Røde Kors
cand.polit. (Københavns Uni. 1989), ba.mag. i historie (Aarhus Uni. 1984)

0:000:00