Danmark kan få mere for bistanden gennem EU

Af Claus Haugaard Sørensen
Generaldirektør i DG ECHO, EU's generaldirektorat for humanitær bistand og civilt beredskab

Debatten her på Altinget skulle jo gerne være demokratisk. Der skal være plads til brydninger.

Som gammel EF-debattør - og ja, jeg stemte såmænd nej i 1972 - fristes jeg til at være enig med Rina Ronja Kari, når hun siger, at det er trist, at Danmark ikke kan indgå i frugtbare alliancer med udviklingslande, vi gerne vil hjælpe, fordi vi er med i EU.

EU giver Danmark flere muligheder
Men nu er det sådan, at jeg har ændret mening. Jeg tror, danskerne har meget bedre mulighed for at præge verdens gang ved at være med i et projekt med stort set ligesindede lande, som vi indbyrdes diskuterer med, og til tider voldsomt, men som på en lang række områder har en fælles opfattelse, der er ret forskellig fra en amerikansk, en kinesisk, en brasiliansk, en syrisk eller for den sags skyld russisk opfattelse, når det drejer sig om, hvad et godt samfund går ud på.

Og det udelukker jo ikke, at vi som danskere taler med alle og virker for den politik, vi nu engang tror på. I fuld respekt for Lissabontraktaten, naturligvis.

Det er opløftende, at Rina Ronja Kari selv erkender, at den levende debat, ikke mindst i Europa-Parlamentet, er værd at investere i for at udstikke den bedste kurs for fremtiden. Ikke bare for små fem millioner danskere, men for 500 millioner europæere, som sjovt nok gerne vil lytte til danskere, fordi der står respekt om vores samfundsmodel (karikaturtegningerne undtaget), og de 500 millioner lyttes der til gengæld til ude i verden, fordi, tjah, er det så mærkeligt... vi er mange!

Danmark har en klar interesse i, at der er spilleregler, ikke bare i Europa gennem EU, men også internationalt ved hjælp af EU's aktive støtte til et multilateralt regelsæt. Det gavner Danmark, når vi agerer med omverdenen.

Claus Sørensen
Generaldirektør i DG ECHO, EU's generaldirektorat for humanitær bistand og civilt beredskab

Det bringer mig så til emnet: hvilken rolle spiller dansk udviklingspolitik i den europæiske udviklingspolitik, og hvilken rolle spiller den europæiske udviklingspolitik i den samlede europæiske udenrigspolitik? Store spørgsmål.

Klar interesse i fælles spilleregler
Netop nu lancerer Catherine Ashton (repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik) det, som med et fint ord hedder "Comprehensive Approach". Og hermed er svarene så småt ved at komme.

I mit første indlæg gjorde jeg det klart, at Danmark med sin lange tradition for udviklingsbistand har en indflydelse på EU's udviklingspolitik, der rækker videre end vores befolkningsandel.

Danmark er også gået ind med fuld musik for den nye Comprehensive Approach, hvilket er betegnelsen for samvirket mellem udenrigspolitik, militær, finanser, handel, klima, udviklingspolitik, humanitær bistand, menneskerettigheder, og hvad man nu ellers opfatter som en del af EU's ansigt udadtil.

Og det er jo i og for sig paradoksalt: for alle ved, at Danmark har et militært forbehold, der alvorligt bremser vores ageren i fælles EU-aktioner. Men paradokset rækker ikke videre, end at Danmark har optrådt mere krigerisk end de fleste andre EU-lande, målt i forhold til vores befolkningsstørrelse.

Så Danmarks støtte til den nye Comprehensive Approach er et udtryk for, at der er en klar erkendelse af, at det er i Danmarks interesse at være med i udformningen af EU's udenrigspolitik og ikke stå på perronen og se toget suse forbi.

Det er jo nok en ret begavet tilgang. Danmark har en klar interesse i, at der er spilleregler, ikke bare i Europa gennem EU, men også internationalt ved hjælp af EU's aktive støtte til et multilateralt regelsæt. Det gavner Danmark, når vi agerer med omverdenen.

Men EU's udviklingsbistand styrker også viden og kapacitet i udviklingslandene, der sætter dem i stand til på længere sigt selv at drage nytte af et velstruktureret internationalt system. Eksempler på dette er menneskerettigheder, hvor EU har været på forkant tit og ofte.

Handel, hvor EU har været en fortaler for WTO, som har hjulpet med til at undgå, at den finansielle krise har udløst en spiral af handelsbarrierer, som vi oplevede det i 30'erne, men også det internationale finanssystem, hvor EU kæmper for større transparens og et mere robust banksystem. Andre eksempler er et aktivt engagement for afspænding over for Iran, en mere midtsøgende politik i Syrien og større sympati for Palæstinenserne…

Danmark fremmer medlemslandenes værdisæt
Danmarks stærke stilling på det udviklingspolitiske og humanitære område har i en vis forstand opvejet vores handlingslammelse i EU på det militære område. Vores troværdighed på bistandssiden er høj.

Vi er med til at styrke EU-medlemslandenes fælles værdisæt. Gennem aktiv multilateralisme kan vi fremme vores fælles værdisæt, der blandt andet handler om respekten for menneskerettigheder og beskyttelse af de humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed.

Udviklingsbistanden udgør en del af den "soft power", som er EU's egentlige kendetegn. EU's styrke kommer næppe heller i fremtiden til at være hård militærmagt ad modum USA, ligesom EU's økonomiske indflydelse i verden relativt set er faldende. EU's styrke er den politiske indflydelse, vi til stadighed formår at udøve, og som det fælles værdisæt muliggør. At samtænke EU's udviklingsbistand med EU's øvrige udenrigspolitik giver i realiteten Danmark en styrke, som vi ikke ville have, hvis vi bare så på udenrigspolitikken i dens enkelte dele.

Er ikke kun et spørgsmål om Danmarks indflydelse
Men nu er det jo ikke bare et spørgsmål om at styrke Danmarks stemme. Der er også gode substantielle grunde til en samtænkning som den, der kommer til udtryk i EU's nye Comprehensive Approach.

Hvis udviklingsbistand for alvor skal gøre en forskel, skal den naturligvis hænge sammen med den øvrige udenrigspolitik. Det betyder, at indsatserne fremover systematisk skal samtænkes, når EU engagerer sig i en krise eller konfliktsituation ude i verden.

Bistanden og de humanitære indsatser skal ses i sammenhæng med den diplomatiske indsats, sikkerhed, forsvar og økonomiske såvel som handelsmæssige initiativer. Tilgangen bygger dermed også på erkendelsen af, at sikkerhed og stabilitet er en forudsætning for udvikling og fattigdomsbekæmpelse, og de to dele kan ikke håndteres separat. Samtidig må vi naturligvis aldrig sætte vores værdisæt og humanitære principper på spil, og derfor må indsatserne altid tilpasses den specifikke kontekst. Ligesom hvert instrument må operere inden for sit givne mandat.

EU's særlige styrke, når det drejer sig om bistand og nødhjælp, giver EU en enorm palet af redskaber. Hvis vi formår at udnytte synergien mellem disse, kan vi skabe en afgørende forskel for de udsatte mennesker, der har brug for hjælp, og samtidig med en helt anden effekt begrænse de negative konsekvenser af konflikt og krig, end vi vil være i stand til med den danske bilaterale udviklingsbistand.