Beretning fra Afghanistan: "Øjne fortæller så meget, når du ikke kan sige noget"

Selvom de ikke sagde noget, kunne jeg se det på dem 

Som udsendt forlod Ditte Strange aldrig hospitalets område og var på den måde skærmet for det, der foregik uden for murene. Men de lokalansatte skulle hver dag hjem fra arbejde og leve deres liv under Taliban-styret. Derfor var de altid meget omhyggelige med ikke at tale politik, fortæller Ditte Strange. 

Kvinderne i vores projekt var rædselsslagne.

Ditte Strange

“Men selvom de ikke sagde noget, kunne jeg se det på dem. Øjne fortæller så meget, når du ikke kan sige noget,” siger Ditte Strange.

Da Altinget møder hende, er det godt halvanden måned siden, hun kom hjem fra Afghanistan. Normalt er hun ledende overlæge på Bispebjerg Hospital. Men i seks uger frem mod nytår, var hun den eneste anæstesilæge på et af Læger uden Grænsers hospitaler i Afghanistan.

Hun har indvilget i at fortælle om sine oplevelser som udsendt for Læger uden Grænser i de uger, hvor Taliban strammede grebet yderligere om kvinderne i landet og til sidst forbød dem at arbejde i ngo’er. 

Et ekstra lag af frygt 

Da Ditte Strange ankom til Afghanistan sidste november, kunne flere af de andre udsendte læger fortælle, at stemningen havde ændret sig, siden Taliban overtog magten. I starten blev det på hospitalet oplevet som en lettelse, fordi det betød færre traumepatienter af den simple årsag, at kampene stoppede. Men langsomt begyndte de indskrænkede rettigheder at overskygge det faktum, at krigen var slut.

For nogen var det at tage tøjet af foran en mand værre end døden.

Ditte Strange

Selvom hospitalet var en boble, hvor Ditte Strange og hendes kollegaer – lokale afghanere såvel som Læger uden Grænsers udsendte – først og fremmest fokuserede på den patient, der var foran dem, trængte situationen uden for hospitalet sig alligevel på fra tid til anden. 

Blandt andet var det svært at behandle kvindelige patienter, fordi de ikke måtte vise sig for mænd uden tøj på. Men hvis de skulle opereres, var det nødvendigt – for der var ingen kvindelige kirurger, og alle de anæstesisygeplejerskerne, var også mænd.  

“Det har altid været en udfordring af kulturelle årsager. Men der var kommet et ekstra lag af frygt på. Hvad hvis nogen så, at de tog tøjet af, imens der var en mand til stede?”

Så måtte Ditte og hendes kollegaer forklare de mulige konsekvenser ved at nægte at blive undersøgt uden tøj på.  

“Men for nogen var det at tage tøjet af foran en mand værre end døden,” siger Ditte Strange.  

Alt kan ske i felten 

Da kvinderne 20. december blev udelukket fra landets universiteter, blev der sat en tyk streg under, at uddannelse ikke var noget Taliban-regimet mente, piger og kvinder skulle beskæftigede sig med. Men det stoppede ikke der. Fire dage senere kom der en ny melding.  

Da Ditte Strange om morgenen den 24. december startede dagens operationer og gik sin første runde på intensiv begyndte snakken at gå mellem hendes kollegaer. Nogen havde hørt, at der måske var kommet et forbud, som var rettet mod ngo’er. Men hvordan det hele hang sammen, vidste ingen helt præcist.  

Ved frokosttid gik hun og hendes internationale kollegaer tilbage til deres hus, og derfra kunne de følge med i nyhederne. Og ganske rigtigt. Taliban havde udstedt et forbud, der var rettet mod ngo’er.  Sikkerhedsfolkene på hospitalet tog hurtigt kontakt til Læger uden Grænsers hovedkvarter for at finde ud af, hvad der var op og ned på situationen.  

Ditte Strange var helt rolig. Hvis de skulle ud af landet, var det sådan, det var. Alt kan ske, når man er i felten, og hvis hendes mission blev afbrudt før tid, var bare én af de ting, hun var blevet forberedt på, inden hun tog afsted. Der var ikke andet at gøre end, at indstille sig på at forlade Afghanistan.  

Hvad ved en blegfed dansker om risiko? 

Tre timer senere kom der en ny melding: forbuddet gik ud på, at kvinder ikke længere kunne arbejde i ngo’er – men det gjaldt ikke Læger uden Grænser, der til forskel fra mange andre organisationer var tilknyttet det afghanske udenrigsministerium. Ditte Strange og hendes kollegaer kunne altså blive i landet, og de lokalansatte kvinder kunne fortsætte deres arbejde for Læger uden Grænser.  

“Det var selvfølgelig fint for os. Men det var stadig en mistænkeliggørelse af kvinder, der gik på arbejde, og kvinderne i vores projekt var rædselsslagne,” siger Ditte Strange.  

Og det var ikke uden grund. Senere samme aften da de kvindelige sygeplejersker ville møde ind, blev de stoppet af Taliban, som forlangte at få at vide, hvor de var på vej hen. De endte med at få lov til at møde ind. Men flere var så rystede, at de ikke vidste, om de turde komme tilbage dagen efter. 

Den enkelte kvinde bliver usynlig, og det kan nødhjælp ikke ændre.

Ditte Strange

“Det eneste, jeg kunne sige til dem var, at jeg synes, det var så sejt, de kom. Men jeg har aldrig været intimideret eller undertrykt på den måde. Hvad ved en lille blegfed dansker som mig om, hvilken risiko de kan tage?”  

Næste dag mødte hendes kvindelige kollegaer på arbejde igen og hverdagen fortsatte. Men hvor længe de turde gøre det henlå i det uvisse. For var der noget, den seneste uge havde vist, var det, at forholdene i landet kunne ændre sig med lynets hast.  

“Om få år ikke er nogen kvindelige sygeplejersker”

I mellemtiden var nyheden om, at Taliban havde forbudt kvinder at arbejde i ngo’er eksploderet i flere medier. Flere ngo’er indstillede kortvarigt arbejdet i landet – nogle for at sende et klart signal til Taliban. Andre var tvunget til det, fordi de primært havde kvindeligt ansatte og derfor ikke kunne gennemføre projekterne uden kvinder.  

Det internationale samfund fordømte beslutningen, og FN gik sammen med flere ngo’er i gang med at forsøge at få Taliban-regimet til at omgøre beslutningen. Eller i det mindste indføre undtagelser på udvalgte områder.

Ditte Strange fulgte mediernes dækning fra Afghanistan. Selvom forbuddet på mange måder var forfærdeligt, overraskede det hende hvor meget forbuddet mod kvinder i ngo’er fyldte i forhold til, da de fire dage før blev udelukket fra universiteterne. Ifølge hende var sidstnævnte det værste. 

“En ting er, at du ikke kan arbejde for en ngo. Men hvis du ikke kan uddanne dig, har du ingen muligheder, hvis tingene en dag ændrer sig. Den enkelte kvinde bliver usynlig, og det kan nødhjælp ikke ændre,” siger hun og fortsætter: 

“Samtidig betyder det, at der om få år ikke er nogen kvindelige sygeplejersker, og så kan kvinder ikke få behandling. Det er ikke kun mænd, der har brug for behandling. Kvinder kan også være ofre i trafikuheld.” 

Ville gøre det igen 

Et spørgsmål, som mange har stillet sig selv i forbindelse med udviklingen i Afghanistan, er: hvor længe man skal hjælpe i et land, hvor regeringen bliver ved med at indskrænke rettighederne for landets kvinder og samtidig gør arbejdsbetingelserne for ngo'erne utroligt svære? 

Det spørgsmål har Ditte Strange ikke noget svar på, og hun vil ikke gøre sig til dommer over, hvilke lande Læger uden Grænser skal være til stede i.  

“Alle fortjener adgang til lægehjælp. Hvis jeg blev tilbudt en mission mere til Afghanistan, ville jeg gøre det,” siger hun og fortsætter: 

“Det var fantastisk at arbejde med folk, du aldrig har mødt og med maskiner, du aldrig har set. Hvis vi så en virkelig gammel person på operationsgangen, var vedkommende 60 år. De var så fattige, slidte og levede så hårdt, men alligevel grinede de, smilede og viste billeder af deres børn. Vi har kun et liv, og de forsøgte at få det bedste ud af det. Jeg har kæmpe respekt for den måde at leve på.” 

Siden december har Taliban indført endnu flere restriktioner over for landets kvinder. 5. april offentliggjorde regimet et nyt forbud, der betyder, at landets kvinder ikke kan arbejde for FN. 

Læger uden Grænser er stadig til stede i Afghanistan, og organisationen oplyser, at de bliver så længe der er behov for det, og så længe de har mulighed for det.