BØRNEfonden: Tænk nyt og privat i udviklingsarbejdet

Af Bolette Christensen
CEO i BØRNEfonden

Med nye globale udfordringer må der nye løsninger til. Det gælder også Danmarks udviklingspolitik og det danske engagement i verdens fattigste lande, som i disse år forandres. 

Som leder i BØRNEfonden har jeg de seneste år haft fingrene nede i organisationens udviklingsarbejde i Vestafrika. I BØRNEfonden har vi stået for en langsigtet og integreret indsats i lokalsamfundene, finansieret af private midler.

Det præger naturligvis vores holdninger og de bud, vi har på en fremadrettet strategi for dansk udviklingsarbejde.

Nye, private kræfter skal på banen
Den økonomiske side af den danske udviklingspolitik har – ikke uden grund - fyldt rigtig meget det seneste år. 

Men ud over at diskutere, hvor meget/lidt finansloven skal skæres, bør rigtig mange gode kræfter nu sættes ind på at finde ud af, hvordan nye, private aktører og midler kommer på banen.

Danmark skal naturligvis sætte ind og kapacitetsopbygge i de fattigste lande som for eksempel de vestafrikanske, så skrøbelige samfund bliver stabile, og folk kan opbygge en tilværelse, de ikke er fristede til at migrere fra. 

Bolette Christensen
Direktør i BØRNEfonden

Danmark og danske NGO’er skal indstille sig på en fremtid med langt mere samarbejde med private aktører. Vores udviklingspolitik bør i høj grad afspejle, at udviklingsarbejde kommer længst, når der er partnerskaber bag. 

Vi skal evne at inddrage de nye donorer, som for eksempel virksomheder, pensionskasser og fonde, og også i langt højere grad lokale partnere og regeringer til at føre arbejdet ud i livet. 

Ser vi på de nye udviklingsmål, peger pilen også på øget inddragelse af private aktører. Alene det faktum, at der mangler 2,5 billioner dollars om året, hvis de netop vedtagne udviklingsmål skal nås, tilsiger, at private skal på banen. 

Tid til nytænkning
Jeg ønsker, at Danmark skal stå for effektivt udviklingssamarbejde, hvor vores aftryk skaber varige forandringer, og hvor den hjælp, vi giver, bliver til bæredygtige løsninger, som skal kunne leve, når vi trækker os. 

Vi skal indrette vores politik og arbejde, så vi i højere grad bliver formidlere af viden og gør lokale befolkninger i stand til at løfte sig selv, frem for at vi løfter dem. 

Det kræver en enorm inddragelse og nytænkning af partnerskaber med lokale organisationer, lokale regeringer og befolkningen for at lykkes. 

I den forbindelse bør vi også kigge vores danske politikker efter i sømmene, om de er gearede til at kunne rumme og fremme samarbejde på tværs af sektorer med mange forskellige interessenter. Denne del af udviklingsarbejdet har vist sig at skabe store positive forandringer, og Danmark bør i sine politikker tilskynde de brede samarbejder.

Invester i ungdommen
I løbet af foråret kommer Taksøe-udvalget med sine anbefalinger, som får stor indflydelse på udenrigs- og udviklingspolitikken. Som nyt medlem af Udviklingspolitisk Råd glæder jeg mig til at se anbefalingerne. Jeg ønsker meget, at udvalget foreslår øget fokus unge og jobskabelse i udviklingspolitik fremadrettet.

Der er stadig rigtig meget at gøre for verdens børn, men der er også sket store fremskridt. Nu mangler vi at få fokus på de unge, så investeringer i barndommen ikke tabes på gulvet, men føres videre over i ungdommen.

For på eksempelvis det afrikanske kontinent fordobles befolkningen til 2,4 milliarder mennesker i 2050, og over halvdelen er børn og unge under 25 år. Den såkaldte ungebyrde skal vi forholde os til. 

Vi må allerede nu finde svar på, hvordan Danmark kan være med til at skabe de job, og give de mange unge kvalifikationer, så de kan forsørge sig selv og få et godt liv. Ellers kommer vi til at se en masse mennesker, som ønsker at migrere frem for at opbygge en tilværelse i de lande, hvor de fødes.

Lappeløsninger bliver dyre
Endelig er der al mulig grund til, at Taksøe-udvalget og regeringen i fremtiden bakker op om, at Danmark naturligvis engagerer sig i langsigtet udviklingsarbejde, og at balancen ikke tipper mere i retning af akut nødhjælp verden over. 

Flere partier har talt om dramatisk at reducere den langsigtede udviklingsbistand. Det svarer lidt til at diskutere, om det er vigtigt at børste tænder, eller om vi bare skal satse på, at tandlægen har bor nok til at fikse hullerne. Det giver ingen mening, og når skaden er sket, er det dyrere og har alt for store menneskelige omkostninger at gøre noget. 

Danmark skal naturligvis sætte ind og kapacitetsopbygge i de fattigste lande som for eksempel de vestafrikanske, så skrøbelige samfund bliver stabile, og folk kan opbygge en tilværelse, de ikke er fristede til at migrere fra. 

Når vi har ovenstående demografiske udvikling in mente, så mener jeg det vil være meget uheldigt, hvis ikke Danmark bidrager massivt til det langsigtede udviklingsarbejde i fremtiden.

Med fokus på samarbejder, partnerskaber, unge og langsigtet arbejde mener jeg, at Danmark tager vigtige skridt ind i fremtidens udviklingsarbejde.