Care: De globale nødhjælps-cowboys har sovet i timen

Af Rasmus Stuhr Jakobsen
Direktør, hjælpeorganisationen Care Danmark

Verden, som vi kender den, står næsten stille. Varer, valuta og mennesker, som før i døgndrift krydsede landegrænser, er sat i bero.

Kloden rundt tager regeringer alverdens redskaber i brug: undtagelsestilstand, udgangsforbud, lukkede grænser og - i den rige del af verden – hjælpepakker til svimlende summer, der skal redde både menneskeliv og økonomier.

Men coronavirussen og den større, langsigtede trussel mod den globale verdens institutioner er ikke sådan at komme til livs.

Hverken i den vestlige verden, men heller ikke i sygdommens nye front, blandt nogle af verdens fattigste lande, hvor både mennesker og økonomier er blandt de mest udsatte og skrøbelige, hvor vi endnu ikke har set det fulde omfang af sygdommen.

I forvejen udsatte er nu ekstra udsatte
Coronakrisen har ramt hårdt, og den har ramt den humanitære branche dobbelt.

Mens vi har været forhindret og har måttet efterleve forbud, har vores lokale kolleger været der. Hver dag. Ude med rent vand. Sæbe. Opsat håndvaskestationer ved skoler og markeder, mens de har fortalt om, hvordan god hygiejne kan begrænse smitten.

Rasmus Stuhr Jakobsen
Direktør, hjælpeorganisationen Care Danmark

Som i eksempelvis Cox’s Bazar, hvor coronakrisen rammer oveni de enorme beskyttelsesbehov, Rohingya-flygtninge har, samt de årlige, tilbagevendende naturkatastrofer, de bliver udsat for, når monsunregnen kommer. Men corona udgør ikke blot en akut trussel her og nu i form af sygdom, tabte menneskeliv og økonomiske tab.

Den rammer også årtiers udvikling og indsatser, som bliver sat i stå og nogle steder formentlig vil blive slået tilbage til start.

Coronaens erkendelser 
For mig er der to helt paradoksale erkendelser i forløbet omkring covid-19.

Erkendelser, som rammer mig relativt ofte, men som alligevel formår at glide i baggrunden, indtil de igen rammer mig med stor tydelighed.

Erkendelse nummer et. Vi er meget dårlige til at spå om fremtiden. Ingen havde for alvor set finanskrisen eller flygtningekrisen eller Trump. Og ingen havde forudset coronakrisens konsekvenser.

Vores langsigtede strategier og scenarieplanlægning giver i bedste fald en falsk tryghed, mens vi i stedet burde styrke vores evne til at lære og optimere vores organisationers tilpasningsevne og agilitet.

Den anden erkendelse er om alt det, vi godt vidste, men alligevel ikke gjorde.

Al den viden, alle de erfaringer vi har samlet sammen gennem årene, som viser vejen og peger på bestemte løsninger frem for andre. Men som alligevel ikke rigtig får fat.