Care om bistandsbesparelser: Regeringen handler usolidarisk og kortsigtet

For to måneder siden stod jeg på Rådhuspladsen, skulder ved skulder med mine kolleger fra 16 andre humanitære nødhjælpsorganisationer, ydmyg og taknemlig over danskernes enorme opbakning og støtte til ofrene for Ukrainekrigen i forbindelse med støttekoncerten ”Sammen for Ukraine”.

For få uger siden stod jeg atter skulder ved skulder, men denne gang ikke blot med mine kolleger fra de andre humanitære organisationer, men med i alt 174 andre danske civilsamfundsorganisationer, der sammen i et åbent brev til statsministeren og regeringen appellerede til ikke at finansiere modtagelsen af ukrainske flygtninge i Danmark med penge fra udviklingsbistanden. Det gjorde jeg af den simple årsag, at det aldrig må være verdens fattigste og mest udsatte mennesker, der betaler for nationale danske anliggender.

Med regeringens beslutning om i år at bruge to milliarder kroner fra udviklingsbistanden på modtagelsen af ukrainske flygtninge i Danmark, bliver Danmark de facto den største modtager af egen udviklingsbistand. I sig selv et paradoks, der kun bliver forstærket yderligere af det faktum, at selvsamme regering gentagne gange har understreget, at dansk økonomi, på trods af to års coronapandemi, står bomstærk. Danmark, som er et af verdens rigeste lande, både kan og bør tage imod mennesker på flugt fra krig uden at sende regningen videre til verdens fattigste.

Udviklingsbistanden skal bruges i udviklingslande
Det er langt fra første gang, at man fra politisk side forsøger at udhule udviklingsbistanden, og jeg har desværre - hånden på hjertet - mine tvivl om, hvorvidt dette bliver den sidste. Ikke desto mindre vigtigt er derfor opråbet fra næsten 200 danske organisationer, der, med tusindvis af medlemmer i ryggen, minder om, at udviklingsbistanden er øremærket bekæmpelse af sult, fattigdom og ulighed, kampen for demokrati og rettigheder og forebyggelse af konflikt og fordrivelse. Eller, sagt mere direkte; Udviklingsbistanden skal bruges i udviklingslande, ikke i et af verdens rigeste lande.

Desværre er regeringens beslutning ikke blot usolidarisk, men også uhyre kortsigtet. For de to milliarder var allerede øremærket vigtige indsatser som bidrager til en mere stabil, lige og bæredygtig verden, og det ikke blot lokalt, men globalt. Danmarks udviklingsindsatser i skrøbelige stater, klimaindsatser på Afrikas Horn og fredsindsatser i Mellemøsten og Sahel er alle afgørende for, at vi når i mål med FN’s verdensmål.

De opfyldes ikke ved at bære en pin på reverset, men ved at Danmark, som det også beskrives i ”Fælles om verden”, bidrage til ikke blot løsninger på akutte kriser og katastrofer, men også fastholder det lange, seje udviklingstræk i nogle af verdens mest sårbare lande, hvor udfordringernes kompleksitet kun er taget til i takt med, at klimaforandringernes konsekvenser rammer.

Fattigdomsbekæmpelse som hovedformål
”Hvordan bør udviklingsbistanden prioriteres i en tid, hvor der er krig på europæiske jord?” spørger Altinget. Og svaret fra Care lyder: I en postpandemisk verden, med stigende fattigdom, sult og millioner af mennesker på flugt fra både krig og klima, er det afgørende, at stærke lande som Danmark ikke skruer ned for det internationale engagement i de dele af verden, der netop har alvorligt brug for den danske udviklingsbistand. Konsekvensen er nemlig blot, at udfordringerne vokser sig endnu større med stigende menneskelige og økonomiske omkostninger til følge, hvilket blot vil kræve en endnu større indsats senere.

Konsekvensen er, at udfordringerne vokser sig endnu større

Rasmus Stuhr Jakobsen
Direktør, CARE Danmark

I en tid, hvor klimaforandringerne for alvor rammer og skaber katastrofer og konflikt og hvor der er krig, nu også på europæisk jord, skal Danmark naturligvis hjælpe, men ikke på bekostning af de lige så nødvendige indsatser i verden udenfor Europa. Det er afgørende, at Danmark fortsætter årtiers tradition for at udvise global solidaritet og fastholder intentionerne i ”Fælles om verden,” for kun sådan når vi i mål med at skabe den globale stabilitet, som ikke kun er afgørende for millioner af mennesker i nogle af verdens fattigste og mest sårbare lande, men også i Europa - i Danmark.

Det danske udviklingssamarbejde skal fortsat have fattigdomsbekæmpelse som et hovedformål for udviklingsindsatsen, fortsat stå værn om demokrati og menneskerettigheder og sætte klimakrisens konsekvenser i centrum. Og indsatser i Danmark skal naturligvis ikke betales af verdens fattigste.