DRC: Nedskæringer i bistanden kan få konsekvenser for global fred og stabilitet

Det internationale samfund har reageret hurtigt – både politisk og økonomisk – på den massive fordrivelse og de store humanitære behov, som krigen i Ukraine har medført. Reaktionen på den humanitære krise og den solidaritet, som stater har udvist, er positiv og et godt eksempel på, hvad det internationale samfund formår, når den politiske vilje er til stede. 

Mens verden zoomer ind på situationen i Ukraine og den flygtningekrise i Europa, som den har afstedkommet, fortsætter humanitære kriser med at udspille sig andre steder i verden. 

For eksempel er Etiopien, Kenya og Somalia ramt af en af de værste tørkeperioder i en generation efter tre fejlslagne regnsæsoner, og 12 til 14 millioner mennesker anslås at være alvorligt fødevareusikre. I Afghanistan er halvdelen af befolkningen – flere end 24 millioner mennesker – afhængige af humanitær hjælp for at kunne overleve.

I Myanmar fortsætter behovet for akut humanitær bistand med at stige dag for dag samtidig med, at fattigdom og fødevareusikkerhed har nået rekordhøje niveauer. I Yemen har den igangværende konflikt tvunget over fire millioner mennesker på flugt fra deres hjem, og millioner er i risiko for at sulte. Mange flere kriser kunne nævnes. 

Konsekvenser uden for Europas grænser
Selv om disse kriser – og mange andre – udspiller sig langt væk fra Ukraine, er der stor risiko for, at krigen kan få omfattende humanitære konsekvenser, der rækker langt ud over Europas grænser. Blandt andet som følge af stigende fødevarepriser, energipriser samt usikkerhed i fødevareforsyninger globalt, men også fordi det internationale samfunds politiske og økonomiske støtte til disse kriser bliver mindre. 

For eksempel har en række lande – som svar på den massive fordrivelse fra Ukraine og udsigten til en væsentlig stigning i antallet af flygtninge – omdirigeret udviklingsbistand til flygtningemodtagelse nationalt. Det gælder også i Danmark, hvor en god bid af den danske udviklingsbistand er blevet anvendt til at finansiere flygtningemodtagelsen herhjemme. Det er sket på trods af skarp kritik fra et samlet civilsamfund. 

Brugen af den officielle udviklingsbistand til at finansiere det nationale flygtningerespons er ikke ny og blev blandt andet praktiseret af nogle donorlande herunder også Danmark efter stigningen i antallet af asylansøgere i Europa særligt fra Syrien i 2015-2016. 

Kortsigtet strategi
At det er muligt i forhold til OECD’s/DAC’s regler, der sætter internationale principper og standarder for udviklingsbistand, gør det imidlertid hverken til en rigtig eller en klog beslutning. For at opretholde de begrænsede ressourcer, der i forvejen er til rådighed til udviklingsarbejde, opfordrer OECD/DAC da også til, at donorlande begrænser at anvende udviklingsbistand til flygtningemodtagelse nationalt. 

Omprioriteringen af den danske bistand er ifølge udviklingsminister Flemming Møller Mortensen blevet implementeret så skånsomt som muligt. Uagtet skånsomhed så risikerer nedskæringer i det langsigtede arbejde, som udviklingsbistand også er, at få utilsigtede og langvarige globale konsekvenser, herunder for fred, stabilitet og fordrivelse i verdens fattigste og mest skrøbelige lande. Det er en kortsigtet strategi og en, som bør genovervejes.