Danmark får flere muligheder uden EU

Af Rina Ronja Kari
Spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU

EU fremhæves ofte som nogen, der giver en høj grad af udviklingsbistand, og mange har ideer og tanker til, hvordan EU kan styrke denne indsats.

Men sandheden er bare, at så længe EU fastholder udviklingslandene i håbløse situationer via blandt andet handelsaftaler, så er EU ikke en troværdig partner i arbejdet med at hjælpe udviklingslandene.

Fiskeaftaler med problemer
Et væsentligt problem i EU’s ageren udadtil er handels- og fiskeriaftaler. Det drejer sig for eksempel om den fiskeriaftale, man har fornyet med Marokko, hvor man har lavet en aftale om at tillade EU's fiskere at overfiske i havet ud for Vestsahara mod tilskud til Marokko. Her vælger man at se bort fra, at Vestsahara er besat af Marokko, og at befolkningen i Vestsahara i høj grad bliver undertrykt (på mange fronter på én gang).

Konsekvenserne er mange; for det første er EU's fiskere ret gode til at tømme havet for fisk, hvorved de lokale ikke selv kan fiske mad til sig selv, for det andet er det jo en accept af Marokkos måde at agere på, når man indgår en sådan aftale.

Man accepterer altså, at lokalbefolkningen tages til fange, at der bruges totur, at folk dør i fængslerne, og at demonstrationer for et frit Vestsahara ikke bare bliver slået ned, men derimod at hele byområder bliver straffet efterfølgende.

Vi ønsker, at Danmark i højere grad får sin egen stemme tilbage, fordi vi dermed får mulighed for at indgå i frugtbare alliancer med blandt andet udviklingslandene.

Rina Ronja Kari
Spidskandidat for Folkebevægelsen mod EU

Danmark skal stå fast og stemme nej
Hvordan kan man tillade sådan en aftale? Det kan for eksempel den danske regering heller ikke, men det er bare ikke længere noget, som det danske Folketing bestemmer selv. Det er derimod noget, som bliver besluttet med flertalsafgørelser i EU.

Selvfølgelig løser det ikke problemerne i Vestsahara, hvis Danmark alene nægter at lave en sådan aftale, men det er klart, at hvis mange lande nægter at gøre det, så kan det lægge pres på Marokko - og det er der brug for.

EFTA, hvor blandt andet Norge sidder i, har besluttet, at man kun vil lave aftaler med Marokko, hvor Vestsahara er holdt helt uden for. Det samme har USA og Canada. Dermed ville vi altså langt fra stå alene ved at afvise aftalen. Problemet er naturligvis, at det kan vi slet ikke på grund af EU.

Hvis vi skal gøre os håb om, at aftalen afvises, så skal enten Ministerrådet eller EU-Parlamentet stemme den ned. Vi er derfor nødsaget til at se på de andre EU-lande og håbe på, at tilstrækkelig mange også vil stemme nej.

Det er dybt utilfredsstillende, at vi på den måde risikerer at skulle acceptere en elendig aftale, der blåstempler en besættelse. Min opfordring er derfor klar: kære danske Folketing, stå fast! Og kære repræsentanter i EU-Parlamentet, stem nej! Befolkningen i Vestsahara har brug for, at vi afviser aftalen, men også at vi tager problemerne seriøst og får sat skub i FN's proces med at løse besættelsen.

I Folkebevægelsen mod EU er vi dybt bekymrede over den måde, hvorpå EU behandler andre lande. Vi synes, det er foruroligende, at man er villig til at se bort fra seriøse brud på menneskerettigheder blot for at indgå en aftale, som man kan tjene penge på. Og det er også derfor, at vi ønsker, at Danmark i højere grad får sin egen stemme tilbage, fordi vi dermed får mulighed for at indgå i frugtbare alliancer med blandt andet udviklingslandene - ikke for vores egen vindings skyld, men fordi vi gerne vil hjælpe.

Det er helt klart, at det vil være en fordel, at vi kan afvise fiskeriaftaler som den med Marokko, og derfor er det kritisabelt, at vi ikke længere selv har den mulighed.