Debat

Diis-forsker: Slut med at drømme sig tilbage til halvfemsernes bistandspolitik og interventionslogik

Det er ikke Danmarks rolle at sidde og definere, hvad bistandsmodtagerlandende skal gøre. Vi er nødt til at forstå, at forandring ikke kan styres udefra, skriver DIIS-forsker Adam Moe Fejerskov.

Tiden, hvor vi kunne sidde og definere, hvad de lavede i vores samarbejdslandes ministerier, er slut. I stedet for må vi blive mere politiske og dygtige til at identificere og understøtte forandringspotentialet, hvor det er, skriver Adam Moe Fejerskov. Arkivfoto.
Tiden, hvor vi kunne sidde og definere, hvad de lavede i vores samarbejdslandes ministerier, er slut. I stedet for må vi blive mere politiske og dygtige til at identificere og understøtte forandringspotentialet, hvor det er, skriver Adam Moe Fejerskov. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Adam Moe Fejerskov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmarks bistand er over de senere år blevet fragmenteret, centraliseret og indenrigspolitisk fokuseret.

Vi har fundamentalt set glemt, hvad udviklingssamarbejdet handler om – nemlig at skabe politisk og social forandring, der på positiv vis kan katalysere økonomiske fremskridt og betyde reelle fremskridt i folks liv.

I stedet går vi i stigende grad op i, hvad vi selv mener er rigtigt, hvad andre burde gøre, og i at kontrollere, hvordan de skal gøre det.

De udfordringer, vi står overfor globalt, og de udfordringer, som mange af de fattigste og skrøbeligste lande står overfor hver for sig, afkræver et radikalt opgør med den måde at tænke udviklingssamarbejde og bistand på, vi ser for tiden.

I stedet for at arbejde teknokratisk, bør vi fokusere på politiske og sociale forandringsmuligheder. I stedet for at definere, hvordan forandring skal se ud, bør vi muliggøre og understøtte lokale forandringskræfter. Og i stedet for at kontrollere, bør vi have tillid til at lokale samfund og aktører bedst ved hvordan og hvorfra forandringen kommer.

Lad os se på hvordan vi nåede til der hvor vi er i dag, og hvordan vi kommer videre herfra.

Bistand til højre og venstre

Det er tydeligt hvilken retning, Danmarks udviklingssamarbejde har taget over de senere år: fragmenteret, indenrigsfokuseret og centraliseret.

Temadebat

Hvorfor giver vi udviklingsbistand?

I denne temadebat undersøger Altinget Udvikling bistandens udvikling fra halvfemserne til i dag og spørger:

  • Hvad er udviklingsbistandens funktion og berettigelse?
  • Er der sket en ændring i den danske forståelse af og ansvarsfølelse for udvikling i det globale syd? 
  • Giver det stadig mening at beholde udviklingsbistanden i sin nuværende form?

I den forbindelse vil jeg høre, om du kunne være interesseret i at bidrage med et debatindlæg.

Debatpanelet kan findes her.

Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Vil du deltage i debatten? Skriv til mathilde@altinget.dk.

Bistanden er blevet fragmenteret i en sådan grad, at vi i dag engagerer os i investeringer og initiativer der tematisk ligger i syd, nord, øst og vest. Et vandværk her, lidt klimastøtte der – bistanden bruges i dag i høj grad uden der ligger nogen fokuseret eller afgrænset strategisk retning bag, legitimeret af en absurd bred udviklingspolitisk strategi.

Fragmenteringen er ikke tilfældig, men snarere at resultat af de to andre store udviklinger: centraliseringen og indenrigsfokuseringen. Danmark var i starten af 00’erne blandt de mest fremme donorer, når det kom til at decentralisere bistanden – altså flytte kompetencer, både faglige og beslutningsmæssige, ud i samarbejdslandene.

Over de senere år er den trend vendt markant på hovedet, og beslutninger om bistandens form tages nu i stor stil i København, og måske endda mere på Slotsholmen end på Asiatisk Plads. Og centraliseringen har ikke mindst givet plads til et øget fokus på indenrigspolitiske dagsordener og måder at anskue problemstillinger.

Slut med skuespillet

Danmark dikterer altså alene alle detaljer om, hvad udviklingssamarbejdet skal indeholde. Det er egentligt ikke noget nyt, men det er interessant, hvordan vi i stigende grad ser, at ideen om partnerskaber mellem lande er død.

Et stigende antal regeringer i Syd gider ikke længere spille med i et skuespil, hvor de reelt set er sat udenfor indflydelse

Adam Moe Fejerskov, seniorforsker, DIIS

Det, der engang blev set på som et politisk rum, hvor donorer og modtagerregeringerne kunne mødes og diskutere prioriteter og hvor der specielt kunne lyttes til modtagerne for at fremme ejerskab, eksisterer ikke længere.

Dels fordi Danmark og de fleste andre donorer har sat sig selv i førersædet, men jo også fordi et stigende antal regeringer i Syd ikke gider spille med i et skuespil, hvor de reelt set er sat udenfor indflydelse. Og på den måde minder os om, at det måske mest er i vores egne hoveder, at sådan et rum for reelt partnerskab har eksisteret.

Ikke langt fra de sidste års overordnede politiske situation i Danmark, står vi altså i dag med en stærk centralisering, fragmentering og indenrigspolitisk styring, der har betydet, at bistanden i høj grad handler om at vi – Danmark – skal kontrollere, hvordan forandring skal se ud, hvor den skal komme fra, og hvem der skal drive den, i de lande vi arbejder i.

Væk med 90’er-sentimentalismen

Selv de mest optimistiske fremskrivningsmodeller, hvis man tror på den slags, er forfærdelige at se på, når det kommer til fremtidsudsigterne for verdens fattigste lande.

Overordnet viser de, at vi ikke skal have store håb om fremskridt over de næste ti, tyve, måske tredive år. Situationens alvor er tydelig: Der skal ske noget radikalt.

Læs også

Vi har ikke tid til at gøre tingene, som vi hidtil har gjort dem. Vi må kigge frem snarere end tilbage.

Ligesom at vores nuværende måde at tænke udviklingssamarbejde på er langt fra optimal, tror jeg heller ikke på, at der ligger nogle reelle løsninger og venter i den tankegang, der hedder, at vi bare skal tilbage til de glade 1990’ere. Nuvel, det kunne være fint at ramme de bistandsprocenter vi gjorde dengang. Men måden, vi ofte leverede bistand på, kan vi ikke vende tilbage til. Forandringerne, der kom fra store tunge programmer, var simpelthen for få.

Reel forandring kommer ikke udefra

Vi må finde ind til kernen af det, udviklingssamarbejdet i virkeligheden er: understøttelsen af social og politisk forandring.

Vores største ansvar, som jeg ser det, må være at støtte de forandringskræfter, vi kan. Al reel forandring kommer indefra og det vil også altid være den type forandring, som er mest blivende og effektiv.

Forandring kan ikke styres udefra, uagtet hvor meget vi end tror det og praktiserer det gennem vores nuværende interventionslogikker

Adam Moe Fejerskov, seniorforsker, DIIS

Forandring kan ikke styres udefra, uagtet hvor meget vi end tror det og praktiserer det gennem vores nuværende interventionslogikker, der i grunden opstiller nogle ekstremt mekanistiske og overforsimplede forståelser af forandring, der ikke holder i virkeligheden.

Men forandring kan hjælpes på vej; den kan opdyrkes og støttes. Og netop her bør vi se os selv i fremtiden. Som en slags facilitatorer, der muliggør, at andre kan realisere deres forandringsprojekter, både politisk og socialt.

Det er en politisk og måske kontroversiel rolle, hvor vi kan komme på kant med specielt regeringer og autoritære styrer, men det er vi nødt til at acceptere. Måske kan vi endda sige, at vi først rigtig ved at vi gør en forskel, når kræfter, der står for alle de ting, vi ikke selv synes, vi gør, kommer efter os.

Erstat kontrol med tillid

Hvad vil det kræve af os?

Først og fremmest vil det kræve politisk finesse og kompetence, pragmatisme og fleksibilitet. Det vil kræve et skarpt analyseapparat til at identificere hvornår mulighederne for at støtte de rigtige forandringskræfter opstår, og det vil kræve en fleksibilitet i vores instrumenter for at kunne nå de kræfter hurtigt og effektivt, inden deres vinduer for reel forandring lukkes.  

Og så handler det om at vi må erstatte kontrol med tillid. I stedet for at ville kontrollere, hvad der skal forandres, hvor og af hvem, må vi lægge det ansvar i hænderne på lokale forandringskræfter og vise, at vi har tillid til, at de kan opnå de mål, de har sat sig for.

Vi skal facilitere i stedet for at definere forandringen; værdsætte lokale og kontekstuelle løsninger i stedet for at snakke om store standardiserede eller skalerbare løsninger; og have blikket skarpt rettet mod forandringspotentiale snarere end spørgsmål om omkostningseffektivitet, rapportering og kontrol.

Tiden, hvor vi kunne sidde og definere, hvad de lavede i vores samarbejdslandes ministerier, eller hvordan sundhedsbudgettet skulle fordeles, er slut. I stedet for må vi blive mere politiske og dygtige til at identificere og understøtte forandringspotentialet, hvor det er.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Adam Moe Fejerskov

Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)
ph.d. i internationale studier (Roskilde Uni. 2016), cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2011)