Diis-forsker: Slut med at drømme sig tilbage til halvfemsernes bistandspolitik og interventionslogik

Danmarks bistand er over de senere år blevet fragmenteret, centraliseret og indenrigspolitisk fokuseret.

Vi har fundamentalt set glemt, hvad udviklingssamarbejdet handler om – nemlig at skabe politisk og social forandring, der på positiv vis kan katalysere økonomiske fremskridt og betyde reelle fremskridt i folks liv.

I stedet går vi i stigende grad op i, hvad vi selv mener er rigtigt, hvad andre burde gøre, og i at kontrollere, hvordan de skal gøre det.

De udfordringer, vi står overfor globalt, og de udfordringer, som mange af de fattigste og skrøbeligste lande står overfor hver for sig, afkræver et radikalt opgør med den måde at tænke udviklingssamarbejde og bistand på, vi ser for tiden.

I stedet for at arbejde teknokratisk, bør vi fokusere på politiske og sociale forandringsmuligheder. I stedet for at definere, hvordan forandring skal se ud, bør vi muliggøre og understøtte lokale forandringskræfter. Og i stedet for at kontrollere, bør vi have tillid til at lokale samfund og aktører bedst ved hvordan og hvorfra forandringen kommer.

Lad os se på hvordan vi nåede til der hvor vi er i dag, og hvordan vi kommer videre herfra.

Bistand til højre og venstre

Det er tydeligt hvilken retning, Danmarks udviklingssamarbejde har taget over de senere år: fragmenteret, indenrigsfokuseret og centraliseret.

Bistanden er blevet fragmenteret i en sådan grad, at vi i dag engagerer os i investeringer og initiativer der tematisk ligger i syd, nord, øst og vest. Et vandværk her, lidt klimastøtte der – bistanden bruges i dag i høj grad uden der ligger nogen fokuseret eller afgrænset strategisk retning bag, legitimeret af en absurd bred udviklingspolitisk strategi.

Fragmenteringen er ikke tilfældig, men snarere at resultat af de to andre store udviklinger: centraliseringen og indenrigsfokuseringen. Danmark var i starten af 00’erne blandt de mest fremme donorer, når det kom til at decentralisere bistanden – altså flytte kompetencer, både faglige og beslutningsmæssige, ud i samarbejdslandene.

Over de senere år er den trend vendt markant på hovedet, og beslutninger om bistandens form tages nu i stor stil i København, og måske endda mere på Slotsholmen end på Asiatisk Plads. Og centraliseringen har ikke mindst givet plads til et øget fokus på indenrigspolitiske dagsordener og måder at anskue problemstillinger.

Slut med skuespillet

Danmark dikterer altså alene alle detaljer om, hvad udviklingssamarbejdet skal indeholde. Det er egentligt ikke noget nyt, men det er interessant, hvordan vi i stigende grad ser, at ideen om partnerskaber mellem lande er død.

Et stigende antal regeringer i Syd gider ikke længere spille med i et skuespil, hvor de reelt set er sat udenfor indflydelse

Adam Moe Fejerskov
Seniorforsker, DIIS

Det, der engang blev set på som et politisk rum, hvor donorer og modtagerregeringerne kunne mødes og diskutere prioriteter og hvor der specielt kunne lyttes til modtagerne for at fremme ejerskab, eksisterer ikke længere.

Dels fordi Danmark og de fleste andre donorer har sat sig selv i førersædet, men jo også fordi et stigende antal regeringer i Syd ikke gider spille med i et skuespil, hvor de reelt set er sat udenfor indflydelse. Og på den måde minder os om, at det måske mest er i vores egne hoveder, at sådan et rum for reelt partnerskab har eksisteret.

Ikke langt fra de sidste års overordnede politiske situation i Danmark, står vi altså i dag med en stærk centralisering, fragmentering og indenrigspolitisk styring, der har betydet, at bistanden i høj grad handler om at vi – Danmark – skal kontrollere, hvordan forandring skal se ud, hvor den skal komme fra, og hvem der skal drive den, i de lande vi arbejder i.

Væk med 90’er-sentimentalismen

Selv de mest optimistiske fremskrivningsmodeller, hvis man tror på den slags, er forfærdelige at se på, når det kommer til fremtidsudsigterne for verdens fattigste lande.

Overordnet viser de, at vi ikke skal have store håb om fremskridt over de næste ti, tyve, måske tredive år. Situationens alvor er tydelig: Der skal ske noget radikalt.