Eksperter: Sådan gør vi den gammeldags udviklingsbistand moderne

Fænomenet ’udviklingsbistand’, der gives fra det rige nord til det fattige syd, er under forandring. Afkolonisering af udviklingsbistanden er et udtrykt ønske fra syd, som med rette kræver mere kontrol og reelt ejerskab.

Regeringer i syd ønsker et opgør med den traditionelle og ulige giver-modtager relation. Samtidig er behovene større end nogensinde.

Alene i 2020 steg antallet af ekstremt fattige med 70 millioner; den største stigning nogensinde. Samtidig ser den globale ulighed for første gang i årtier ud til at øges igen. Håbet om hurtig økonomisk genopretning post-corona er blevet knust af Ruslands invasion af Ukraine, der har sendt energi og fødevarepriserne på himmelflugt.

Så når bistand på den ene side er lidt ’gammeldags’ og på den anden side er mere nødvendig end nogensinde før, hvordan skal den så se ud?

Der er mange komplekse svar på dette spørgsmål, men det er sikkert, at sådanne svar må tage udgangspunkt i modtagerens behov og ønsker. Donorer skal turde miste kontrol og lade modtageren tage føringen.

Her er tre (ud af mange) måder, man kan give udviklingsbistand på, der lever op til netop dette.

Direkte overførsler afkoloniserer bistanden

De stigende priser har medført øget behov for at beskytte de mest udsatte. Nogle lande har reageret mere traditionelt ved at øge subsidier til især energi og fødevarer, men dette ses i stigende omfang som ineffektivt. Eksempelvis går hovedparten af energisubsidier til de rigeste 20 procent i befolkningerne.

Mange programmer giver derfor i stigende omfang kontanter direkte til de mest udsatte grupper. Resultaterne har været imponerende, fordi modtagerne evner at bruge pengene til at skabe varige indtægtskilder eller investerer i sociale forbedringer (eksempelvis uddannelse og sundhed).

Cash transfers er ikke i sig selv noget nyt, men teknologien indenfor finanssektoren er blevet meget bedre og billigere indenfor de senere år.

Således kan man lave mobile pengeoverførsler til en brøkdel af omkostningerne ved at levere traditionel fødevarehjælp. Danmark støtter i nogen grad sådanne programmer, eksempelvis i Etiopien, gennem Verdensbanken i Sahel, eller gennem de store danske civilsamfundsorganisationer.

Med vores lange erfaring med at lave sikkerhedsnet for udsatte grupper er det oplagt, at vi her kan bidrage i partnerskab med andre donorer.

Tilsvarende udvikling ses indenfor den humanitære sektor, hvor direkte overførsler har bidraget til bedre nødhjælp, der giver modtagerne mere værdighed, flere valgmuligheder og mere fleksibilitet.

Det er dermed også et skridt på vejen til at afkolonisere bistanden; altså afgive noget af magten fra rige vestligt-dominerede organisationer og i stedet give agens og beslutningskompetence til tidligere marginaliserede grupper. Direkte overførsler sætter modtager i centrum.

Modtagerlandet i fokus

Det er svært at arbejde i partnerskab med fattige landes regeringer, som ofte er autoritære eller krænker menneskerettigheder.

Et stort antal forskellige bilaterale samarbejder med modtagerne er derudover også svære at koordinere og de kan ende med at dræne kapacitet hos modtageren.

Nogle gange ønsker modtageren slet ikke samarbejdet med et OECD-land. Så skal vi helt forlade partnerskaberne?

Donorer skal turde miste kontrol og lade modtageren tage føringen

Anne Mette Kjær og Peter Frøslev Christensen
Hhv. professor i internationale forhold, Aarhus Universitet og direktør, Development Associations

Når bilaterale regeringssamarbejder fungerer godt, kan de noget af det, vi efterlyser hos bistanden: De kan skabe resultater, der er bæredygtige, også når bistanden er faset ud.

Den seneste evaluering af Danmarks klimatilpasningsprogrammer viste netop dette. Evalueringen var generelt positiv overfor de mange måder, Danmark støtter klimatilpasning på, gennem et miks af multilaterale organisationer, bilaterale partnerskaber og civilsamfundsorganisationer.

Danmarks støtte har hjulpet med til at gøre lokalsamfund mere modstandsdygtige overfor tørke, oversvømmelse og andre effekter af klimaforandringerne. Men evalueringen bekymrer sig også om bæredygtigheden af resultaterne, som kan være mere tvivlsomme, hvis støtten ikke er bundet op på et samarbejde med myndighederne i modtagerlandet.

Det kan altså være en god idé at fastholde partnerskaber med regeringer, hvor de kan fungere, også selvom der kan være bump på vejen.

Modtagerlandet kommer i førersædet, når ligeværdige partnerskaber fungerer godt og når donorlandet tilpasser sig til den nationale dagsorden.

Hvis der er en negativ udvikling i et lands regeringsførelse, kan det kan være svært at navigere. Skal donoren fortsætte støtten eller sige nok er nok?

Et land kan have gjort store fremskridt indenfor fattigdomsreduktion og kvinders uddannelse men samtidigt begrænse demokratiet og fundamentale menneskerettigheder.

Der er ikke noget let svar på dette dilemma, som i høj grad må bero på en konkret afvejning. For at kunne vurdere det, kræves der et indgående kendskab til magtdynamikker og de spillere, der bestemmer hvilke muligheder, man som udviklingspartner har for at få mest udvikling for sine kroner.

Danske lånegarantier til lokale inspirerer EU og USA

Der har været meget diskussion af internationale fonde såsom Bill Gates Global Fund og deres rolle i at finansiere udvikling og verdensmålene.

Kritikken har blandt andet lydt på, at fonde baseret i de rige lande sætter prioriteterne, de har for meget fokuseret på hurtige resultater og ofte vil de have et stort afkast af deres investeringer. Det kan underminere fattigdomsorienterede, bæredygtige og systemiske forbedringer.

Men der findes også mindre fonde, der giver lånegarantier til små agri-businesses, som har vist positive resultater, og som i stigende grad bliver drevet lokalt. Når de fungerer bedst, sætter de modtagerne i førersædet via deres uafhængige bestyrelser.

Udviklingssamarbejdet virker bedst, når den har et langvarigt sigte og giver modtagerne agens og ansvar

Anne Mette Kjær og Peter Frøslev Christensen
Hhv. professor i internationale forhold, Aarhus Universitet og direktør, Development Associations

Danmark har spillet en positiv rolle i at støtte sådanne tiltag, som for eksempel i Uganda, hvor vi har støttet skabelsen af Agricultural Business Initiative i 2010, som er drevet af ugandere og støtter ugandiske landbrugsvirksomheder med både rådgivning og finansiering.

Resultatet har været imponerende og KMPG har anslået, at de finansielle positive effekter har været over dobbelt så høje som de investeringer, Danmark har foretaget.

Tilsvarende med den panafrikanske garantifond, AGF baseret i Kenya, som Danmark også støttede etableringen af. Danmark lod den være drevet af lokale kræfter, fokuseret på at finansiere det afrikanske erhvervsliv på egne betingelser.

I begge tilfælde har business-casen været så overbevisende, at man har fået andre udviklingspartnere, såsom den afrikanske udviklingsbank (AfDB), EU og USA med.

De tre eksempler er blot tre blandt andre på, at udviklingsbistand i år 2022 kan virke.

Når udviklingssamarbejdet har et langvarigt sigte og giver modtagerne agens og ansvar, indenfor de lokale muligheder og begrænsninger der nu er, så virker den bedst.

Udviklingsbistand, der er dikteret af giverlandets interesser, virker sjældent optimalt, da der bliver for mange konkurrerende formål, der kan kompromittere bistanden.