Af Stig Jensen
Ph.d., lektor og leder på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet

Der synes at være bred konsensus om, at afsættes flere penge til rammeorganisationer og at øge antallet af rammeorganisationer, samtidig med at der stilles krav til om kvaliteten af rammeorganisationerne arbejde, så er det rigtigt. Netop kravene til rammeorganisationerne er særdeles interessante og er i fokus i det følgende, særligt problemstillingerne omkring egenfinansiering og kvalitetskrav.

Folkeligheden bestemmes af penge
Egenfinansieringen er et centralt kriterium for rammeorganisationerne og skærpes fra 5 procent til 10 procent med argumentationen om, at NGO'erne skal vise såvel finansiel uafhængighed som folkelig forankring. Hvorved NGO'ernes folkelige forankring måles på deres evne til at indsamle penge, ud over at være en problematisk indikator, så skævvrides NGO'ernes muligheder for at opfylde kravene som rammeorganisation.

For NGO'erne har meget forskellige forudsætninger for opfyldelse af kravet om egenfinansiering. Eksempelvis har godheds-NGO'erne en lang tradition for private donationer og derved gode økonomiske forudsætninger for at opfylde kravet om at være folkelig forankret og dermed kvalificere sig som rammeorganisation.

Derimod er indsamlingskulturen i relation til udviklingsorganisationer, venskabsforeninger etc. i mange tilfælde svagere, primært fordi mange danskere gennem årtier har vænnet sig til, at udviklingsinitiativer er koblet til udviklingsbistanden, som betales via skatten. Kravet til mindre NGO'er, eksempelvis venskabsforeningerne, med ønsker om at kvalificere sig som rammeorganisation går derfor via raslebøsser, og mange mindre NGO'er afskriver sig den mulighed.

Samarbejdet og de små lider
Kravet om kobling af egenfinansiering betyder, at en voksende del af bistanden kanaliseres til få store NGO'er på bekostning af de mindre. Udviklingen med en polarisering af det danske NGO-landskab med en håndfuld store professionelle rammeorganisationer har allerede haft effekter på samarbejdsrelationerne i det danske NGO-landskab, som tidligere var kendetegnet ved både diversitet og samarbejde.

De konstante forandringer i de ministerielle udmeldinger med den deraf følgende prioritering af emneområder er en udfordring for NGO'erne og andre aktørers evne til at tilpasse sig de luner, som de siddende (udviklings)ministre har.

Stig Jensen
Leder, Center for Afrikastudier

Det er min oplevelse, at samarbejdet mellem danske NGO'er er blevet forringet gennem årene, og det kan bl.a. tilskrives problemet med den asymmetriske relation i det danske NGO-landskab.

Udviklingen er problematisk, fordi udvekslingsrelationer og arbejdsdeling mellem NGO'erne er helt centralt for deres bidrag til såvel policy-udviklingen i Danmark som i udviklingsinitiativer med partnere i Syd. Selvom man skal være påpasselig med såvel generalisering som idyllisering af mindre NGO'er, så oplever jeg, at disse kan have tættere kontakter til græsrødderne, folkelig forankring, engagement og ikke mindst være nytænkende.      

Kvalitet afhænger af politikernes luner
Et andet centralt element er udmeldingen fra udviklingsminister Christian Friis Bach om større kvalitetskrav til rammeorganisationerne. Igen, det er vanskeligt at være uenig i, at NGO'erne, i lighed med andre aktører, skal levere kvalitet for pengene. Spørgsmålet er, hvad er kvalitet? Her vil jeg problematisere de politiske og administrative aspekter i relation til kvalitetskravet.

Når det gælder den politiske dimension, så er kvalitet ifølge den nuværende regerings udviklingsstrategi, at organisationerne "skal dele mindre mad og flere rettigheder ud" - men hvor længe varer den holdning?

Udviklingspolitiske prioriteringer har gennem de seneste år været ramt af forskellige ministres behov for profilering af egne projekter og samtidig manglende ønsker om opfølgning på forgængernes initiativer. Her kan nævnes to gange Afrika strategi/politik, Afrika-kommission, "Frihed til Udvikling" og senest "Retten til udvikling".

De konstante forandringer i de ministerielle udmeldinger med den deraf følgende prioritering af emneområder er en udfordring for NGO'erne og andre aktørers evne til at tilpasse sig de luner, som de siddende (udviklings)ministre har.

Ny udfordring for presset embedsværk
Det administrative aspekt omkring måling af kvalitet er ligeledes særdeles relevant. Et af aspekterne er relateret til embedsværket i Udviklingsministeriet, for det må formodes, at de skal facilitere den konkrete kvalitetsvurdering af rammeorganisationerne.

Her er der er primært to opmærksomhedspunkter. For det første den utilstrækkelige faglige bemanding som følge af de seneste års personalemæssige reduktion i kombination med voksende arbejdspres, både på centralt hold på Asiatisk Plads og på ambassaderne. Embedsværket får en større opgave med såvel faglig sparring som kvalitetsvurdering i rammeorganisationerne. Man kan derfor frygte, at kvalitetsvurdering primært bliver ud fra regnskabstekniske kriterier.

En anden ubekendt i forhold til kvalitetsvurderingen er, hvilke indikatorer der skal anvendes til kvalitetsvurdering, hvordan udvælgelsesprocessen af indikatorer vil forløbe og ikke mindst konsekvenserne for rammeorganisationerne ved manglende målopfyldelse. Omkring sanktionering er udmeldingen fra udviklingsministeren, at det koster, hvis man ikke leverer.

Er det kun krav til NGO'erne?
På falderebet kan man stille spørgsmålet, om det kun er NGO'erne, der skal straffes for manglende kvalitet? For hvis det er tilfældet, så er det ren populisme.

Hvis man forsætter ud af den tangent, så kunne man spørge, om programsamarbejdslandene får bistandsmidler ud fra klare kvalitetskrav, så de lande, der for mest dansk udviklingsbistand, også har fået de bedste evalueringer ud fra specifikke kvalitetskriterier. Betyder det også, at ambassadørernes lønninger skal gøres afhængige af deres evne til effektiv at implementere politikker? Skal udviklingsministerens løn gøres kvalitetsafhængig? Der er rigtig mange spørgsmål, og det allermest grundlægende: Er vi på rette vej?