Konsulentvirksomhed: Fiksløsninger på udviklingsområdet får mere plads end de fortjener

For få år siden dukkede et nyt instrument op på udviklingsarenaen – development impacts bonds (Dibs) – der smukt miksede samfundsmål med den private sektors effektivitet og civilsamfundets engagement, således at udviklingsresultater kunne leveres automatisk og gnidningsløst – hjulpet af incitamenter og performancemål.

Dibs blev det nye krydderi i debatterne, innovative aktører føjede det til værktøjskassen, og tænketanke lavede konceptudvikling og spredte budskabet. Begejstringen var stor. Potentialet var enormt, måtte det forstås.

Undervejs forblev DIBs mest af alt et koncept med få faktiske eksempler. Få år senere var interessen forduftet. En Brookings-rapport fra i år fandt 12 Dibs i udviklingslande – knapt den revolution, der blev spået.

Nogen tid efter var det blockchain og kryptovalutaers tur til at brage ind på arenaen, ledsaget af profetien om at "disrupte" udviklingsbistanden. Atter var entusiasmen massiv.

En rapport, 'Hack the future of Development Aid' fra 2017, forklarede, at blockchain ville redesigne bistandsmodellen – fjerne mellemmænd mellem donor og "slutbruger", så sidstnævnte fik magten til selv at vælge bedste bistands "tilbud". Nu, fire år senere, finder en OECD-rapport fra 2021 kun relativ få blockchains målrettet udvikling med bekræftet succes.

Opmærksomhed fordufter hurtigt
De to eksempler viser et særligt fænomen i udviklingsarenaen: Det, at nøgleaktørernes opmærksomhed til hver tid samles om et bestemt paradigme som one-stop-svar på, hvordan udvikling og bæredygtighed bedst opnås – indtil, efter få år, opmærksomheden fordufter og skifter til et nyt.

Det er et tidevandskift i paradigmer, der langt fra altid når at få væsentlig betydning for det praktiske arbejde med udvikling.

Thomas Juel Thomsen
Freelancekonsulent, TJT Consult

Det er et tidevandskift i paradigmer, der langt fra altid når at få væsentlig betydning for det praktiske arbejde med udvikling. Men det kan have stor betydning for, hvilke temaer og løsninger der optager diskussionstiden – både på policyniveau, hos embedsværket, den private sektor og civilsamfund – og dermed bestemmer, hvad får tildelt politisk og ledelsesmæssig prioritet og ressourcer.

Det er vigtigt, fordi båndbredden er begrænset, og det kan skubbe mere fundamentale problematikker og løsningsveje ud af diskussionerne.

Egentlig har det på nogen måder altid været sådan. I en svunden tid var samtalerne domineret af sector wide approaches, budgetstøtte, menneskerettighedsbaseret tilgang – ideer, som med tiden fik selskab af results based aid, drivers of change, doing development differently og andet.

Alle konkurrerende og fejlbehæftede tankesæt for, hvordan vi bedst støtter de fattige befolkninger, men også fælles om en optagethed af at styrke nationale partnere og systemer – og genstand for faktisk implementering i reelt omfang.

I kontrast hertil er det som de nyere paradigmer, for eksempel Dibs og blockchain, forbliver kortere tid i rampelyset, er sværere at operationalisere, og lægger mere vægt på at fremhæve instrumentet end på problemet, partneren og resultatet.

Deler væsentlige træk
Man kan hævde, at de nyere favoritparadigmer typisk har visse træk til fælles:

De fremstår som fiksløsninger med en simpel, men overbevisende interventionslogik. De lover næsten automatiseret implementering med minimalt behov for styring og forvaltning. De er beskrevet ved faste ingredienser, der nemt kan italesættes overfor stakeholder-kredsen. De fremtræder innovative, hvilket anses som kvalifikation i sig selv.

Sådanne træk er med til at forklare ideernes plads i rampelyset, men tit har de også andre ligheder: Det er ikke altid åbenlyst, hvordan opskrifterne omsættes til praksis. Ofte kommer de ikke meget videre end konceptstadiet, og med faktiske eksempler svære at opspore ender "best cases" som fantomer. De baserer deres implementering netop på de institutioner og forudsætninger, som typisk i udviklingslandene er svagest. Og de sigter mod at justere dele af helheden uden at ændre systemer og grundlæggende årsager.

Uprøvede koncepter og delløsninger

Netop de træk ender som regel med at begrænse ideernes levetid, skalering og "impact" i praksis.  

Det virkelige tema er dog ikke, at nye ideer fejler. Nye ideer skal tages godt i mod og bringes i spil, og der skal være plads til fejlskud, så der sker læring og udvikling.

Problemet er den alt for store luns af den knappe opmærksomhed – hos policyfolk, civilsamfundet og den private sektor – den slags ideer får lov at kapre, længe før de får vist deres værd i praksis.

Vi har ikke råd til at spilde kostbar opmærksomhed og ressourcer på uprøvede koncepter og delløsninger. 

Thomas Juel Thomsen
Freelancekonsulent, TJT Consult

Man kunne ønske, at alle vi, der på ene eller anden vis beskæftiger os med udvikling og bæredygtighed – som politikere, embedsværk, forretningsfolk, eller civilsamfund – hurtigere ville genkende tidevandsskiftet i paradigmerne og ikke give fiksløsninger mere plads end deres værd fortjener.

Vi har ikke råd til at spilde kostbar opmærksomhed og ressourcer på uprøvede koncepter og delløsninger. Er partnerskaberne ­­­– de fælles indsatser mellem virksomheder, civilsamfund og offentlige aktører, tiltænkt den centrale rolle i at levere på verdensmålene, og manifesteret i SDG 17 – et af tidens udtryk for fænomenet?

Det er klart, at partnerskaber og samarbejde på tværs af sektorer ­er nødvendige for at nå verdensmålene. Og partnerskaber har heldigvis bred appel og skyder frem overalt, så modsat Dibs og blockchain er de faktisk udrullet i stor stil.

Men partnerskaber er også blot delløsninger, der ikke er gode til at tackle de systemiske årsager til fattigdom, ulighed og klodens miljøkrise.

Partnerskaber er også ofte svære at operationalisere i praksis. Partnerskaber har også stadig til gode at vise impact i væsentlig skala, mens fokus ofte koncentreres omkring partnerskaberne selv fremfor om deres resultater.

Og imens opmærksomheden samles om partnerskaberne, øges risikoen for, at verdensmålene løber fra os, da vi kigger det forkerte sted efter de afgørende løsningsveje.