Befolkningen i Myanmar har nu i et år modsat sig en brutal militær magtovertagelse af deres land. De har ydet ufattelige ofre og modtaget meget lidt hjælp fra resten af ​​verden.

Og alligevel driver en hidtil uset national enighed og et generationsskifte i Myanmars politiske landskab en demokratisk revolution og giver håb om en bedre fremtid, selv i disse mørke tider.

Den demokratiske facade, der har eksisteret i Myanmar i det sidste årti, orkestreret af militæret, krakelerede brat 1. februar 2021, da lederen af ​​landets militær, Min Aung Hlaing, forsøgte et skæbnesvangert statskup.

En landsdækkende bevægelse manifesterede sig hurtigt, og den kom til udtryk i civil ulydighed, boykot, generalstrejker, protester og demonstrationer. Det var Myanmars læger, som stod i spidsen, uvillige til at acceptere Min Aung Hlaings egoisme efter lange måneders kamp mod pandemien, og de fandt støtte i Generation Z, teknologikyndige unge mennesker med internationale netværk og store ambitioner.

Der er langt igen
Myanmars etniske administrationer, hvis hære kontrollerer store territorier langs Myanmars grænser, sluttede sig snart til demonstranterne og fordømte kuppet. De gav deres støtte til bevægelsen og tilbød en sikker havn for aktivister og politikere, der flygtede fra byerne.

Medlemmer af parlamentet som undslap militæret, grupperede sig i skjul og dannede udvalget Pyidaungsu Hluttaw (CRPH), hvor de fortsatte deres parlamentariske arbejde. Da Min Aung Hlaing lancerede sit kup, ophævede han Myanmars militærforfatning fra 2008, og kort efter blev den formelt afskaffet af CRPH. Det var et historisk øjeblik, da CRPH samtidig annoncerede en føderal demokratisk charter – en køreplan mod et ægte føderalt demokrati.

CRPH udpegede derefter hurtigt en midlertidig national enhedsregering (NUG) til at lede Myanmar gennem krisen. Ministre er blevet udpeget blandt medlemmer af National League for Democracy, etniske politiske partier og civilsamfundet til at danne den mest inkluderende regering i landets historie.

NUG's evne til at overvinde systemisk diskrimination, udelukkelse og voldelig undertrykkelse af Myanmars etniske og religiøse minoriteter bliver afgørende for bevægelsens succes.

Der er lang vej igen, men i løbet af det seneste år har bevægelsen taget positive skridt ved at anerkende rohingya-borgerskab og acceptere Den Internationale Straffedomstols jurisdiktion – et langt skridt væk fra den tidligere regerings holdning for blot et år siden.

Brutal militær reaktion
Der er også etableret et nationalt rådgivende råd for at sikre yderligere inkluderende dialog. Sammen med fokus på kollektiv ledelse markerer disse organer starten på en ny politisk æra for Myanmar. Samtidig viser dannelsen af folkelige administrationsudvalg på lokalt plan, sammen med alternative administrative strukturer, der længe har eksisteret uden for militærets undertrykkende rækkevidde, at revolution har nået hele landet.

Den udvikling fylder mig med en masse håb. Vi må dog ikke undervurdere krisens katastrofale omfang og den enorme lidelse, som Min Aung Hlaing påfører befolkningen i Myanmar.

En omfattende global våbenembargo og målrettede økonomiske sanktioner bør indføres

Chris Sidoti m.fl.
Internationale menneskerettigshedseksperter

Den militære reaktion på antikupbevægelsen har været brutal. Den karnevalslignende atmosfære man så i de tidlige dage af protesterne, forsvandt hurtigt, da Min Aung Hlaings styrker begyndte at slagte folk i gaderne. Militærets vold fortsatte derefter støt og forudsigeligt med at eskalere.

Vi opfordrer til international ansvarlighed
Sammen med mine FN-kolleger har jeg dokumenteret de grusomheder og menneskerettighedskrænkelser, som Myanmars militær har begået mod rohingyaerne og andre etniske minoriteter. Vi har hver især i vores respektive arbejde som mandathavere i landet rapporteret detaljeret om beviser for massakrer, brug af tortur og seksuel vold, bevidst fratagelse af mad og medicin og hændelser, hvor mennesker blev brændt levende.

Vi opfordrer derfor til international retfærdighed og ansvarlighed, så vi kan bringe disse gentagne cyklusser af vold og tragedier til ophør. Verden var langsom til at reagere, og nu er hele Myanmar udsat for terror.

Men med hver brutal handling styrkes folkets beslutsomhed ligeledes. Min Aung Hlaings kup har slået fejl, og han vil aldrig blive accepteret som den leder, han længes efter at være. Spørgsmålet er nu, hvor længe han vil forblive uforsonlig over for denne virkelighed.

Det internationale samfund har hidtil svigtet befolkningen i Myanmar. Tusindvis af millioner føler sig svigtet i deres kamp for demokrati, frihed og i stigende grad overlevelse. Dette kan ikke fortsætte, og nu hvor kuppet bevæger sig ind i sit andet år, er der et stigende kollektivt ansvar for at handle.

Verdens regeringer skal anerkende NUG som den eneste legitime regeringsmyndighed i Myanmar. De skal omgående øge den grænseoverskridende humanitære bistand ved at føre den gennem lokale netværk.

En omfattende global våbenembargo og målrettede økonomiske sanktioner bør indføres. Og der skal gøres alt for at sikre, at Min Aung Hlaing og hans generaler stilles til ansvar for deres forbrydelser ved internationale domstole.

Myanmars fremtid kan og vil blive bestemt af befolkningen i Myanmar. Men endnu et år med skammelig international passivitet er ganske enkelt ikke en mulighed.