Michael Svarer: Vellykket bog om den globale ulighed

ANMELDELSE: Der er et væld af overbevisende og velillustrerede pointer om den globale indkomstfordeling i Branko Milanovics bog ’Global ulighed’, skriver tidligere overvismand Michael Svarer.

Altingets vurdering: 5/6

Michael SvarerAf Michael Svarer
Professor, Institut for Økonomi, Aarhus Universitet, fhv. overvismand

Den danske oversættelse af Branko Milanovics bog 'Global Inequality: A New Approach for the Age of Globalization' udkom for nylig.

Bogen lægger sig i slipstrømmen af Thomas Pikettys verdensberømte værk, 'Kapitalen', fra 2013. Mens Piketty primært fokuserede på den stigende indkomst og formue-ulighed i især USA og Storbritannien, har Milanovic et bredere og mere globalt udsyn.

Selvom Branco Milanovic ikke kan stråle sig i Pikettys stjernestatus, er han dog en mand, der ved, hvad han skriver om. Igennem mange år har han i Verdensbankens tjeneste haft fokus på globale indkomstforskelle og har bidraget med adskillige akademiske artikler om emnet. Hans store overblik over den historiske udvikling i den globale indkomstulighed, som han formidler med stort engagement og pædagogiske illustrationer, er bogens største styrke.

Elefanten
Milanovic er dog heller ikke et helt ubeskrevet blad i den bredere offentlighed, og hans claim to fame er en elefant. Elefanten pryder forsiden af bogen (se billede øverst i anmeldelsen), og elefantens snabel har en stærk relation til Pikettys arbejde.

Da elefanten eller nærmere elefanttegningen er essentiel for bogens analyse og vurderinger, vil jeg kort forklare, hvad den illustrerer. Hovedillustrationen i bogen sammenholder udviklingen i husstandsindkomsten på globalt niveau fra 1988 til 2008 med udgangspunktet i 1988. Læseren skal forestille sig, at man baseret på deres indkomst i 1988 placerer alle verdens borgere på en lang række med den fattigste bagest og den rigeste forrest. I 2008 måler man, hvor meget hver person er blevet rigere.

Resultatet er på flere måder opløftende: Langt de fleste er blevet meget rigere og de, der var i den nederste halvdel, har haft den højeste indkomstfremgang i procent. Det er elefantens krop og skyldes især kraftig indkomstfremgang hos middelklassen i Kina og Indien. Denne udvikling har bidraget til, at den globale indkomstulighed er faldet i perioden. Resten af elefanten, det vil sige snablen, er Piketty-territorium og har to fikspunkter.

For det første er der en gruppe, der stort set ikke har haft fremgang i realindkomsten i de seneste 30 år. Det er den lavere middelklasse i især USA. De er blandt de 80 procent rigeste på verdensplan og har til den ene side oplevet, at de, der var fattigere, har nærmet sig deres indkomstniveau, og på den anden side set, at de, der var rigere, er rykket fra dem rent indkomstmæssigt.

Resten af snablen rejser sig stejlt og illustrerer den markante indkomstfremgang de allerrigeste i verden har oplevet i de forløbne 30 år.

Observationen, at indkomstuligheden er stigende i de fleste OECD-lande, er velkendt for de fleste, der følger den aktuelle samfundsøkonomiske udvikling, og den er ikke bogens hovedbidrag.

Bogens hovedbidrag
Hovedbidraget er bogens fokus på den globale indkomstudvikling, som er mere kompleks og facetteret, og her er bogen vellykket. Der er et væld af overbevisende og velillustrerede pointer om den globale indkomstfordeling, som er interessante, og som gør bogen læseværdig.

En af mine favoritter – ud over elefanten – er opdelingen i ulighed mellem og inden for lande. Milanovic viser, at andelen af den globale indkomstulighed, der skyldes forskelle mellem lande, er tæt på 70 procent.

Med andre ord er den forventede livsindkomst for en nyfødt langt mere afhængig af, hvilket land man er født i, end for eksempel, hvor i et lands indkomstfordeling ens forældre befinder sig. En nyfødt i USA har således en forventet livsindkomst, der er 93 gange højere end en nyfødt i Congo.

Det er således en relevant iagttagelse, når Milanovic konstaterer, at i en stadig mere globaliseret verden er arbejdskraften et af de mest immobile produktionsinput. Der er et potentielt tordnende højt afkast af migration for mange af verdens borgere, og det er bemærkelsesværdigt, at kun cirka tre procent (ifølge Milanovic) af verdens befolkning er migranter.

En stor mundfuld
Med bogen er Branco Milanovic ude i et ambitiøst ærinde. Han vil skildre udviklingen i global indkomstulighed i et nutidigt og i et historisk perspektiv, han vil redegøre for de økonomiske og politiske mekanismer bag udviklingen, han vil tilpasse det økonomiske teoriapparat til at understøtte den observerede udvikling, og endelig vil han reflektere over den fremtidige udvikling for den globale indkomstulighed.

Det er en stor mundfuld på relativt lidt plads, og nogle analyser og vurderinger afspejler kompromiset mellem høje ambitioner og mangel på plads. Der er dog tilpas mange fuldtræffere til, at jeg klart vil anbefale bogen til læsere, der vil vide mere om den globale indkomstudvikling og blive klogere på nogle af de centrale mekanismer i den seneste udvikling.

Branko Milanovic: Global ulighed, 332 sider, Informations Forlag, udkom 30. januar.

Forrige artikel Velfortalt tech-bog lander mellem to stole Velfortalt tech-bog lander mellem to stole Næste artikel Naser Khader: Adam Holm har skrevet en nødvendig bog om Syriens diktator Naser Khader: Adam Holm har skrevet en nødvendig bog om Syriens diktator