MS: Finansloven skal være globalt anstændig

Af Helle Munk Ravnborg,
Forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

En klar plan for, hvornår man rent faktisk vil hæve bistanden i procent, ville være en god start.

Helle Munk Ravnborg
Forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke

Aldrig siden 2. verdenskrig har der været så mange mennesker på flugt. Adskillige lande døjer med konsekvenserne af fattigdom, konflikter og stigende ulighed.

I Mellemøsten og Ukraine er der krig og konflikt og grov undertrykkelse af basale rettigheder. Hvis den kommende finanslov skal bestå en simpel lakmustest i global ansvarlighed og udsyn, er der brug for mere ærlighed og større viden om, hvordan vi prioriterer udviklingsbistanden og hvorfor.

I regeringsgrundlaget lover regeringen flere penge til udviklingsbistand. Men faktum er, at man lige nu filer på den langsigtede og forebyggende indsats. Den lille brøkdel af vores allesammens husholdningsbudget, som går til udviklingsbistand, har stort set ikke ændret sig. Udviklingsminister Mogens Jensen annoncerer i Berlingske 20. august, at regeringen vil give 600 millioner mere til bistanden.

Det lyder godt, men er under målet i forhold til regeringens egen ambition om at øge bistanden fra de nuværende 0,85 procent af BNP til 1 procent. En klar plan for, hvornår man rent faktisk vil hæve bistanden i procent, ville være en god start. Særligt i lyset af presset fra Venstre og DF, som vil skære bistanden med 2,5 milliarder – hvilket svarer til den samlede årlige bistand til syv af de fattigste lande, Danida pt. prioriterer at hjælpe.

Bevar fattigdomsorienteringen
Så er der spørgsmålet om, hvad pengene egentlig bruges til. En ambitiøs finanslov skal for en gangs skyld gøre det soleklart, hvor meget Danmark reelt giver til kampen for at udrydde sult og fattigdom. Efterhånden bliver flere og flere budgetposter medregnet i udviklingsbistanden. Det bidrager til at puste mængden af udviklingsbistand kunstigt op. Det udhuler fattigdomsorienteringen og svækker kvaliteten af dansk udviklingsbistand og dermed også den effekt, bistanden i sidste ende har for mennesker, der lever i ekstrem fattigdom.

Eksempelvis er udgiften til asylbehandling over de senere år steget kraftigt. Den udgør nu over en milliard ud af de godt 16 milliarder bistandskroner. Vel skal vi tage godt imod de mennesker, som er tvunget til at flygte, og som kommer til Danmark for at søge ly for krig og forfølgelse. Men det er ikke fair at gøre det for penge, som egentlig er allokeret til at bekæmpe global fattigdom og ulighed – indsatser, som netop kan forebygge konflikter og nye flygtningestrømme.

Lige sådan kan man stille spørgsmål ved, om de store udgifter til sikkerhedsindsatsen i Afghanistan og andre steder bør tages af udviklingsbistanden.

På samme vis er det uholdbart, når regeringen gang på gang tager fra den langsigtede udviklingsbistand for at fylde nødhjælpspuljen op. Det må være et rimeligt krav, at regeringen er mere forudseende denne gang. De skal sætte nok penge af til katastrofer og nødhjælp på den kommende finanslov. Når man tyer til nødløsninger og tager penge fra det langsigtede udviklingsarbejde, som det lige nu er tilfældet, er det som at slukke en brand med det vand, man skal drikke resten af ugen.

Desuden er der brug for klarhed over mængden af initiativer i krydsfeltet mellem udvikling og handel. MS har flere gange påpeget, at klima og erhvervsfremme initiativer som GGGI og eksportforberedelse for danske virksomheder i udviklingslande ikke bør finansieres af udviklingsbistanden. Disse initiativer kan være nok så gode, men når fattigdomsfokuseringen er så begrænset, som tilfældet er, bør pengene findes et andet sted.

Når det er sagt, er det dog indlysende, at vores største påvirkning af udviklingslandene nu og fremover netop vil foregå i kraft af vores handel med og vores investeringer i udviklingslandene. Derfor er det vigtigt, at der sættes handling bag tankerne om bedre politisk sammenhæng, altså kohærens. Udviklingsbistanden kan sikre, at rammebetingelserne for væksten i udviklingslandene er i orden, og at den også kommer samfundet og især de fattigste til gode.

Fx ved at virksomheder pålægges at betale skat, der hvor de opererer, og at være åbne omkring deres skattebetaling, at der sikres mindstlønninger, at gældende miljølovgivning overholdes osv. Ønsket om mere kohærens fordrer også, at de hjemlige politikker og prioriteringer kigges efter i sømmene og vurderes efter, om de har negative konsekvenser for verdens fattige. Udover handelspolitikken gælder det for eksempel energipolitikken. Her er det helt urimeligt, at verdens fattigste skal betale prisen for, at vi kan putte biobrændstof i vores biler. Det er heller ikke smart at importere store mængder soja fra regnskovsfældede marker i Brasilien og Argentina for at mætte den enorme den danske svineproduktion.

Fortæl, fortæl

Set i et globalt lys ville det også være smart, at finansloven prioriterer at forbedre danskernes viden om verden og den globalisering, vi er en del af. Herhjemme er der ofte stærke holdninger til udviklingsbistanden. Men der florerer også for mange stereotyper. MS lavede en undersøgelse sidste år. Den viste, at 66 procent af den danske befolkning tvivler på, om udviklingsbistanden overhovedet har nogen effekt.

Manglen på viden, om hvad vi udretter for bistandskronerne, er både ærgerligt og hæmmende for vores globale udsyn. For mens mange udviklingslande oplever økonomisk vækst i disse år, ser man en række nye udfordringer i udviklingslandene. Stigende økonomisk ulighed fører til konflikter, kriminalitet, og ekstremisme. Det demokratiske rum - ytringsfriheden og tolerancen er under alvorligt pres. Det påvirker selvsagt både befolkningens levevilkår og vores prioriteringer for udviklingsarbejdet.

Danskerne har krav på at få kendskab til disse tendenser og et oplyst grundlag at tage stilling ud fra. Finansloven er regeringens mulighed for at afsætte flere midler til oplysning om vilkårene i udviklingslandene. Særligt nu, hvor den globale dannelse ikke fået så fremtrædende en plads i folkeskolereformen, som først håbet.

Globalt engagement i nye mål

Danmark har desuden en vigtig rolle at spille i forhold til de nye udviklingsmål, som er ved at blive fastlagt. De nye globale bæredygtighedsmål bliver afgørende for kampen mod fattigdom og for global retfærdighed. Til forskel fra de hidtidige 2015 mål, kommer de nye mål nemlig ikke kun til at handle om udviklingslandene – også befolkningen i Danmark og andre rige lande vil blive påvirket.

Danmark sidder med ved det internationale forhandlingsbord, men vi skal også være villige til at ændre adfærd og politik gennem dansk politik. Hvis ikke vi får håndteret miljø- og klimaudfordringer og får etableret en mere bæredygtig fødevareproduktion og forbrug af fødevarer, bliver det umuligt at afskaffe fattigdom og sult uden at sætte klima og miljø over styr. Danmark kan spille en god og progressiv rolle i udformningen af disse nye mål, men det kræver, at den danske regering har orden i eget hus og viser, at Danmark stadig er villig til at gå forrest. Antallet af mennesker, der lever i konstant hungersnød har været foruroligende stabilt de seneste ti år.

Danmark bør presse på for et mål for bæredygtig mad til alle overalt. Ved at fokusere på en bæredygtig landbrugsrevolution, hvor de 500 millioner fattige småbønder i udviklingslandene sættes i centrum, kan man udrydde sult og skabe arbejdspladser der, hvor der er mest brug for dem.