MS: Udviklingsbistand er ikke eksportstøtte

Af Helle Munk Ravnborg
Forkvinde, Mellemfolkeligt Samvirke

Handel og udvikling hænger sammen, lød det fra handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, Dansk Industris administrerende direktør, Karsten Dybvad, og Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær, Henrik Stubkjær, i en fælles kronik i Berlingske den 19. marts 2014.

Dagen efter udmønter Mogens Jensen så denne erkendelse, da han i et interview til Berlingske siger, at han er parat til at anvende flere bistandsmidler på at styrke handelsrelationerne mellem udviklingslandene og virksomhederne herhjemme.

"Målet er både at skabe jobs og økonomisk vækst i Danmark og i de lande, hvor danske virksomheder etablerer sig," understreger ministeren ifølge Berlingske.

Denne brug af dansk udviklingsbistand og det lille 'og' mellem Danmark og udviklingslandene, tager Mellemfolkeligt Samvirke stærkt afstand fra.

Bistand skal bidrage til bæredygtig handel
I grænsefeltet mellem handel og udvikling er målet med dansk udviklingsbistand at bidrage til, at handel bliver en stærkere, mere retfærdig og grøn løftestang for verdens fattigste, ikke at skabe arbejdspladser i Danmark.

At handel og udvikling hænger sammen – på godt og ondt – er der ikke noget nyt i. For eksempel var det på den baggrund, at man helt tilbage i 1964 etablerede UNCTAD (FN's konference for handel og udvikling), som blandt andet søger at fremme fattigdomsorienteret og bæredygtig udvikling gennem handel.

Hvis et permanent job var den eneste vej ud af fattigdom, ville det se sort ud for udsigterne til at afskaffe fattigdom inden år 2030.

Helle Munk Ravnborg
Forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke

Og det var – og er – på den baggrund, at MS helt tilbage i 1994 sammen med andre gode kræfter engagerede sig i kampen for retfærdig handel og tog initiativ til det, der i dag er Fairtrade-mærket. I dag lægger 40 procent af danskerne jævnligt fairtrade-mærkede varer i kurven og er dermed med til at bakke op om retfærdig handel.

Og endelig er det på den baggrund, at nye danske virksomheder gennem investeringer, handel og samarbejde med virksomheder, bønder og håndværkere i udviklingslande hvert år søger at forene forretning med ønsket om at gøre en positiv forskel for mennesker, der har meget at byde på, men alt for sjældent får muligheden for at gøre det på ordentlige vilkår.

Øget handel og investeringer kommer dog ikke af sig selv de millioner af mennesker til gavn, der i aften går sultne i seng og i morgen står op med udsigt til en dagsløn på 10 eller 20 kroner for et arbejde, de måske oven i købet ved, de bliver syge og dør af. Men det kan dansk udviklingsbistand med Mogens Jensen i spidsen faktisk bidrage til at ændre.

Vi kan bistå udviklingslandene i at dæmme op for ødelæggende skatterabatter og subsidier, forbedre retssikkerheden for borgere og virksomheder, sikre en ordentlig miljøforvaltning og støtte op om den faglige og civile organisering.

Derigennem kunne vi være med til at rette op på det forstemmende faktum, at verdens 48 fattigste lande med en samlet befolkning på over 700 millioner mennesker i dag tegner sig for blot én procent af værdien af den globale handel. Og gennem en sådan indsats kunne vi for alvor bringe det katalytiske potentiale, som udviklingsbistanden og samtænkningen af handel og udvikling rummer, i spil.

Siger fra til eksportstøtte
Men desværre bliver det med kronikken og især det opfølgende interview mere og mere tydeligt, at det ikke er dét, der er det overordnede politiske mål med i højere grad at tænke handel og udvikling sammen.

Det er derimod de danske arbejdspladser og de danske investeringer, vores nye handels- og udviklingsminister – eller ’arbejdspladsminister’, som han også kalder sig – har blikket stift rettet mod.

Og det er her, det bliver stærkt bekymrende, når udviklingsministeren udtaler, at han er parat til at anvende flere bistandsmidler på at styrke handelsrelationerne mellem udviklingslandene og virksomhederne herhjemme. Her siger Mellemfolkeligt Samvirke fra, ligesom flere af de andre danske udviklingsorganisationer gør det.

Det, at vi siger fra over for at anvende udviklingsbistanden som eksportstøtte, ændrer imidlertid ikke ved, at også vi i MS bliver triste hver gang, vi som danske borgere hører, at Danmark halter efter vores nabolande, når det gælder at få etableret gode samhandelsrelationer til de nye vækstlande.

Den 19. marts 2014, altså samme dag som DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad, var medforfatter til kronikken i Berlingske om handel og udvikling, kunne man i Politiken læse, at DI slår alarm, fordi danske virksomheder ikke interesserer sig nok for Afrika, hvor væksten ellers buldrer derudaf – på godt og ondt!

Og i november 2013 – og faktisk også i oktober 2012 – kunne man i samme avis læse om en analyse, også fra DI, der viste, at væksten i Sydkorea er gået danske virksomheder forbi, og at danske virksomheder selv i Vietnam, hvor Danmark ellers har været engageret længe, blandt andet gennem udviklingsbistand, har tabt markedsandele. Og dét, selvom lige præcis initiativer til at øge samhandlen med de nye vækstøkonomier i Asien, Latinamerika og Afrika var i fokus, da SRSF-regeringen i 2011 etablerede handels- og eksportministeriet.

Et job er ikke den eneste vej
Hvis Mogens Jensen som dansk handelsminister vil lægge sig i selen for at stimulere danske virksomheder til at bevæge sig ud på de nye markeder og for at skærpe de danske eksportfremmeindsatser, vil det derfor kun være glædeligt. Det har bare ikke meget med udviklingsbistand at gøre, og pengene må derfor komme fra et andet sted.

Men det er jo ikke alene som dansk handelsminister, at Mogens Jensen gerne vil have de danske virksomheder ud på den internationale scene og investere i udviklingslandene. Det er også som dansk udviklingsminister.

"Et permanent job er den bedste vej ud af fattigdom", siger de tre kronikører i Berlingske. Det er i denne sammenhæng, at de ser, at danske virksomheder kan yde et positivt bidrag til de forandrings- og udviklingsprocesser, mange vækst- og udviklingslande står over for, og at den danske arbejdsmarkedsmodel kan inspirere og medvirke til udviklingen af arbejdspladser i udviklingslandene’.

Det lyder jo besnærende, men det er nok ikke lige sådan, de efterladte til dem, der omkom under den sammenstyrtede tekstilfabrik på Rana Plaza i Bangladesh sidste år, ser det og nok heller den unge teenager, der har fået snittet tommelfingeren af på en cigarfabrik i Nicaragua.

Og faktisk er det også langt fra sikkert, at kaffebonden i Uganda, der har styr på afsætningen af sin højkvalitetskaffe, ville bytte sin beskæftigelse som selvstændig kaffebonde med ’et permanent job’ som plantagearbejder.

Dertil kommer, at hvis et permanent job var den eneste vej ud af fattigdom, ville det se sort ud for udsigterne til at afskaffe fattigdom inden år 2030.

Det anslås nemlig, at der i verden i dag er omkring 500 millioner smålandbrug, det vil sige landbrug under to hektar. Af disse ligger i øvrigt 200 millioner i Kina. Tilsammen udgør disse landbrug en væsentlig del af livsgrundlaget for omkring to milliarder mennesker, altså en fjerdedel af jordens befolkning, og i mange afrikanske og asiatiske lande dækker de ifølge FAO op imod 80 procent af landenes fødevarebehov.

Mange, men heldigvis ikke alle af disse mange mennesker, er fattige eller lever lige på kanten af fattigdom. Hvis ’et permanent job’ var den eneste vej ud af fattigdom, skulle der altså etableres rigtig mange jobs. Et permanent job er en af vejene ud af fattigdom, men det er hverken den eneste, den bedste eller nødvendigvis den ’billigste’.

Kræver store investeringer
Det er nemlig desværre sådan, at mange af de jobs, danske virksomheder er med til at skabe, ofte kræver meget store investeringer. Den cashewnøddefabrik i Ghana, som Mogens Jensen besøgte i forrige uge, har i følge Industrialiseringsfonden for Udviklingslandes (IFU) hjemmeside modtaget et lån fra IFU på knap 20 millioner danske kroner. Virksomheden regner med at foretage en samlet investering på omkring 60 millioner kroner og at etablere 200 permanente jobs.

Ser vi mod landbrugssektoren, anslår Verdensbanken, at der ved dyrkning af majs i stordriftlandbrug skabes omkring et job pr. 100 hektar (1 km2), og at der for hvert skabt job, kræves en investering på i størrelsesordenen USD 50.000, altså stort set samme beløb, som tilfældet er for cashewfabrikken i Ghana.

Dette ikke sagt for at dæmpe investeringslysten, men blot for at minde om, at det, den danske udviklingsbistand først og fremmest skal måles på, er i, hvor høj grad den bidrager til udvikling.

Snarere end som en dråbe i havet at give statsstøtte til danske investeringer i udviklingslandene skal bistanden bidrage til at sikre, at de investeringer og den vækst, der er og kommer i udviklingslandene, bliver godt fordelt og er grønne.

Den skal måles på, i hvor høj grad den bidrager til, at mennesker kan vriste sig fri af fattigdom, til at fremme demokrati og respekten for rettigheder og til at sikre såvel arbejdsmiljø som det ydre miljø. I denne måling udgør handelstal og antal navne på en lønningsliste i en dansk virksomhed etableret i udlandet kun en forsvindende lille del.