NGO: Europa skal være mere solidarisk og ansvarligt

Af Andreas Kamm 
Generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp

Den danske og europæiske håndtering af de mange asylansøgere, som det rekordstore flygtningetal i verden giver anledning til, udfolder sig på baggrund af tre svære dilemmaer.

Det første er, at der er en kæmpe ubalance mellem de 51 millioner flygtninge i verden og så verdens kapacitet (= vilje og ressourcer) til at yde disse mennesker beskyttelse.

Det andet er en art misforhold mellem de internationale forpligtelser, vi og andre lande faktisk har - og så vores manglende evne og magt til at kontrollere de konflikter, hvis resultat netop er store flygtningestrømme. Vi har altså en forpligtelse overfor forhold, som et langt stykke ad vejen er udenfor vores kontrol.

Det tredje dilemma er selvskabt, nemlig det forhold, at EU har besluttet at have fælles ydre grænser, men denne beslutning er ikke fulgt op af en fælles, solidarisk håndtering af de asylsøgere, som passerer den ydre mur.

Vilkårene er forskellige
Disse tre dilemmaer gør det naturligvis vanskeligt at møde udfordringerne – at løse opgaven. Måske er det i virkeligheden her, vi skal søge forklaringen på, at EU ikke performer vældig godt, og at Danmark i bestemte sammenhænge heller ikke gør det.

I en på alle måder historisk flygtningekrise er Europas svar således et kapløb mod bunden – en negativ spiral af forringede vilkår for de fordrevne.

Andreas Kamm
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Det er således tydeligt, at Europa er bedre til at finde på fælleseuropæiske løsninger, når det handle at holde flygtninge ude gennem skærpet grænsekontrol, øget patruljering til havs og hegn på landjorden - end når det gælder om at skabe fælles, solidariske løsninger i forhold til de mennesker, som på trods af ”hegnet” har formået at komme ind i Europa.

Mange gode direktiver fastsætter fælles standarder for behandlingen af asylansøgere og for modtagelse og integration af flygtninge i EU. Men direktiverne implementeres ikke effektivt, og derfor er vilkårene forskellige fra land til land. Nogle steder får en flygtning fra X-land med stor sikkerhed en opholdstilladelse – andre steder er chancen lille. Nogle steder får man hurtigt sin familie med – andre steder tager det lang til. Nogle steder får man sociale ydelser og hjælp til at finde bolig, arbejde m.v. – andre steder må man klare sig selv.

Dublinforordningen virker ikke
Hertil kommer, at den såkaldte Dublinforordning, som bestemmer, at en asylansøger skal have sin sag behandlet i det land, han først betræder i EU, slet ikke fungerer – og næppe nogen sinde kommer til det. Det er nemlig vanskeligt at sikre implementeringen af ordninger, som er uretfærdige og usolidariske. Eksempelvis har vi det seneste år bedt Italien om at patruljere Middelhavet, for at mennesker på flugt ikke skal drukne i tusindtal.

Men Dublinforordningen bestemmer, at de mennesker, hvis liv italienerne redder, efterfølgende er Italiens ansvar. Er det vanskeligt at forstå, at de til tider lukker øjnene og lader de pågældende rejse videre op i Europa? Ikke så mærkeligt, at nogle også når frem til Danmark, med det resultat, at vi her - tæt på et valg - får en debat, som er temmelig kantet, og som på mange punkter er præget af misforståelser og ikke mindst mangel på fakta og perspektiv. Omdrejningspunktet for debatten er ikke primært, hvordan vi sikrer beskyttelse af mennesker på flugt, men især hvordan vi undgår, at de skal komme til Danmark.

En værktøjskasse af tvivlsom værdi
Vi har et historisk højt flygtningetal i verden, vi har ikke kontrol over de kriser, som skaber flygtningene, og EU evner ikke at etablere fælles standarder endsige nogen fælles fordeling af flygtningene indenfor EU. Derfor efterlades danske politikere – som deres kolleger i andre lande – med en værktøjskasse af tvivlsom værdi. Af frygt for at Danmark ”ser for godt ud” og tiltrækker mange asylansøgere, eksperimenteres der med regulering af sociale ydelser, ventetid på familiesammenføring, asylansøgeres ret eller ikke ret til at finde arbejde m.v.

Det har næppe varig effekt, da vores kolleger i andre lande gør det samme. I sidste ende fremstår Danmark og de øvrige skandinaviske lande fortsat som attråværdige lande, hvor velfærden er grundlæggende god og alting fungerer. Dette positive billede er det jo vanskeligt – og ikke ønskværdigt - at slette, for det er sandheden, og det må det gerne blive ved med at være.

Et kapløb mod bunden
I en på alle måder historisk flygtningekrise er Europas svar således et kapløb mod bunden – en negativ spiral af forringede vilkår for de fordrevne. Det skubber flygtningene frem og tilbage mellem naboerne i EU, men tager ikke hånd om de grundlæggende udfordringer. Sådan kan det ikke fortsætte.

Der har aldrig været mere brug for et solidarisk og ansvarligt Europa. Fremadrettet må Europa arbejde hårdt for, at der kommer mere orden på EU’s asylpolitik. Der må skabes gensidig tillid mellem landene, de fælles standarder må implementeres, alle lande må tage fat, så de gør deres relative andel af arbejdet. Det vil tage tid, men når der bliver orden på det europæiske hus, så kan vi langt bedre møde verdens udfordringer i det fællesskab, som EU stræber efter at være.

Når det er sagt, så bør vi vel også huske, at Danmark ligger i den pæne ende af EU feltet, når det handler om antallet af asylansøgere i forhold til indbyggertal. Som en FN diplomat en gang sagde: ”I gør det jo rigtig godt i Danmark – det lyder bare skidt”.