Debat

Ngo: Støt nu kreative aktivister i kampen mod autoritære kræfter

Det er afgørende, at Danmarks nye udviklingsstrategi ikke kun bygger på traditionelle udviklingspolitiske midler. Vi skal opprioritere risikovillige værktøjer, der understøtter unge uden for det etablerede civilsamfund, skriver Martin Fernando Jakobsen.

Den danske ambassade har støttet et demokratisk dialogprojekt med fokus på, hvordan musik kan skabe fredelig dialog om rettigheder og social forandring i Myanmar, skriver Martin Fernando Jakobsen.
Den danske ambassade har støttet et demokratisk dialogprojekt med fokus på, hvordan musik kan skabe fredelig dialog om rettigheder og social forandring i Myanmar, skriver Martin Fernando Jakobsen.Foto: Ye Aung Thu/AFP/Ritzau Scanpix
Martin Fernando Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Igennem musikvideoer og festivaler har Turning Tables Myanmar de seneste syv år mobiliseret et netværk af unge, som nu på gaden og i studiet bidrager til kampen for demokrati i Myanmar.

Netop utraditionelle målgrupper som her unge kreative aktivister skal engageres for lokalt at modarbejde den stigende globale trend, hvor autoritære kræfter undertrykker demokratibevægelser.

Via musikfestivaler, events og digitale kampagner er det igennem syv år lykkedes at bygge en uformel social bevægelse op, der via kreative kommunikationsmidler konstant presser grænserne for ytringsfrihed

Martin Fernando Jakobsen
Direktør, Turning Tables

Danmark bør fremover udvise risikovillighed ved at investere i uformelle sociale bevægelser og netværk, som ikke kan nås gennem organiserede civilsamfundsorganisationers formelle organiseringsformer.

Ministeren for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen (S), lancerede i midten af januar processen for den nye danske udviklingsstrategi. Hovedfokus er på, hvordan vi håndterer en verden i opbrud, som sætter vores fællesskab og fælles værdier under pres.

Ifølge The Economists nye Global Democracy Index 2020 lever over en tredjedel af verdens befolkning under autoritært styre, hvilket er den højeste andel i indeksets historie.

Den nedadgående tendens begyndte i 2015 og er i 2020 blevet forstærket af sikkerhedsliggjorte restriktioner imod covid-19, der yderligere har svækket demokrati og respekten for menneskerettighederne.

Kreative kommunikation giver unge mulighed for at sige fra
2021 har indtil videre fortsat den nedadgående demokratiske spiral med undergravelse af demokratiske valg, kupforsøg i USA og senest militærkuppet i Myanmar.

Såfremt Danmark med ministerens ord ønsker at gøre en forskel for en mere tryg og retfærdig verden, er det afgørende, at strategien ikke kun bygger på traditionelle danske udviklingspolitiske modus operandi.

For at arbejde imod de autoritære kræfter skal der skabes rum til en mere fleksibel og risikovillig understøttelse af de nye formelle og uformelle sociale bevægelsers kamp.

Et godt eksempel på pionerarbejde inden for utraditionel public diplomacy og understøttelse af unges demokratiske forandringspotentiale har været den danske ambassade i Myanmars støtte til Turning Tables Myanmars 'Voice of the Youth' koncept fra 2015 til 2020.

Konceptet er i sin enkelthed et storstilet nationalt demokratisk dialogprojekt med fokus på, hvordan rap, heavy metal, pop og rock kan mobilisere unge til at hæve deres stemme og engagere sig i fredelig dialog om rettigheder og positiv social forandring i Myanmar.

Via musikfestivaler, events og digitale kampagner er det igennem syv år lykkedes at bygge en uformel social bevægelse op, der via kreative kommunikationsmidler konstant presser grænserne for ytringsfrihed og giver unge en mulighed for at sige fra over for overgreb, politisk motiveret vold og manglende deltagelse.

Forklædning som harmløs underholdning
Den danske ambassade og Danida har med sin opbakning og økonomiske støtte været instrumentel for Turning Tables Myanmar.

Via sin støtte har Danmark desuden opnået en massiv public diplomacy-sejr i landet og et ry for at værne om de progressive unge. Samtidig har støtten lagt fundamentet for mobiliseringen af en uformel ungdomsbevægelse, hvor engagement i social forandring tilskrives høj social kapital.

Indsatsen støttes desuden af aktivistgrupper fra Hong Kong

Martin Fernando Jakobsen
Direktør, Turning Tables

Grundet sin forklædning som harmløs underholdning er det hidtil lykkedes Turning Tables Myanmar at flyve under den autoritære radar. Efter militærkuppet 1. februar er kontoret i Yangon dog blevet lukket, og alle ansatte er gået under jorden af frygt for repressalier og arrestationer.

Turning Tables Myanmar arbejder dog ufortrødent videre med at støtte den fredelige civile opstand som et talerør for unge kreative aktivister og som netværkskoordinator i samarbejde med de mere etablerede aktivistgrupper i Myanmar.

Indsatsen støttes desuden af aktivistgrupper fra Hong Kong, der som rollemodel for uformel civil demokratisk værdikamp bistår med erfaring og støtte på det operationelle niveau.

Udviklingsstrategi skal understøtte uetablerede aktører
Fra Rusland og Ukraine over Uganda til Thailand og Hong Kong spiller uformelle sociale bevægelser en vigtig rolle i mobiliseringen af lokale befolkninger imod autoritære kræfters stigende undertrykkelse af demokratiske værdier.

Den danske støtte til Turning Tables Myanmar og 'Voice of the Youth' er et godt eksempel til efterfølgelse på, hvorledes en risikovillig investering i et utraditionelt, fleksibelt og innovativt koncept har været afgørende for lokalt at kunne mobilisere nye unge målgrupper i en demokratisk græsrodsbevægelse.

Læs også

Såfremt Danmark skal kunne håndtere en verden i opbrud og modvirke fremmarchen af antidemokratiske autoritære kræfter er det derfor imperativt, at Danmarks nye udviklingsstrategi opprioriterer risikovillige værktøjer, der kan understøtte aktører uden for det mere etablerede civilsamfund. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Flemming Møller Mortensen

MF (S), klosterforstander, Aalborg Kloster fhv. minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde
Sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

0:000:00