Red Barnet: Dansk ulandsbistand er ramt af 40-årskrise

Af Jonas Keiding Lindholm
Generalsekretær for Red Barnet

”40 år er da ingen alder”, har mange af os sikkert fået at vide, da vi rundede det halvskarpe hjørne.

På mange måder sandt nok. Men 40 år sætter alligevel tydelige spor.

Det gælder også for Danmarks Danida-politik, der nu i fire årtier har levet op til FN-anbefalingen om at give minimum 0,7 procent af bruttonationalindkomsten (BNI) i udviklingsbistand. En anbefaling, som FN kom med helt tilbage i 1970, men som kun seks lande i verden lever op til.

Heldigvis er der fortsat politiske kræfter i Danmark, som gerne ser udviklingsbistanden vokse. 

Jonas Keiding Lindholm
Generalsekretær, Red Barnet

I forhold til andre OECD-lande har Danmark ligget i top i hele perioden. Det kan skiftende regeringer – og ikke mindst deres vælgere – godt være stolte af.

På samme vis kan danskerne være stolte over det omdømme, som Danmark har markeret sig med, når det gælder indsatser til gavn for vores kerneværdier – demokrati, menneskerettigheder, uddannelse og i særlig grad piger og kvinders ret til styring i eget liv.

Alle os, der har rundet de 40, ved også, at det er en god anledning til at tage sit liv op til revision: Går jeg den vej, jeg gerne vil? Følger jeg mine oprigtige værdier? Er mit omdømme det, jeg ønsker? Dansk bistand bør gøre det samme.

Jonas Keiding Lindholm
Generalsekretær, Red Barnet

Skrøbelige stater må ikke lades i stikken
Som Danmarks største hjælpeorganisation for børn er det blandt andet en stor glæde for Red Barnet at se Danidas standhaftige indsats mod børneægteskaber. Og vi giver ikke op i vores fælles kamp, før børneægteskaber er afskaffet frem mod 2030, sådan som verdensmålene foreskriver.

I det hele taget er netop verdensmålene et af de områder, hvor Danmarks langvarige lederskab har skabt følgeskab. Med verdensmålene står vi nu med en række kontante målsætninger og løfter, som verdens ledere har skrevet under på. Og som med dansk indsats nu kan styrke verdens fokus på blandt andet pigers rettigheder, uddannelse og forebyggelse af konflikter gennem stærke institutioner.

Den standhaftighed og lederrolle er der et massivt behov for, at Danmark passer rigtig godt på.

I dag bor cirka 37 procent af verdens fattigste mennesker i skrøbelige stater. Det tal kan nå op på 75 procent i 2030 – samme år, som verdensmålene skal være indfriet – hvis ikke vi sørger for at få skabt afgørende ændringer.

Der er derfor al mulig grund til, at Danmark sætter en ære i at bevare sit historiske lederskab, når det gælder international udviklingsbistand. Et godt sted at starte kunne for eksempel være at øge bistanden til netop skrøbelige stater.

Som verdensmålenes tværgående princip selv foreskriver, må ingen lades i stikken ("leave no one behind"). Et ganske tungtvejende argument for at styrke hjælpen til de dårligst stillede børn i de dårligst stillede lande. 

40-årskrise rejser essentielle spørgsmål
Så meget desto mere bekymrende er det, at dansk bistandspolitik nu ser ud til at være løbet ind i en 40-årskrise – endda lidt på forkant af den runde fødselsdag.

Det er ikke en fejring værd, at Danmarks bistand nu ligger omkring sit laveste niveau i 30 år. I årevis har Danmark jo ikke alene levet op til minimumskravet, men faktisk også ligget over de 0,7 procent. Den udvikling er på retur.

Heldigvis er der fortsat politiske kræfter i Danmark, som gerne ser udviklingsbistanden vokse. Men den folkelige opbakning til en stærk dansk udviklingsbistand ser ud til at falme. Det er heller ikke en fejring værd.

Dansk udviklingsbistand har vitterligt sat sig dybe og vigtige spor efter 40 år "i front". Der er ikke grund til rynkebehandling – linjerne viser karakter og styrke.

Men alle os, der har rundet de 40, ved også, at det er en god anledning til at tage sit liv op til revision: Går jeg den vej, jeg gerne vil? Følger jeg mine oprigtige værdier? Er mit omdømme det, jeg ønsker? Dansk bistand bør gøre det samme.

For hver krone tæller for de millioner af børn, der vokser op i glemte kriser under ekstrem fattigdom og blodig undertrykkelse som grundvilkår. Det gælder deres fremtid. Og det gælder vores egne børns fremtid.