Holger K: Verdensmålene bør give anledning til et globalt paradigmeskifte

Af Holger K. Nielsen (SF) 
Udviklings- og udenrigsordfører  

Mens vi fejrer 40 år, hvor Danmark har ”ligget i front” som ét af de lande, der har fulgt FN’s anbefaling om at give 0,7 procent i udviklingsbistand, synes der også at være en krisestemning omkring bistanden.

Har vi en dansk udviklingsbistand om 10, 20 eller 30 år? Vil den være 0,5 procent eller en procent? 

Det er spørgsmål, der er vigtige, og som gennem de seneste år har optaget alle, der kerer sig om en mere lige og solidarisk verden. For vi ser alle de trends, der udfolder sig under borgerlig ledelse: Vores bistand bliver udhulet, og hver femte danske bistandskrone går reelt til Danmark til at finansiere vores flygtningemodtagelse.

De allerfattigste lande skal være i fokus igen. Og én helt central udfordring er at skabe arbejdspladser til de mange millioner af unge i Afrika.

Holger K. Nielsen (SF)

Og den bistand, der går uden for Danmarks grænser, er i højere grad end nogensinde spændt for snævre sikkerheds-, flygtninge-, og erhvervspolitiske interesser. 

Fattigdomsorienteringen er eroderet 
Den fattigdomsorientering, der fra starten var helt central i dansk udviklingsbistand, er langsomt eroderet til fordel for kortsigtede forsøg på at skabe hurtig vækst, som ikke nødvendigvis kommer de fattige til gavn, og til at dæmme op for flygtninge- og migrationsstrømme i nærområderne.     

Den fattigdomsorientering, der fra starten var helt central i dansk udviklingsbistand, er langsomt eroderet til fordel for kortsigtede forsøg på at skabe hurtig vækst, som ikke nødvendigvis kommer de fattige til gavn.

Holger K. Nielsen (SF)

Selvom den historiske diskussion om bistandsprocenten er vigtig, er der måske i virkeligheden en langt vigtigere diskussion: Hvordan får vi igen en udviklingsbistand, der adresserer de strukturelle skævheder i vores verden?

Migrations- og flygtningeproblematikkerne er vigtige og skal adresseres, men det må ikke ske på bekostning af den langsigtede udviklingsbistand til de allerfattigste lande.

Som vi har skrevet under på i aftalen om verdensmålene, er vi forpligtet på princippet om ”leaving no-one behind”.   

”Denmark first” 
Vi ser lige nu voldsomme globale tendenser til, at verdens lande lukker sig om selv. Demokratier indskrænkes. Grænser afskærmes. Og handelsbarrierer rejses.

Samtidig kan enhver se, at de globale problemer kræver globalt samarbejde. Netop derfor er verdensmålene så vigtige. De er universelle og anerkender, at alle lande har et ansvar. Jeg tror, det er sundt for dansk bistand at blive sat ind i en global ramme med en gensidig forpligtelse.

Udviklingsbistanden har udviklet sig markant i de seneste 40 år. Der er langt fra de første bistands-projekter til de store sektorprogrammer og budgetstøtte med sigte på at give partnerlandene større ejerskab. Og med verdensmålene ser vi igen muligheden for et markant paradigmeskifte for udviklingsbistanden.

Det skal vi tage imod som en mulighed. For det er en global aftale, der forpligter alle lande, og som har skabt en enestående historisk mulighed og konsensus – og som anerkender, hvordan klodens udfordringer er indbyrdes forbundet.

Der sker en sammensmeltning af nationale og globale interesser, når vi skal løse de gigantiske udfordringer som migration, klima og ulighed. Og her er vores bidrag til at finansiere verdensmålene i de fattigste lande afgørende.   

Det er indlysende for Danmark at kaste sig helhjertet ind i at fremme verdensmålene og derigennem fremme de værdier, der historisk har været en hjørnesten i det danske velfærdssamfund og har været i stand til at skabe historisk velstand og velfærd: Stor lighed, gode uddannelsesmuligheder, en interesse i at fremme fred og udvikling globalt og en grøn politik.

Samtidig er vi en åben økonomi, og vi har stor interesse i at påvirke verden.  

Verdensmålene skal være centrale i dansk bistand 
Derfor var vi også med i aftalen om den nuværende danske udviklingsstrategi, Verden 2030, fordi den var centreret omkring verdensmålene, og fordi SF var med til at give målet om større global lighed en mere fremtrædende plads, end hvis vi havde stået uden for.

Vi mener stadig, at der en massive paradokser i regeringens politik – for på den ene side har den forpligtet sig på verdensmålene, og på den anden side er mange af regeringens tiltag drevet af alt for snævre indenrigspolitiske interesser.

Og vi gjorde det også klart i forbindelse med aftalen, at vi fortsat vil arbejde for, at fattigdomsorienteringen og det langsigtede arbejde med at skabe mere global lighed kommer til at stå stærkere. Men vi fik mere indflydelse for de fattigste ved at være med i aftalen.  

De allerfattigste lande skal være i fokus igen. Og én helt central udfordring er at skabe arbejdspladser til de mange millioner af unge i Afrika.

Det kræver massive investeringer, der skaber økonomisk vækst, men de skal kobles tæt op på at sikre anstændige arbejdspladser og investeringer i sundhed, langbrug og uddannelse, så vi rent faktisk når de fattigste.

Danmark skal præge EU 
En helt grundlæggende diskussion, når vi skal skabe vækst og arbejdspladser, er, at vi får mere sammenhæng i de forskellige politikområder. Og her kommer vi ikke uden om EU. Og her er bistands-procenten ikke det eneste saliggørende.

Der er ganske enkelt en række strukturelle forhold, vi skal have gjort op med. For eksempel dumpes EU-støttede landbrugsprodukter på de fattiges markeder og undergraver det lokale landbrug, og samtidig fanges Vestafrikas fisk af EU’s fiskere – heriblandt også danske.

Vi må også gøre op med det store skatteunddragelse, der snyder ulandene for skatteindtægter. De drænes for mere, end de får i ulandsbistand. Og vi skal have en handelspolitik, der giver udviklingslandene reelle muligheder for fair og fri handel.

Størrelsen af dansk bistand og kvalitet er afgørende for at sætte en retning, men vi skal også lægge al vægt ind på at præge sammenhængen i EU’s politikker.  

EU har en udviklingsstrategi, der er koblet op på verdensmålene, men de kan være svære at læse i budgettet, der spænder den europæiske bistand op på snævre interesser. EU-landene er langt fra at nå målet om at bruge 0,7 procent i udviklingsbistand – og alt for lille en del går til de allerfattigste lande. 

Det nye paradigme 
Vi skal have en ambitiøs dansk og europæisk bistand, der lægger vægt på social og demokratisk udvikling i de fattigste lande.

Verdensmålene er et nyt paradigme for udviklingssamarbejde – og her vil vi ikke blive målt på størrelsen af dansk bistand, men på viljen til at se på vores samlede global fodaftryk og viljen til kritisk at tænke helhedsorienteret i alt fra handels- og fiskeripolitik til udenrigs- og klimapolitik.