Rige lande fejler i globalt partnerskab

Den 5. april markerede FN, at der nu er 1000 dage tilbage til at nå 2015-målene og dermed leve op til de forpligtelser, som regeringsledere skrev under på i 2000.

Trods betydelige fremskridt er vi stadig langt fra mål, særligt når det kommer til at udrydde sult, reducere børne- og mødredødelighed og styrke partnerskabet mellem de rige og de fattige lande. Og netop det sidste er værd at se nærmere på, både i sammenhængen med 2015-målene, men også i forhold til den nye udviklingsramme efter 2015, som der i øjeblikket arbejdes på.

Mål otte halter efter
2015-målene har vist sig at være et effektivt værktøj i kampen mod fattigdom og fremme af menneskelig udvikling. Deres nytteværdi ligger blandt andet i, at de er tidsbestemte, målbare og nemme at kommunikere.

De har samtidig sat menneskelig udvikling i centrum for den globale udviklingsdagsorden, der tidligere var stærkt domineret af det økonomiske vækstparadigme. Og endelig er 2015-målene unikke, idet de forpligter både de rige og de fattige lande.

Mål et til syv er hovedsagelig møntet på og forpligter udviklingslandene, mens mål otte forpligter de rige lande til at hjælpe de fattige gennem bl.a. øgede bistandsmidler, gældssanering og handelspolitikker, der også kommer de fattige lande til gavn.

I arbejdet med den nye udviklingsramme efter 2015 bliver der set på erfaringerne med 2015-målene. Der er gjort store fremskridt inden for mål et til syv gennem de sidste 12 år. Men der har været mere begrænset fremskridt at spore under mål otte.

Ifølge OECD er udviklingsbistanden faldet med 6 procent siden 2011. Kun 5 lande lever i dag op til bistandsmålet på 0,7 procent af BNP (Norge, Sverige, Luxembourg, Danmark og Holland). Gældssanering er kun delvist indfriet, og når det kommer til handelspolitikker og patentlovgivning, er fremskridtene meget beskedne.

Hvis 2015-målene skal indfries, er der behov for, at også de rige lande lever op til deres forpligtelser under mål otte.

Camilla Brückner
Direktør, UNDP's nordiske kontor

Post-2015: Behov for universel dagsorden
Hvis 2015-målene skal indfries, er der behov for, at også de rige lande lever op til deres forpligtelser under mål otte. Og i forhandlingerne om den nye udviklingsramme bør der fokuseres på, hvordan det globale partnerskab kan styrkes og den gensidige ansvarlighed forstærkes.

Post-2015-dagsordenen kan enten defineres som en aftale mellem Nord og Syd ligesom 2015-målene, eller som en universel dagsorden. Vi argumenterer for det sidste.

Efterfølgeren til 2015-målene giver os mulighed for at tage det globale partnerskab op til fornyet overvejelse, at afpasse den til den nuværende globale udviklingskontekst. Verden er i hastig forandring med nye hurtig-voksende økonomier i Syd og et stigende antal mellemindkomstlande, der trods fremskridt huser 75 procent af verdens fattigste mennesker.

Det er nødvendigt, at der bliver sat større fokus på national udviklingsfinansiering og budgetplanlægning. Internationale udviklingsmidler vil og bør altid kun være komplementære til national selvfinansiering, der i sidste ende er helt afgørende for den langsigtede bæredygtighed af menneskelig udvikling.

Fælles problemer, fælles mål
Dertil kommer, at mange udviklingsproblemer i dag, såsom ungdomsarbejdsløshed, ernæringsproblemer (undervægt/overvægt), køns- og andre former for diskrimination samt miljø og klimaforandringer, ikke kun er problemer, fattige lande står over for, men også udfordringer i de nye mellemindkomstlande og rige lande.

Af disse grunde bør den nye udviklingsramme ikke kun fokusere på de allerfattigste lande, men opsætte universelle mål for alle verdens lande med differentierede delmål (targets) tilpasset landes forskellige udviklingsniveau.

En universel udviklingsramme vil styrke forståelsen af verdens indbyrdes forbundethed og behovet for at finde fælles løsninger. Det vil kunne bidrage til at forny det globale partnerskab i retning af større ligeværdighed og solidaritet og understøtte det universelle menneskerettighedsprincip.